Læsetid: 5 min.

Udskiftning

9. juli 1998

Kvinder er hoved-ingrediensen i den polyfilla, der skal fylde hullet i bevidstheden, når VM slutter. Rapport fra sidste nat med kliken

"Du citerer mig altid kun for det dumme, jeg siger, aldrig for det kloge," lyder det fra fotografen, der samtidig spiller skak med næsten-juristen. De har selv skåret brikkerne ud af kartofler. De 'sorte' er dyppet i rød cayenne-peber, springerne har en tændstik i toppen. 'Brædtet' er tegnet op på to stykker papir, tapet fast til stenbordet med den gaffatape, der tidligere har repareret layouterens solbriller og bunden i næsten-juristens telt, der fik et hul, da primussen væltede under madlavning. Det var vist i Holland.
Den står 4-3 til fotografen og det gælder opvasken. Spillet udfylder tomrummet, nu da denne fodboldkulturelle ekspedition snart er slut. Det er sidste nat med kliken. Vi er mere stille end vi plejer. Måske er det træthed. Sentimentalitet er det næppe. Så skulle det være første gang.
Bruce Springsteen lyder ud af lejlighedens dårlige båndoptager. Efterhånden er det blevet et problem at finde musik, som ingen er trætte af. Bruce er et kompromis efter layouteren spurgte om han skulle vende båndet med Nick Cave igen. Det ville så være for tredje gang.
Altandørene står åbne i den dæmrende nat. Varmen er let trykkende. Ude over bjergene anes lyset fra Nice. Grillen giver små tik fra sig, som varmen forlader den.

Fodbold-abstinenser
Layouteren har smidt sig foran det fjernsyn, han ikke kan forstå. Det er lige meget. Det er civilisation. Det er teknologi. Det er alt rigeligt for ham efter fjorten dage, hvor han har sloges med campingpladsernes eurostik, der har vanskeliggjort hans teknologiopstilling. Et sted i Holland brugte han en pløk til at mase stikket på plads. I Belgien snittede han plastikkappen halvt af stikket til den medbragte kabeltromle med næsten-juristens schweiziske lommekniv. En halv times koncentreret arbejde.
Hans kreativitet har gjort mere end én camping-opsynsmand bekymret. Ét sted røg sikringerne. Men altid fik layouteren strøm, som en narkoman altid finder sin dope.
Truppen har abstinenser. Dage uden fodbold. Vi har på forskellig vis forsøgt at bearbejde den kolde tyrker inden semifinalerne og medaljekampene. Næsten-juristen og undertegnede løb op til toppen af bjerget og ned igen i varmen og med hver sin vanddunk på slæb. Layouteren gik den samme tur. Fotografen kastede sig ud i en længere men forgæves interaktion med lokalbefolkningen for at finde et skakspil.
Det eneste han kom hjem med var en overskrift, han havde læst over skulderen. 'Petit er fini,' fortæller han. Og man slubrer oplysningen i sig og diskuterer den. Dræner den for hver en mulig analyse. Er franskmanden i karantæne, sat af holdet eller skadet? Vi enes om det sidste. Fini må antyde skade. "Han spiller vist i Arsenal ikke," siger fotografen. "Jo, det er vist rigtigt nok."
Vi husker det ikke, men vi snakker om det alligevel.

Bevidsthedens polyfilla
Når først fodboldkampe er blevet en så integreret del af dagligdagens rytme, som på denne tur, er det svært ikke at føle tomrummet komme snigende.
Aftnerne på terrassen måtte spædes op med nye emner: Kvinder.
Uden, at der i denne sammenhæng kan afleveres detaljer, kan det noteres, at der trods alt er et liv efter fodbolden. Kvinder og snak om dem er hovedsubstansen i den polyfilla, der skal udfylde hullet i bevidstheden efter 'Cup de Monde'.
Sammenstillingen er flabet. Stupid. Mange vil hovedrystende afvise rækkefølgen - karlekammeri før følelse. Det er præcis dét, der er så frygteligt: Folkenormen siger, at sådan må man ikke have det. Men sådan er det. Dele af mandens bevidsthed skal fyldes ud med kammerateri. Det er lovmæssigheden om de to forbundne kar om igen. Hvis ikke karret for kammerateri fyldes, flyder der ikke noget over i karret for parforhold.
Det er rent urinstinktivt, vi kan ikke gøre for det. Og ønsker heller ikke lavet om på det.

Laudrup-dynastiet slut
Brian stopper. Vi vidste det før de fleste danskere. Layouteren var på Internettet. Pludselig råbte han: 'Brian stopper!' Fotografen og undertegnede styrtede til og forstyrrede dermed signalet fra mobiltelefonen, og forbindelsen til nettet var ved at ryge sig en tur. Layouteren vrissede.
Han havde netop gennem terningekast tabt en tur ned i byen efter mad, og nu ville han bytte. "I får kun resten af artiklen, hvis jeg slipper for byturen," forsøgte han sig. Selvfølgelig forgæves. Slår man en latterlig toer må man også selv tage konsekvenserne.
Brian for pokker! Vi er enige om, at det er en katastrofe. Michael stopper. Og nu Brian. Mange har ment, at der ikke er plads til to Laudrup'er på landsholdet. Men er der overhovedet et landshold uden én Laudrup?
Fotografen vil gerne citeres for, at tidspunktet måske ikke er så slemt. "Holdet røg dog ud af kvartfinalen - presset er ikke så stort på det nye hold Bosse skal bygge op," forsøger han.
Men helt ærligt: Nu har Bosse, vel uden at vide hvorfor, endelig fået holdet til at fungere - og så atomiseres det ...
Vi blev næsten religiøse i vores betragtninger. Indtil næsten-juristen svingede sin fodbold-arrogance op til nye højder. "Brian stopper - hvad mener I? Stopper med hvad? Vil han ikke ryge mere?" galede han fra liggestolen på altanen.
Lad det være hans og drengenes slutbemærkning. Onsdag flyver de hjem og mit livs udkårne polyfilla entrer scenen tirsdag aften. Mit livs polyfilla... Den formulering får jeg lov at æde i mig igen. Helt sikkert. Hun slår mig ihjel.

Brasilien videre
På forhånd var sympatien placeret hos Brasilien. Hvis de slog Holland i semifinalen, kunne Danmark gøre som Sverige i 1992. Dengang var svenskerne de eneste, der slog det danske landshold på dets vej mod EM. Det levede de højt på.
Og nu kunne danskerne med brasiliansk sejr gøre det samme. Sige, at det var de regerende og måske endda kommende verdensmestre, der stoppede holdet. Så enkel er fodbold ganske vist ikke, men man forfalder til at lade den være det, bare for dog at kunne forklare noget.
Det ringer på døren. Nogle knægte i lejlighedskomplekset vil have os ud at spille fodbold. Dilemmaet er enormt. Hvor meget elsker vi fodbold - den rigtige altså. Fotografen og næsten-juristen ender med at gå.
Den er gået i straffespark - semifinalen.
Fotografen og næsten-juristen er tilbage efter deres kamp.
De fire første scorer. 2-2. Og Brasilien scorer. 3-2.
Holland... brænder. Brasilien scorer. Holland brænder. 4-2.
Slut finale for Holland. Finale for Brasilien.
Fodbold er kynisk og smukt.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu