Analyse
Læsetid: 5 min.

USA's 'mirakelmager'

2. juli 1998

Amerikas nye krisemanager løber ind i de samme problemer gang på gang

Richard Holbrooke, født 1941, er blevet Clinton-administrationens mest omtalte diplomat. Sit svendestykke leverede han med Dayton-aftalen om Bosnien og Kroatien i november 1995, som endelig skaffede det tidligere Jugoslavien en form for fred. Siden har han været brugt på Cypern, dog indtil videre uden resultater, og er nu i fuld gang i Serbien, hvis Kosovo-provins i år er blevet den nye skueplads for voldelige konfrontationer på Balkan.
Holbrooke vil selv nødigt betragtes som mirakelmager. Det er mange ellers forfaldet til efter Dayton-aftalen, som på overfladen ligner en stor succes. Sandheden om Dayton er, at den kun delvis kan betegnes som en succes. For de etniske udrensninger har aftalen ikke kunne standse, endsige ophæve resultaterne af.
Senest ses det i tilfældet Øst-Slavonien, som ved årets begyndelse blev overdraget til Kroatien, og hvorfra der nu sker en kraftig udsivning af de serbere, der bor i området. I Bosnien går det langsomt fremad, efter at det er lykkedes at bryde Karadzic-Krajisnik-gruppens greb om magten i Republika Srpska. Men meget få har hidtil kunnet vende hjem til de steder, de er blevet forjaget fra, hvis der i dag er et flertal af en anden befolkningsgruppe på stedet. Og arbejdet med at etablere fælles institutioner og symboler går mildt sagt trægt. Det er den massive udenlandske tilstedeværelse, der er forudsætningen for, at der trods alt sker fremskridt fra år til år.

Både i Kroatien og i Bosnien handlede konflikterne om et stort mindretals utilfredshed med at skulle tilhøre en nydannet nationalstat, hvorfor de ville løsrive sig fra den. Det kunne ikke ske på fredelig vis. Mindretallet var i begge tilfælde serberne. De dannede separat-republikkerne Krajina (i Kroatien) og Srpska (i Bosnien). Mønsteret blev også benyttet af det albanske mindretal i Serbien, som udgjorde det overvældende flertal i den tidligere autonome Kosovo-provins - i 1990 erklærede den albanske løsrivelsesbevægelse provinsen for Republikken Kosovo. 1992 udråbtes i den vestlige del af Republikken Makedonien en albansk autonom republik, Illyria, men dette projekt blev dog snart lagt i mølpose og et samarbejde mellem moderate albanere og det makedonske flertal indledt, selvom det albansk-makedonske forhold stadig er særdeles anspændt.
Karakteristisk for Krajina, Srpska og Kosovo er, at en befolkningsgruppes ledere har opbygget deres egne institutioner, valgt præsidenter og parlamenter og nægtet at anerkende 'værtsstatens' autoritet. De har henholdt sig til den demokratiske selvbestemmelsesret. Men den gælder kun i begrænset omfang i et internationalt retssystem, der først og fremmest begunstiger de statsdannelser, der har opnået FN's blå stempel som selvstændige lande.
Cypern er et ældre, men ligeså aktuelt eksempel. Det tyrkiske mindretals ledere på øen har siden øens deling efter det græske kupforsøg og den tyrkiske militærinvation i 1974 nægtet at betragte deres område som en del af den internationalt anerkendte, græsk-dominerede Republik Cypern. De krævede i det mindste at få Nord-Cypern anerkendt som en selvstyrende del af et cypriotisk føderation baseret på lige rettigheder til den græske og den tyrkiske partner. Det har de græske ledere på Syd-Cypern ligeså konsekvent afvist. Så udråbte den tyrk-cypriotiske ledelse i 1983 den tyrkisk-kontrollerede del af Cypern som 'Den tyrkiske republik Nord-Cypern' (T.R.N.C.), men kun Tyrkiet har indtil nu anerkendt denne stat.
Karakteristisk for situationen i både Kroatien, Bosnien, Kosovo og Cypern er, at de områder, som har løsrevet sig, er blevet mere eller mindre etnisk 'homogeniserede', idet der i alle tilfælde er tale om, at der er sket udvandring, flugt eller fordrivelse af den befolkningsgruppe, som udgør flertallet i den stat, man vil løsrive sig fra. I Kroatien, hvor løsrivelsesrepublikkerne er blevet erobret eller overtaget af 'værtsstaten', er en ny etnisk 'homogenisering' blevet fuldbyrdet for de erobrede områder, og det samme synes nu gradvis at ske for det sidst overtagne område, Øst-Slavonien.

Det er en erfaring, der naturligvis ikke virker tillokkende på andre stadig eksisterende løsrivelsesrepublikker. De er skeptiske over for tilbud om hjemme- eller selvstyre inden for rammerne af 'værtsstaten', fordi de derved ikke opnår den internationale status, de eftertragter både af sikkerhedsmæssige og prestigemæssige årsager. Det er blandt andet det, der gør det så vanskeligt for en mægler at håndtere dem.
Når det lykkedes for Holbrooke i Kroatien og Bosnien, var det fordi den ene af løsrivelsesrepublikkerne, Krajina, var næsten udslettet, og den anden Srpska, kraftigt reduceret gennem de kroatiske og bosniske hæres erobringer. Desuden var løsrivelsesrepublikkernes 'beskytterstat', det nye Jugoslavien, indstillet på en handel, der overlod dem til det internationale samfunds beskyttelse. Og endelig var det muligt at presse de kroatiske og bosniske ledere til at acceptere denne beskyttelse, fordi de også havde brug for at slå en handel af med udlandet. Dette skal ikke forklejne Holbrookes indsats - netop hans pragmatiske holdning adskilte sig fra den tidligere amerikanske politik ved at være mere resultat- end princip-orienteret. Men det betød bl.a., at Kosovo-spørgsmålet blev ladt uløst - det var en del af den pris, der måtte betales for at få fred i Bosnien.
Men hvorfor kunne noget lignende ikke lykkes på Cypern? For det første fordi konflikten har været fastfrosset så længe anden måde og de lokale parters holdninger stadig er ubøjelige. For det andet fordi de to befolkningsgruppers 'støttelande', Grækenland og Tyrkiet, har en række indbyrdes konfliktemner samtidig med, at ingen af dem er økonomisk og militært så svage, at de med held kan presses til større indrømmelser af udlandet. Grækerne ønsker øen genforenet og gjort til en del af EU, Tyrkiet ønsker delingen opretholdt og selv få adgang til EU. Hele situationen er derfor helt anderledes indviklet end de nævnte Balkan-områder. Her kan hurtige armvridninger ikke hjælpe meget, selv udført af en Holbrooke.

I Kosovo har albanerne i provinsen længe kørt en klar løsrivelseslinie med opbygning af et parallelsamfund etableret ved privat initiativ og civil ulydighed, og i vid udstrækning finansieret af eksilkredse. Først fra januar dette år blev der dog tale om guerillakrigslignende tilstande, som har påkaldt sig omverdenens opmærksomhed og vakt forargelse mod serberne. Der har været tale om et enormt internationalt pres, med krav om at Serbien skal opgive den militære og politimæssige kontrol med Kosovo-provinsen, men samtidig har man sagt klart fra over for Kosovo-albanernes løsrivelsesønske.
Det har været svært at opnå en balanceret holdning til konflikten, og den serbiske holdning har ikke gjort det lettere. Men ejendommeligt nok kan de sidste rapporter fra Amnesty International, som kritiserer både de serbiske styrker og Kosovas Befrielseshær for overtrædelser af menneskerettighederne, skabe bedre muligheder for en afvejet indsats over for begge parter i konflikten. En forhandler som Holbrooke kan i øvrigt udnytte den faktor, at både nabolandet Albanien og 'værtslandet' Serbien er stærkt svækkede og derfor skulle have en indlysende interesse i en bilæggelse af konflikten, forudsat at fordelene er til at få øje på, også for landenes hårdt prøvede befolkninger. 'Bosnien-recepten' skulle altså have visse muligheder for at virke også her. Albanien har erklæret sig rede, den moderate Kosovo-albanske leder Rugova tilsyneladende også, nu mangler 'kamphanerne' i Beograd og i befrielseshæren. Men Holbrooke skulle have bedre chancer her end på Cypern.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her