Læsetid: 6 min.

Uskyldshvid

25. juli 1998

BØN & KØN
En hvidbog rummer gerne et helt læs af dokumentariske fakta og fører som regel frem mod en velunderbygget og ret entydig konklusion. Hvis var skylden - og for hvad?
Helt anderledes forholder det sig med Den Hvide Bog (Le Livre blanc) af den franske forfatter og multikunstner Jean Cocteau. Her bliver det svært at skelne mellem fiktion og fakta, og selv om forfatterens hensigt fra begyndelsen er klar nok: nemlig at redegøre oprigtigt for hans seksualitet, dens udvikling og hele art, så spreder konklusionen sig til et sammensat mønster. En erotisk klassiker er det, for 70 år efter sin fremkomst virker bogen stadig fuldkommen ny. På én gang rå og sart, springende og lige-på, elegant og klodset, men yndefuld i sin klodsethed, sitrer den fortsat af energi.
Jean Cocteau (1889-1963) satte fornuftigt nok aldrig selv sit navn på titelbladet af denne blanding af selvbiografi og roman. Havde han signeret den, ville det autobiografiske præg sikkert have skygget for det almene i analysen. I stedet forsynede han i udgaven fra 1930 bogen med egne tegninger - og bemærkede i sit forord, med karakteristisk koketteri, at han da syntes godt om værket!
Det havde han også al mulig grund til. Hans reportage fra nogle hvide pletter på kærlighedens landkort er skrevet præcist og smukt, og der er over hans beskrivelser af bøssers kærlighed en fin direkthed, der på en måde medvirker til at gøre teksten ren og blank. Hvid er bogen ikke kun, fordi den udkom anonymt, men også fordi farven associerer til jordklodens poler, til det ukendte og nye, til afslutningen og oprindelsen: uskyld og sæd og død, til sneens tysthed og til papirets fortrolighed.

Som kunstner var Jean Cocteau provokerende mangesidet. Sin første digtoplæsning holdt han som syttenårig, men han viste også tidligt talent for at male, spille og danse. Multi-begavet som han var, vandrede han fra ca. 1912 ind og ud af parisiske kunstnermiljøer, blev venner med Gud og hvermand, og fandt i bohêmelivet dels et fristed for sin anderledeshed, dels plads for sin umættelige appetit på det overraskende, nye. Han skrev romaner, digte, skuespil, film og ballet. Han skrev kunstteori, kunstkritik, reportage, memoirer m.m.m. Han endte sågar som medlem af Académie Française. Men trods de mange kontakter forblev han en enegænger, og er der overhovedet noget, der på tværs af genrerne kendetegner denne uafbrudt aktive mand, er det hans forvandlingsevne og uforudsigelighed.

Den Hvide Bog blev til i dén yderst produktive periode sidst i 1920'rne, hvori han også skrev romanen Les enfants terribles, den der på dansk kom til at hedde De Sorte Får. Cocteau levede dengang sammen med kollegaen Jean Desbordes og havde gjort de første erfaringer med den gift, opium, der skulle både plage og glæde ham gennem det meste af livet. Lynhurtigt, faktisk i ét stræk, skrev han de 100 sider om sin kærlighed til drenge og mænd.
Om gymnasietiden siger tekstens jeg, at den var lutter huller i lommerne og klæbrige lommetørklæder. Der lugtede i klassen - af gas, af kridt og af sperm. Men det der i kammeraternes øjne var en art forbigående last, var det ikke i hans. Drengeonanien blev for ham parodi på en kærlighed, som han i modsætning til de andre instinktivt respekterede. Derfor misbilligede han den lumre atmosfære og gik for at være utidigt dydig. Lettere blev det ikke, da de andre i 2.g. vendte sig mod kvinden som planter mod solen. Onani veg for praleri. Der blev sendt postkort rundt.
I sine tidlige voksenår har fortælleren forhold til skiftende piger. Men først da en af dem, luderen Rose, præsenterer ham for sin bror, som i virkeligheden er hendes alfons, finder han sine drømmes krop. Tro mod sin gamle, stærke dragning mod drenge og mænd sværger han, "at jeg fra dette øjeblik ville følge min egen bestemmelse i stedet for at løbe i hælene på de andre, og hellere lytte til mine instinkter end til moralske konventioner."

I flådebyen Toulon stifter han bekendtskab med en utilsløret og umiddelbar erotik mellem mænd og møder igen idealet fra sine drømmes verden, i skikkelse af en marinesoldat, på hvis overkrop der ikke desto mindre står tatoveret PAS DE CHANCE eller på dansk
FIASKO. Voldsomme følelser vækkes hos begge, men oplevelsen giver tekstens fortæller en heftig afsmag for følelser og fører ham ud i en laden stå til, "der forholder sig til kærlighed til mænd som bordeller og gadeprostitution til kærlighed til kvinder." Inderst foragter han nu sig selv, fordi han godt samtidig ved, at hjerte og sanser hos ham er "vævet sådan ind i hinanden at jeg har svært ved at skille det ene fra det andet."
Fra Toulon-delen stammer ligeledes en oplevelse, som Cocteau lader anskueliggøre den nære forbindelse mellem narcissisme og homoseksualitet. Skjult bag et spejl, der i virkeligheden er et hemmeligt kiggervindue, ser fortælleren på en badeanstalt skiftende mænd klæde sig af og tilfredsstille sig selv. Men da en af dem en søndag, opflammet af sin egen skønhed, trykker sin krop og sin mund mod glasset og hengiver sig til at elske med sit spejlbillede, trykker fortælleren sine læber mod hans og gør hans intime bevægelser efter. "Han vil aldrig få at vide at spejlet ikke gengav ham, men tog ham, at det var levende og havde elsket ham."
Motivet dukker op igen sidenhen i bogen, hvor det om en elsker hedder, at han tilbad sig selv og ved at blive forelsket i jeg'et kom til at bedrage sig selv. Den elskede bliver ens konkurrent og omgives både med al selvspejlerens ømhed og med rivalens vrede.

En anden indre linje i Den Hvide Bog tangerer forfatterens tro. Cocteaus jeg-fortæller søger til sidst optagelse i et kloster, men ser i den unge, smukke munk, han taler med, alle dem han har elsket engang, og konkluderer, at ordenens regel sikkert er alt for mild! Hellere end at krænke denne vil han vende tilbage til dén besværlige tydningsopgave, som livet nu engang er, og om hvilken forfatteren siger: "Når vi elsker hinanden, beviser vi over for Kristus, at vi kan læse mellem linjerne i de regler, en lovgiver har måttet nedskrive med strenghed." Taler man nemlig til den brede masse, må man forbyde det, der både kan være vulgært og sjældent, fordi den brede masse ikke selv er i stand til at skelne. For den udvalgte derimod hersker frihed til selv at skelne og dermed til selv at vælge.
Det springende punkt bliver så, om enhver, kristeligt set, er en udvalgt foran Guds åsyn. Cocteau er inde på dette i sit referat af et skriftemål, hvor han for en abbed bekender, at venskabet gør ham lykkelig, og at venskab for ham ingen grænser kender. "Mit kære barn," svarer så abbeden bagefter, imens han følger synderen ud af kirken, "hvis det kun var min plads i himlen jeg satte på spil, ville jeg ikke løbe nogen fare, for jeg tror at Guds nåde går over al forstand. Men jeg lever her på jorden - og jesuiterne holder skarpt øje med mig."

*'Le Livre blanc' udkom anonymt i 1928. To år efter skrev Jean Cocteau forord til den og forsynede den med 18 illustrationer. Den danske oversættelse, ved Per-Oluf Avsum, blev udsendt af Rosinante i 1987 med forord af Erik Aschengreen, forfatter til disputatsen 'Jean Cocteau and the Dance' (Gyldendal 1986)

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu