Læsetid: 6 min.

(U)synlige Danmark

11. juli 1998

Forstå mig ret; Jeg siger ikke naivt-nostalgisk at Danmarks gode internationale ry og rygte nu er sat over styr med afmonteringen af Flygtningehjælpen på integrationsområdet

QLUMMEN
Det er sikkert fordi jeg ikke bor i Danmark længere. Det må være derfor jeg har svært ved at forstå det. For det har jeg faktisk. Rigtig svært. Det er ikke så meget selve beslutningen om at skære Dansk Flygtningehjælps integrationsindsats af ved roden, jeg undrer mig over. Det er muligt, at det er en rigtig beslutning, hvad ved en midlertidig udenlandsdansker om det?
Nej, det er mere hele den række af antagelser, der ligger bag den nye lov om integration af udlændinge, som jeg simpelthen ikke kan få på plads i min efterhånden halvgarvede integrationsforskerhjerne. Og det er samtidig fornemmelsen af, at hvis det er muligt at vedtage en sådan lov, så er det et eller andet, der er glippet for de sidste 10-15 års dansk forskning i flygtninge- og indvandrere. Den har ikke haft den helt store impact, som det hedder...
Den første antagelse har aldrig været helt eksplicit under lovforhandlingerne, men dog alligevel til stede i selve ræsonnementet: Det er Flygtningehjælpens skyld at integrationerne er mislykkedes. Det plejer ellers altid at være flygtningenes skyld, så i den forstand er dette en forfriskende nyfortolkning - inklusiv ny syndebuk.
Og det er derfor at integrationen nu skal lægges ud til kommunerne, som får tre år til at løse opgaven, snarere end de sølle 18 måneder Flygtningehjælpen hidtil har haft. Det lyder godt. Bortset fra at Dansk Flygtningehjælp aldrig har givet udtryk for at deres integrationsprogram kunne producere en fiks og integrationsfærdig flygtning efter 18 måneder. De har snarere defineret deres kurser som en første etape af en proces, der selvfølgelig fortsætter når flygtningene er "overgået", som det hedder, til kommunerne.
Og her er det interessant at bemærke, at en del af den mere kritiske integrationsforskning faktisk netop har fokuseret på flygtninge i denne post-Flygtningehjælp periode. Det er ude i kommunerne at op til flere danske samfundsforskere er stødt på det sociale systems "blinde punkt": sagsbehandlingskulturen med dennes særlig omklamring, pacificering - klientgørelse - af personer, der modtager økonomisk og anden bistand fra det offentlige. Så hvis det er rigtigt at integrationen hidtil er mislykket, må det altså være kommunernes skyld.

Men lad nu al den snak om skyld ligge, for i henhold til den nye integrationslov får kommunerne flere penge til at gøre integrationen god med. Og det er godt. Det håber vi så at de vil gøre. Hvordan? Med flere sprogkurser og øget aktivering af flygtninge og familiesammenførte. Nu er det jo rigtigt, at det kan være lettere at være fremmed i Danmark hvis man taler godt dansk, men dette er samtidig en type forklaring, der meget behændig undgår at se nærmere på de mere implicitte mekanismer i integrationen.
Den danske integrationsforsknings gennemgående tema er, at det at "hjælpe" flygtninge hverken er et uegennyttigt eller neutralt forehavende, men reelt former flygtningenes sociale og kulturelle muligheder i eksil. Mange flygtninge cirkulerer i årevis inden for et system, hvor de tilbydes sprogkurser og praktisk træning, som langtfra altid giver mening for dem, endsige fører til arbejde.
Dette at sagsbehandlerne i høj grad sætter dagsordenen - de skal jo hele tiden bevise at de aktiverer klienterne - har desuden en tendens til at transformere flygtningenes egen viden, ideer og initiativer til "modstand" mod integrationen. "Det er nødvendigt at integrere dem", som min gamle nabo plejede at sige. "Men de vil jo bare ikke".
Set i det lys kan flere kurser og mere aktivering altså også læses som kommunens og sagsbehandlernes øgede magt til at definere hvad integration skal handle om.
Imidlertid kan ingen meningsfuld integration finde sted medmindre den giver mening for flygtningene selv. Og det gør den kun hvis flygtninge bliver inddraget, ikke blot i forskellige råd og udvalg, hvor de typisk sidder med som "repræsentanter", dvs. eksotiske pyntegenstande. Den indflydelse forskningen taler om foregår helt nede på det plan hvor man definerer hvilket indhold og hvilken betydning integration egentlig skal have.
Der er således ikke noget ved "lokal", der i sig selv ændrer noget - andet end at flygtningene slipper for/går glip af Dansk Flygtningehjælps indsats. Det regnestykke, mange jubler over i øjeblikket: lokalsamfund og tættere tilknytning lig med bedre integration, er på ingen måde givet. Hvis forestillingen om lokal forankring skal blive til mere end et entusiastisk slogan, bag hvilket de fundamentale mekanismer i den nuværende integrationspraksis ikke blot gentager sig i en eller anden lokaliseret version, kræver det en langt mere gennemgribende demokratisering af selve den viden der skal indgå i organiseringen af integration.

Og der er den jeg har svært ved at finde i integrationsloven. Det man i første omgang får øje på er at flygtningene nu skal have mindre understøttelse end andre ligestillede. Det plejer at hedde marginalisering, og det plejer at være det modsatte af integration.
Endelig er der så antagelsen om at vi sagtens kan klare os uden Flygtningehjælpens institutionelle erfaring og ekspertise, som bygger på mere end 40 års arbejde med flygtninge i både nationalt og internationalt regie. Det er muligt at vi, kan, men er det godt at kunne det?
Som yngre forsker med interesse i europæisk flygtningepolitik havde jeg i sin tid min gang i Flygtningehøjkommissariatet, UNHCR i Genève. Når dørene åbnede sig for sådan en akademisk grønskolling, og jeg fik adgang både til arkiver og højtstående embedsmænd, var det altid med en bemærkning om Danmarks synlige rolle i den internationale flygtningepolitik, først med Poul Hartling som Flygtningehøjkommissær - det kunne alle huske - og siden med Arne Piel Christensen som talsmand, og hans organisation, Dansk Flygtningehjælp, som en af de mest repræsentable stemmer i de europæiske og øvrige internationale bestræbelser.
Hvis det er sandt at vores stemme blev hørt dengang, er det endnu mere vigtigt at den gør det nu. De moderne flygtningesituationer kræver et indgående kendskab til og sans for at gelejde sig ind og ud af, et utal af forskellige politiske verdener og kulturer:
Man må på en og samme gang være i stand til at bevæge sig ind og ud mellem vestlige regeringers politik og FN's Flygtningekonvention, mellem UNHCR og de humanitære organisationer, mellem vestlige værtslandes integrationspraksis og særlige livsformer i flygtninges hjemlande, mellem de flygtningeproducerende landes regeringer, og de særlige lokale parter, der spiller en rolle i konflikterne - og meget, meget mere. It ain't barnemad, skulle jeg hilse at sige. Men det er faktisk det Flygtningehjælpen er god til.
I disse nye, globale forhandlinger og identitetsrum skal man altså slå gluggerne tidligt op for at være med til at tale om - og det vil vi skabe - verden, og jeg har ualmindeligt vanskeligt ved at se borgmesteren i Middelfart kommune - med al respekt og alt andet lige - spontant deltage i de internationale fora hvor Dansk Flygtningehjælp hidtil har gjort sig gældende og sat sig i respekt med erfaringer som også hidrører fra integrationsarbejdet i Danmark.
Men måske er ideen den, at vi slet ikke skal være med længere? Mens alle andre taler om globalisering, os vigtigheden af at anlægge et globalt perspektiv på de nye problemer vi står overfor inklusive den øgede mobilitet af mennesker på kloden, hvoraf nogle er asylansøgere - så er der tilsyneladende en udvikling i gang i Danmark som ifølge den franskfødte sociolog Dominique Bouchet, "går i retning af letkøbthed og øget lukkethed, og en udvikling hvor den danske folkelighed er ved at udvikle sig til en leflen for middelmådighed".
Forstå mig ret; Jeg siger ikke naivt-nostalgisk at Danmarks gode internationale ry og rygte nu er sat over styr med afmonteringen af Flygtningehjælpen på integrationsområdet. Men jeg vil her fra det udenlandske vove den påstand, at når det drejer sig om synliggørelsen af danske mærkesager - demokrati, menneskerettigheder, ligeværd, og alt det andet, der gør at vi kan holde ud at se os selv i spejlet om morgenen - så var denne organisation ikke det værste kort vi havde at spille ud i verden...

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her