Læsetid: 5 min.

Værelse med udsigt

28. juli 1998

Første del af en rejsedagbog fra Italien. Turen starter i Venedig

ITALIEN 1
Flyet lander i Marco Polo lufthavnen omkring klokken syv om aftenen. Det tordner - ligesom da Tom Kristensen ankom til Venedig på sin store Italiensrejse for snart et halvt århundrede siden.
Egentlig er det ikke en skuffelse, at vejret ikke står på lydefrit solskin. Vi løser billet til vaporettoen, og mens vi venter under det gyngende stoppesteds halvtag, betragter vi stedets drama. Luften er tyk og fugtig som i Indien i regntiden, og de rejsende haster hen over fliserne, slæbende på bagage.
De mere velbeslåede tager en taxabåd, vi andre holder os til de offentlige transportmidler. Tunge regndråber plasker mod fortovets varme sten, slår op på vores nyvaskede rejsetøj, og over os driver mørke skyer hastigt af sted. Skyformationerne svulmer - uden reelt at udvide sig - i konstante transformationer. Det ligner næsten trickfilm.
Ude over bugten flænges den mørkegrå himmel af lyn. Mens vi venter på båden, rumler det uophørligt, men da vi først sidder nede i vaporettoens indre, overdøver motorstøjen og vandets slag mod skibsskroget tordenen. For en tid bliver alt vand. Foroven, forneden, alle vegne. Vand.
Båden sejler først ud til Lido di Venezia og derfra ind til mundingen af Canale della Giudecca. Kaptajnen er en veltrimmet elegantier, ikke uden lighed med en yngre Robert de Niro. Det er svært at forestille sig ham bag rattet i en linie 6 på Store Kongensgade.
Vi står af ved S. Zaccaria, få meter fra Piazza San Marco, og trækker de rullende kufferter ind gennem byens labyrint. Vi skal finde Campo San Maria Formosa, og for hurtigst muligt at komme af med bagagen haster vi af sted langs husmurene efter et kort, hotellet har sendt i forvejen.

Maleriske huse
Næste morgen trænger lydene ind gennem træskodderne og lokker os hen til vinduet for at se, hvor vi er havnet. Vi slår skodderne fra og kigger ned på morgenlivet i den smalle kanal.
Hotellet ligger ved et 'kryds' mellem to kanaler, og bådførerne råber til hinanden, når de mødes på hjørnet. Hvide og røde blomster liver op på de fugtstribede, gulbrune facader, men hvad der gemmer sig af liv bag Venedigs mure, får man sjældent indtryk af. Kun undtagelsesvis åbnes skodderne ind til de private hjem.
Husene er maleriske med deres blanding af pragt, egenart og forfald, men de er lige så lukkede som gondolierernes ansigter.
Nede i kanalen foran hotellet ligger hver morgen en blå fragtbåd og losser sin last af drikkevarer og kasser med frugt og grøntsager. Appelsiner, kartofler, tomater og ferskner langes op på fortovet i et tempo, der levner tid til en snak med forbipasserende.
Med jævne mellemrum genlyder de smalle kanaler af sang og harmonikamusik, når gondoler med japanske turister vugger forbi. Af og til hvisker en gondoliere også et tilbud til os, når vi spadserer rundt i byen. Det foregår diskret, som var der tale om frække postkort eller forbudte substanser, men vi afslår, og venetianerne er ikke anmassende.

Udødelig diva
Regnvejret er drevet over, og kun i de smalleste gyder kan man gemme sig for højsommersolen. Men det er ikke varmen, der plager os. Derimod er vi ved at segne under vægten af litterære rejseledsagere. De mest oplagte er naturligvis Thomas Manns Døden i Venedig (1913) og Ernest Hemingways Over floden - ind i skovene (1950). Men vi er seriøse læsere, og med i taskerne har tillige sneget sig Tom Kristensens Rejse i Italien (1950), Joseph Brodskys Venedigs Vandmærke (1992), Frederik Dessaus Livet på rejse (1996) samt et par mere inferiøre værker: et par forældede guidebøger af Jørgen Bast og Karen Jacobsen samt en informativ bog fra 1989 af journalisten Birthe Lauritsen om Venedigs forfaldsproblemer.
Snart føjer også Michelins Italiensguide sig til bagagen. Vi skulle jo nødig spilde tiden på en tostjernet kampanile, hvis der lå en trestjernet katedral rundt om næste hjørne.
Birthe Lauritsens bog har titlen Venezia - byen der nægter at dø. Den handler altså om overlevelse, mens de fleste af de øvrige værker anvender lagunebyen som afsæt for at skrive om døden.
Der er noget ved Venedigs enestående karakter, dens blanding af skønhed, forfald og tvivlsomme dunste - som en aldrende, stærkt sminket, men udødelig diva - der synes at stimulere forestillingerne om en uimodståelig sammensmeltning af romantisk kærlighed, dekadence og undergang. Ofte med gondolen som samlende metafor.

Sort som en ligkiste
Thomas Mann skriver om "denne sælsomme båd, der ganske uforandret er overtaget fra balladedigtningens dage og er så ejendommelig sort, som ellers af alle andre ting kun Sydens ligkister er det."
Også H.C. Andersen, som de danske forfattere ynder at citere, holder sig for næsen på de "snevre, noget stinkende Kanaler" og konstaterer, at gondolen er "sort som en Ligkiste."
I Hemingways roman om den hjertesvage 51-årige amerikanske oberst Cantwell, der efter 2. verdenskrig vender tilbage til Venedig for at opleve en sidste kærlighed, inden han dør, udspilles en dulgt og impotent erotisk scene - bogens eneste - i en gondol. Men også hos Hemingway minder bådfarten mere om en begravelse end om en bryllupsrejse.
Kristensen undlader at skrive om gondolerne, bortset fra et par halvstramme bemærkninger om, at det er dyrt at leje dem, og at de ufølsomme italienere anvender dem til transport af øl og Coca Cola. Mere irriteret er han dog over, at Hemingway har gjort Harrys Bar berømt, så han ikke kan nyde sin drink i fred.
I nyere tid, i Brodskys Venedig-bog, understreges de makabre associationer omkring gondolerne atter. Den russisk-amerikanske forfatter væmmes over, at det kun er ældre turister, der har råd til at blive padlet omkring, og han mener, at synet af "disse affældige Romeoer og deres vakkelvorne Julier" altid er "sørgeligt og pinligt, for ikke at sige uhyggeligt."
Vi læser og læser. Men da vi nogle dage senere sidder i en udlejningsbil på vej ned langs Adriaterhavskysten, er det alligevel vores værelse med udsigt, og vores banale, tosomme feriehverdagsoplevelser, der dukker op, når trafikken levner plads til at tænke. At vågne i Venedig. At følge med i livet fra vinduet. Og, når man orker det, at spadsere langs vandet ad Riva degli Schiavoni, dreje ned ad den brede Via Garibaldi og finde en lokal restaurant, uden for hovedturistårerne, hvor man i middagsheden kan nyde en gang pasta med muslinger, der dufter af hav og salt og liv, på godt og ondt.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her