Læsetid: 9 min.

Velhavernes ghetto

22. juli 1998

Søllerød er det kommunale paradis for velhaverne - og sådan bliver det ved med at være, hvis det står til borgmester Erik Fabrin

Findes der en dansk borgmester, som ikke har vækst i sin kommune stående højt på sin politiske ønskeseddel?
Ja. Han hedder Erik Fabrin og er venstreborgmester i Søllerød Kommune nord for København:
"Alle slås om den forudsigelige vækst, der kommer med Ørestaden, forbindelsen til Sverige, udbygninger af trafiknet og metro. Min fremtidsvision for Søllerød er at sørge for, at væksten går uden om Søllerød, så vi kan forblive et åndehul i infernoet og dermed beholde den status vi har. "
Og hvordan vil borgmesteren bære sig ad med det?
"I debatten om kommunal selforvaltning er der et helt centralt, men meget upåagtet ord. Det er: Byplanlægning. Den er nøglen til det hele."
"Du kan sammenligne med Albertslund kommunes beslutning om at tætbebygge kommunen med socialt boligbyggeri - den beslutning har konsekvenser mere end 50 år frem."
"Vores overordnede beslutning er at bevare kommunens syv små samfund: Vedbæk, Skodsborg, Nærum, Trørød, Søllerød, Øverød og Holte, bibeholde den klare adskillelse mellem by og åbent land - og så iøvrigt holde det hele grønt."
Søllerød er skabt af og for en særlig gruppe danskere: De velhavende. Kommunens erhvervsaktive borgere har landets højeste gennemsnitlige indkomst, sidste år på 380.000 kroner om året. Hu-sene er de dyreste i landet. Et gennemsnitshus på 150 kvadratmeter koster 1,8 millioner. For de samme penge kan man få otte huse af samme størrelse i Ravnsborg på Lolland. Og sidste år steg priserne på de i forvejen dyre Søllerødhuse mere end i alle andre steder: med hele 24 procent.
Denne eksplosive stigning er boligmarkedets udtryk for, hvor attraktivt det er at bo i Søllerød. På spørgsmålet "hvorfor", får man samme svar på borgmesterkontoret og i Nærum Cafeteria, hvor ejeren Bjarne serverer en øl for den enlige gæst, som han har kendt siden de begyndte i samme første klasse. I flæng nævner de den unikke beliggenhed med grænse til Øresund på den ene side, Furesøen på den anden, det åbne land - og træerne. Hvor man end befinder sig i kommunen er der flere træer inden for øjevidde end i Fælledparken i København.
Og så er der golfbanerne, lystbådehavnene, ridestierne, tennisbanerne...

Vækstnarkomanerne
Borgmester Erik Fabrin trækker de lange linier op:
"Søllerød har ligget i landets vækstcenter, begunstiget af en overdådig geografi. Det har gennem mange årtier tiltrukket den bedst uddannede del af befolkningen, som både har stillet krav til den måde, kommunen er skruet sammen på, og leveret det finansielle grundlag."
Men geografien alene har ikke gjort Søllerød til nutidens attråede perle. Det har bevidste politiske beslutninger, understreger Erik Fabrin:
"Jeg boede i Albertslund fra 1966 til 1972 og har været med i debatten om byudvikling siden dengang. Hverken Albertslund eller Søllerød er faldet ned fra himlen i færdig form."
Og mens Erik Fabrin fortæller videre, spiller min indre video en bestemt scene fra Matador: Den nyvalgte socialdemokratiske borgmester i Korsbæk vil opføre en folkepark på Feddet, borgerskabets sommerhusområde.
Maude er på besvimelsens rand ved udsigten til at skulle dele strand og skov med folket. En rask beslutning om en privat donation til at bygge en vej, så folkeparken kan placeres et andet sted langt væk fra Feddet, redder Maude og de andre bedsteborgeres ferieparadis - eller ferie-ghetto, burde det vel kaldes på nydansk.
Søllerød kommunes historie minder om Korsbæks i den forstand, at borgerne har sørget for at bevare området så attraktivt og dyrt, at kommunen i det store hele kunne bevares og fortsat udvikles som en ghetto for velhavere:
"I slutningen af 1930'erne var kommunalbestyrelsen domineret af vækstnarkomaner, som mente at kommunen skulle vokse til 70.000 indbyggere," fortæller Erik Fabrin. I dag bor der 31.000 i Søllerød.
"Den fremtidsvision satte en gruppe aktive borgere sig for at bekæmpe, med det resultat, at den samlede kommunalbestyrelse røg ad helvede til i 1942. Siden da har der været klar majoritet i kommunalbestyrelsen for at satse på kvalitet frem for kvantitet. "
Borgmester Fabrin nævner bysaneringen omkring Holte Stationsvej som eksempel på kommunal kvalitet: Det ir-grønne hovedbibliotek, "som man kan mene meget om", den ensartede vejbelægning, beplantningen, og skulpturen i midten af rundkørslen.

Stenens rejse
Granitskulpturenen, som i form minder lidt om en af de bautasten, som Obelix altid slæber rundt på, bare pyntet med en metalkugle på toppen, har sin egen historie. Der blev udskrevet en lokal konkurrence om udsmykningen på Stationsvej. Formanden for naturfredningsforeningen foreslog en høj, beplantet med lavendler. En lokal kunstner foreslog en granitskulptur. Bedømmelsesudvalget kombinerede de to forslag til en høj beplantet med lavendler med en granitskulptur i midten.
Men som Erik Fabrin understreger, så er "vi også nogle fedterøve, der passer på pengene". De 150.000 kroner, der var sat af til kommunal kunstnerisk kvalitet, kunne man ikke få meget skandinavisk granit for. Dilemmaet mellem kvalitet og pris blev løst i den globale tidsånd:
"Vi fandt granitten i Indien til den rigtige pris, og fik fragtet den firkantede granitblok til Danmark ombord på en båd, som lagde til i Italien. Jeg tror ikke, at italienske embedsmænd ved meget om Danmark, men de ved dog, at vi har sten nok. Set med en italiensk tolders øjne, var det stærkt mistænkeligt, at fragte en stor sten fra Indien til Danmark - derfor blev den tilbageholdt og nærmere undersøgt. Det kostede mange faxer frem og tilbage."
I Cafeteriet på Nærum Hovedgade fortæller Bjarne, at borgernes kvalitetssans på det seneste har udmøntet sig i en indsamling af protester mod at McDonnald får lov til at bygge en burgertempel i kommunen - mens han fordeler dagens forventede salg af pommes frites i papbakker.

Dyreste kommune
Magasinet Penge og privat-økonomi har for andet år i træk kåret Søllerød som landets dyreste kommune at bo i. Når en familie med en samlet indtægt på 600.000 og to børn i daginstitution har betalt alle faste udgifter, lige fra skat og bolig til børnepasning og renovation, er der 80.000 kroner mindre til overs, end hvis samme familie boede i Thyborøn, landets billigste kommune, og 15.000 mindre end hvis samme familie boede i Birkerød.
En vuggestueplads koster 27.600 kroner om året - næsten 6.000 kroner mere end gennemsnittet for Københavns Amt.
Brokker folk sig aldrig over, at daginstitutionerne er så dyre?
"Jo, vel er der nogle, der brokker sig. Men kombinationen af indbyggernes høje indtægter og den lave skat kompenserer for de dyre institutionspladser. Søllerøds skat ligger to procent under landsgennemsnittet. Det betyder, at en husstand med en indkomst på bare en halv million har 10.000 kroner mere om året i hånden," siger borgmesteren - og tilføjer:
"Folk tror, det er hamrende let at drive denne kommune, fordi borgerne har mange penge. Men udligningsordningen sørger for, at kommunen ikke har så mange penge."
Borgernes krav om kvalitet slår også igennem i forhold til de offentlige ydelser. Både de fysiske rammer for de kommunale tilbud og normeringerne på daginstitutionerne ligger i toppen af Københavns Amt, understreger Erik Fabrin.
Om borgerne er for krævende og besværlige?
"I en normal kommune holder man borgermøde og informerer borgerne. I besværlige kommuner tager folk deres advokat med. Hos os sender de bare deres højesteretssagfører," smiler Fabrin.
Jo, det er en joke, men:
"Der er mere om det end du tror. Det betyder dels, at der skal være orden i de kommunale ydelser, dels, at borgerne gerne vil betale for at få dem."
Selv om kommunen er dyr, betaler det sig i sidste ende at bo der: Siden 1995 har Penge og privatøkonomis Søllerødfamilie oplevet, at deres formue er steget med 650.000 skattefrie kroner siden, på grund af husprisernes himmelflugt.

Indhegnet velstand
Lars von Triers film Idioterne foregår i et villakvarter i Søllerød: På et tidspunkt kommer en kommunal embedsmand forbi og foreslår, at denne gruppe af handicappede - som han tror den psykoeksperimenterende gruppe er - skal flytte til Hvidovre. Der kan fikses nogle ekstra penge i den anledning, forstår man. En af hovedpersonerne bliver oprørt og forfølger embedsmandens bil ud på villavejen, smider tøjstykke efter tøjstykke, mens han råber "Søllerødfascister, Søllerødfascister", og naboerne kigger ud gennem havelågerne i de mandshøje hække om deres huse.
Det er en kommunal regel, at alle hegn mod vej i kommunens villakvarterer skal være grønne. Men Bjarne, ejeren af Nærum Cafeteria, kan godt forstå at villaejeren på den anden side af hovedgaden har lukket grunden til med plankeværk. Antallet af indbrud er højt i kommunen:
"Det er med tyveri, som med fiskeri. Man tager derhen, hvor der er bid," siger han.
Det er måske forklaringen på, at Holtes Irma har en iøjnefaldende stor stander med hundeguf - tørrede griseører, snoet tørret oksehud, hundekiks med mere - placeret tæt ved kasseapparaterne, hvor der ellers plejer at være slikhylder.
Hunde holder indbrudstyve på afstand.
Der bor imidlertid også folk i kommunen "som henter deres indtægt på socialkontoret", fortæller Bjarne - for eksempel på Guldkysten, som er kælenavnet for det almennyttige boligbyggeri i Egehegnet.
I gennemsnit har Københavns amt 24,5 procent almennyttige boliger. I Søllerød er der 13 procent.
Erik Fabrin understreger, at kommunen ikke ønsker, at undgå almennyttigt byggeri:
"Men vi stiller krav om kvalitet - og vi vil ikke have for meget af det.
"Nu er vi lykkeligt fri for at tage stilling til det problem: Kommunen er 100 procent bebygget, og der kan ikke overføres mere fra landzone til byzone.
Det passer både mig personligt, og fortræffeligt til målsætningen om at bevare Søllerød som et åndehul."

Flygtningene
Det lille antal lejeboliger begrænser også kommunens mulighed for at tage imod flygtninge:
"Vi har gjort en dyd ud af fordele flygtningene, for at give dem bedre muligheder for at blive integrerede i samfundet. Det hænger sammen med vores erfaringer, som viser, at hvis der kommer mere end to-tre indvandrerfamilier i en opgang, sætter det en dårlig spiral i omdrejninger: De bedst fungerende danske familier flytter og svagere familier flytter ind i stedet," forklarer Erik Fabrin.
I Nærum Cafeteria fortæller Bjarne og hans gæst, at der inden for de seneste år "lynhurtigt" blev revet en skole ned, og en anden bygget om til ejerlejligheder, så der ikke kunne anbringes flygtninge dér.
"De vil gøre alt for at holde området stille," siger Bjarne og mindes den gang i 60'erne, hvor de vilde engle brugte hans cafeteria som udflugtsmål. Det resulterede i et forbud mod udefrakommendes motorcykelkørsel på Hovedgaden og de tilstødende veje. Og så var den fest forbi.
Gæsten er godt tilfreds med at kommunen har så få flygtninge, mens Bjarne synes, at kommunen skal påtage sig sin del af opgaven med at integrere de fremmede.
"De skal ikke integreres - men det skal vi ikke ind på nu," siger gæsten i et tonefald, der antyder at den sag har været diskuteret før.
Nej, kommunen er ikke overbelastet af sociale problemer:
"Vi har færre enlige mødre, færre arbejdsløse og færre økonomisk dårligt stillede - altså færre og mindre tunge problemer at slås med, set fra kommunenes vinkel. Men set fra den enkelte, der havner i en vanskelig situation er det ikke mindre vanskeligt at bo her end andre steder," siger Erik Fabrin.
Måske værre, fordi forskellene er så udtalte?
"Tjah, det kan man jo filosofere længe over," siger Fabrin.
Og det gør jeg så, da jeg cykler forbi den Faktabutik, som har klemt sig ind på et hjørne af Hotel Marienlyst, og ser en kølerbevinget Bentley og et par BMW'er holde på supermarkedets parkeringsplads ved siden af mere beskedne familiebiler og en enkelt Skoda.

Det skæve Danmark
Myten om det jævne Danmark, hvor få har for meget og færre for lidt; hvor værdierne er fælles og kernedanske, trives i bedste velgående.
Men er danskere så ens? Har de samme muligheder, samme drømme for deres liv, samme håb til fremtiden?
I første omgang var Informations reporter på Lolland, som er præget af mange års høj arbejdsløshed, og hvad deraf følger af fraflytninger, dårlig kommunal økonomi og mismod vekslende med forsøg på at tale bedre tider i gang.
I sidste uge gik turen til Ærø i det sydfynske øhav, hvor øboerne ikke betragter alternativ og vedvarende energi som fantasteri, men som realistiske bud på fremtidens energiformer. Blandt andet står verdens største solfangeranlæg i Marstal kommune.
I denne uge er Pia Fris Jensen taget til Søllerød nord for København. Her bor de velhavende: De erhvervsaktive borgere tjente sidste år gennemsnitligt 380.000 kroner. Det er svært at finde en villa til under halvanden million - og sidste år steg de i forvejen dyre huse med 24 procent.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.

Prøv en måned gratis.

Klik her

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu