Læsetid: 3 min.

Voodoo

4. juli 1998

TV
Fodboldtræner Poulsen havde ikke held med OB, men den afrikanske dukke, han havde med i studiet til Danmarks kamp mod Nigeria, fik fandeme sat fut i fejemøget nede på banen. Moller knaldede kuglen i buret med det samme, og resten blev båret hjem af ekstatisk speak fra Werge og Frimann.
Sådan en dukke har jeg også Jeg fik den af en brasiliansk troldmand midt på de elysiske marker lige foran Virgin Megastore en stormfuld nat i februar. Det er en stor fed abe med lang flad næse og tætsiddende små, ondskabsfuldt stikkende øjne. Den hedder Klaus, fordi den går bananas i små lukkede rum.
Derfor bor den ude i haven, hvorfra den sambadansende og evigt piftende i en lille blikfløjte udsender en stadig strøm af profetier. Klaus taler altid sandt, så selv om jeg af forskellige grunde skriver det her et par dage før kampen mod Ronaldo og de andre brasser, der i Tommy Troelsens mund alle sammen lyder som om de kom fra Vejle og havde spillet på babyholdet med John Sivebæk, ved jeg, at når dette læses, er Danmark i semifinalen.
Klaus taler altid sandt, men det er selvfølgelig ikke altid så nemt at forstå, hvad han siger, når han hele tiden skal fløjte og i øvrigt også ind imellem hamrer to kødben, lårknogler af alligator tror jeg, rytmisk imod hinanden, mens han skriger: Olé, Olé!
Det sker også, at han hiver små kort op af lommen, vifter med dem og giver sig til at skrible på dem. En slags roman måske, men det er nu mest tal: 8, skriver han, 11, 19, 1, 23. Der ser ikke ud til at være system i det, men det er nok noget sort magi.

Forleden nat råbte han pludselig op, så hunden for en gangs skyld vågnede og for ud på altanen, hvor den gav sig til at gø ad ham. Jeg fik stablet mig ud, noget vaklende, og hørte, hvad han råbte.
Ordet er så obskønt, at det ikke skal gengives her, og for øvrigt ved jeg heller ikke helt præcist, hvad det betyder, men han nøjedes nu heller ikke med at råbe. Nej, han dansede, fløjtede og hamrede med sine alligatorknogler, fråden stod ham ud af ørerne og han kastede om sig med små gule og røde kort, tæt beskrevne allesammen, fulde af forbandelser på alle mulige sprog.
Først vidste vi ikke, hunden og jeg, hvad han havde gang i. Men vi fandt ud af det. For en efter en begyndte stjernerne på nattehimlen at blinke underligt forvirret, her og der gik en af dem pludselig ud. Flere og flere. Klaus var i gang med at give stjernerne advarsler. Han ville have dem væk. Han ville have hele banen for sig selv.
Han ville være det eneste store, alment dømmende lys i rummet. Og hold da helt kæft, hvor han lyste. Han lyste som om, et helt atomkraftværk var under nedsmeltning i hans mægtige, sambasvuppende krop. Som om han snart ville være en blå kæmpe, og bagefter en hvid dværg for så til sidst at forvandle sig til et sugende sort hul af, jeg ved ikke hvad.

Og selvfølgelig var det en drøm, men drømme er, som Gerard de Nerval sagde til sin tamme hummer, et andet liv.
Og det lever vi på skærmen, så længe det varer. Det lever vi på triste grå sider i snotdumme sommeraviser. Det lever vi som to hold af glade hunde, der spiller fodbold med en frikadelle på en pløjemark ved Låsby. Det lever vi på Copacabana, Karl Johan, på stepper, i skove, i byer, på afveje hjem.
Og ude på plænen, nu det igen er nat, sidder Klaus og sover. Alle kortene ligger omkring ham, og regnen står ned i stænger.
Han er lykkelig nu. Han har raset ud, og nattehimlen er sort som en skærm.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her