Læsetid: 8 min.

Hende - eller hende

18. august 1998

At vælge og vælge fra er ungdommens dilemma, når mulighederne er utallige, og det hele folder sig ud - i en tid med et generelt kulturelt frisind

ROMANTEMA
Akaciedrømme er en bog om drømme, begær, venskab, kærlighed og illusioner. Det er en moderne dannelsesroman om en ung mand, der finder sig selv, og som bruger rejsen som et led i processen. Den lidt forvirrede studerende, hovedpersonen Mikkel, rejser rundt i Afrika og fortæller om sine kærlighedsforhold derhjemme til den distræte rejsekammerat Dawn. En fortælling, der kredser om en ung pige ved navn Winnie, men også om den optagede Marie.
- Hovedpersonen sammenligner hele tiden de to kvinder, Marie og Winnie, men deres forskelle står ikke helt klart. Den ene er dejlig, og det er den anden også. Hvordan vil du karakterisere dem og deres kærlighedssituation?
"Altså, Marie er meget en lillepige og har været sammen med Torben, siden hun var helt ung og har på en eller anden måde brug for en mand, der kan tage over, når tingene brænder på. Winnie derimod er meget selvstændig og ved, hvad hun vil. Hun er meget mere maskulin. Forskellene skal ses i forhold til Mikkel. I forhold til Marie er han dagdrømmende og går og forestiller sig, hvordan det kunne være og fornægter den prosaiske virkelighed, forholdet kan udvikle sig til, hvis det bliver alvorligt. I forhold til Winnie er han en søvngænger, der går igennem det uden at værdsætte det, uden rigtigt at registrere, hvad der foregår. Skildringen bærer meget præg af det syn, Mikkel har på dem."
- Hvorfor kan han ikke sige: Winnie er en tom gås. Det lyder som om, han hele tiden prøver at overbevise sig selv. Han siger: "Winnie er en sød pige" og "Marie er helt igennem nydelig" og den slags sætninger. Er det ikke et kæmpe selvbedrag?
"Jeg mener ikke, han kan sige, at Winnie er en tom gås, for det mener jeg ikke, hun er. Hans skildring af hende er ikke retfærdig, men kører på alle hans idiosynkrasier og forsvarsmekanismer. Dét at hun i virkeligheden er en sød pige, er ikke dét, der ligger øverst, men dét, der ligger nederst. Når han ser hende, tænder hun en masse forsvarsmekanismer hos ham, og han bliver irriteret på hende, men når han kommer lidt væk, kan han se, at hun er meget sød. Han har lidt svært ved at bedømme det, men de får en fælles historie, en fælles skæbne, og den danner grobund for, at de kan leve."
- Men han er næsten sarkastisk over for hele hendes kultiverede verden! Du mener så alligevel, på grund af den skæbne, de får, at de bliver ved med at hænge ud sammen, og at de nedenunder alt det dér hører sammen?
"Ja, men også fordi, jeg mener, at han til sidst slækker på de fordomme, han har. Altså, hvorfor har han så meget imod folk, der spiller golf? Det er da noget pjat. Han finder også ud af, at der er en anden Winnie, som har meget svært ved at komme til syne, men som jeg mener, man til sidst begynder at kunne se."

Trækker voksentiden ud
- Det er altså en roman om begær, kærlighed, drømme om fremtiden og illusioner, og det hele flyder ind i hinanden, og personerne - navnlig hovedpersonen - kan ikke altid se, hvad der er hvad. Han har sådan nogle glimtvise erkendelser eller klarsyn og så forsvinder det igen, og han famler videre. Men sådan er det at være ung. Er det dét, du vil vise?
"Ja, sådan er det at være ung, men sådan er det også at være menneske i halvfemserne. Vores kultur i dag har det med at trække indvielsesfasen inden voksendommen ud i kraft af alt muligt, så hvor den før ikke var særlig lang, kan den i dag strække sig ud i det uendelige. Det at være ung bliver også et vilkår for mennesket i halvfemserne, hvor det egentlig ikke skulle være ungt længere. Det har noget at gøre med et generelt, kulturelt frisind. Hvor man tidligere blev født ind i et bestemt miljø og en social gruppe, var de muligheder, man havde i sit liv, meget begrænsede, hvorimod i dag har vi et kulturelt frisind, der gør at man i princippet kan blive hvad som helst, lige meget hvilket miljø, man kommer fra. Mulighederne bliver utallige. Det er ungdommens dilemma. Det er også derfor Mikkel ikke kan vælge Winnie, eller Marie, for det bliver en fravælgelse af alt det andet, han kunne."
- Din roman slutter med en form for afklaring og hjemkomst, men det er alligevel ikke helt klart, om hovedpersonen har truffet det rette valg og den rette pige, er det med vilje?
"Altså, det er med vilje, at jeg ikke lægger det helt klart ud. For mig at se, handler det mere om, at han allerede fra starten er ude, og den handler så om at prøve at gøre sig fri af den dér udetilstand som et eksistentielt vilkår. Han kommer ikke rigtigt hjem, men han når nok frem til noget. Kærligheden til Marie er en kærlighed fuld af illusioner og dagdrømme. Når han ender med at komme hjem til Winnie, er det en kærlighed, der er renset for illusioner, ikke den store melodramatiske kærlighed, men alligevel kærlighed."
- De fleste personer i bogen har nogle drømme om, hvordan deres liv skal være, men Mikkel - han er en drømmende natur, men hvad drømmer han egentlig om?
"Problemet er, han ikke har nogen klar forestilling om det, men alle mulige diffuse tanker. Hans fremtid former sig ikke som noget projekt for ham, og derfor bliver han netop sådan en sværmerisk drømmende én, der ikke kan samle sig."

Nabo til borgerkrigen
- Er det en selvbiografisk roman?
"Nej, det er det ikke. Jeg bruger selvfølgelig sider af mig selv. Da jeg skrev den, synes jeg ikke, der var særligt meget mig i Mikkel, men efterhånden som jeg er kommet lidt på afstand af den, synes jeg, der er mere af mig i Mikkel, end jeg troede, der var. Men det er fiktion."
- I Information nævnte anmelderen, at hovedpersonen roder rundt i Afrika uden på nogen måde at lade sig gå på af de uroligheder, sult, nød og elendighed, der foregår. Er det noget, du har tænkt over?
"Ja, jeg har tænkt meget over begivenhederne i Rwanda. Da jeg startede romanen, havde jeg ikke planlagt, at det skulle med, men jeg var selv i Afrika et halvt år fra 92 til 93, og skulle igennem Rwanda til Burundi, og da vi kom til sydgrænsen fra Uganda til Rwanda, var grænsen lukket, fordi nogle tutsi-militser oppe i regnskoven ved nordlige Rwanda førte guerillakrig mod regeringen. I bogen sidder de i Kabale og hører brag om natten. Og vi sad også på et tidspunkt dér og hørte brag. I starten var det ikke meningen, at det skulle med, men så skete folkemordet i Rwanda, og på en eller anden måde kom det til at fylde meget i min bevidsthed omkring Afrika. Jeg syntes ikke, jeg kunne skrive romanen, uden at det på en eller anden måde var med. Det er mit eget engagement i det. I forhold til Mikkel, så synes jeg, han lader sig gå på af det, men han gør det på en anden benægtende facon. Han vil helst ikke vide af det, men han er meget påvirket af det."
- Hvor længe har du været om at skrive Akaciedrømme?
"To et halvt år. Jeg startede med at skrive en roman, der foregår i Afrika. Den første skrev jeg på tre måneder, og den fyldte 300 sider. Jeg troede, jeg havde skrevet en roman, men så fandt jeg ud af, at der manglede struktur. Så lagde jeg den væk og skrev den samme roman uden overhovedet at kigge på dén, jeg havde i skuffen. Og det er så blevet til Akaciedrømme. Altså, jeg har skrevet den igennem mange gange og også haft pauser ind imellem og lagt den til side."
- Har du lært dig selv at skrive?
"Ja. Jeg startede med at skrive i slutningen af gymnasiet. Jeg interesserede mig ikke særligt for litteratur, men der var én af mine venner, der skrev 3.g's opgave om Michael Strunge og kom med et par digtsamlinger, han syntes, jeg skulle læse, og så blev jeg simpelthen tændt på digte og begyndte at læse alt det andet af Michael Strunge og begyndte selv at skrive. Måske har det været en måde at finde en form på til alt dét, der foregår inde i én selv. Nu er det ikke Strunge længere, men han var min indgang til litteratur."
- Hvordan var det at gå fra lyrik til prosa. Var der et mellemled med nogle noveller, eller sprang du bare ud i det?
"Altså den kom på et tidspunk, hvor jeg, efter at have skrevet Når fuglene driver bort (1993), skrev videre med digte, men ikke rigtig kom i nogen retning. Så begyndte jeg at skrive noveller, men formen tiltalte mig ikke så meget. Så begyndte det at forme sig som prosa. Prosaformen tiltaler mig, fordi man arbejder med et længere forløb. Man bliver rastløs af at arbejde med digte. Man starter på et nyt hver eneste dag og sidder og fumler med ord."
- Har du nogle forbilleder?
"Ikke en bestemt. Jeg læser meget, og der er flere forfattere, der har betydet meget for mig. Men forfattere betyder noget i perioder. Da jeg ikke var særlig gammel, var det Bjarne Reuter, og jeg har haft en periode, hvor jeg har været meget inspireret af Sandemose. Jeg har ikke én eller to, jeg har mange, overvejende udenlandske, f.eks. Max Frisch og Gabriel Marcia Marquez."
- Hvordan ser din fremtid ud?
"Jeg skal skrive speciale. Jeg skal jo være færdig på et eller andet tidspukt. Og så ved jeg ikke, hvad jeg vil. Altså, jeg vil jo gerne skrive, men jeg ved ikke, om det er nok bare at koncentrere sig om det ene, om det er for ensomt bare at sidde og skrive. Jeg forestiller mig, jeg kan kombinere det på en eller anden måde."

Morten Ramsland, 27, er danskstuderende og bor i Brabrand ved Århus. Han debuterede i juni med romanen Akaciedrømme på forlaget Munksgaard/Rosinante. Tidligere udgav han digtsamlingen Når fuglene driver bort (1993). Interviewet er det første af flere med danske, skønlitterære forfattere, især de yngre, som Michael Halskov Christesen vil foretage i den så småt påbegyndte bogsæson

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her