Læsetid: 4 min.

Århus-karrusellen

31. august 1998

Dirigent med engletække, Hamlet på mundharmonika og Carsten Jensen på kinakurs - Århus har det hele

FESTUGE
"Nu går vi altså!", sagde den yndige festugebrud i døråbningen til Hotel Royal. Og så hankede hun op i sin far med sine silkebetrukne albuer og trippede ud på kirkepladsen i al slør-stadsen for at forsøge at nå over til Domkirken inden næste regnskylle. Og på samme måde med Århus Festuge: Den måtte jo bare kaste sig ud i regnen, for alting var nu engang planlagt til at begynde denne weekend...
Fredag lovede ellers godt med skyfri himmel og dronning i sommerblomstret kjole.
Både århusianske og udenbys pinger væltede ind ad svingdøren til gallaåbningen i det ellers så livløse kongrescenter bag Musikhuset, hvorefter de selvsikre verdensborgere forvandledes til fortvivlede amatører i deres ubehjælpsomme forsøg på at finde frem til deres rette siddepladser: kongressalens stolenummerdesign skjules nemlig af selv den billigste herrejakke...

Paradisisk lyd
Men alle besværligheder var glemt, da koncerten In Paradisum begyndte. Ned mellem stolerækkerne stod sangere på stribe, og musikerne sad fordelt rundt omkring i salen.
Korets ordløse toner spurtede mod loftet og svirpede omkap med glødepærerne - lange, seje lyde, der puffende gled ind i hinanden, så celloen gav små hidsige hvin fra sig.
Lyden rislede ned mellem skulderbladene med samme salige ørhed, som når man står på Store Torv og stirrer op ad Domkirkens tårn og lægger nakken tilbage og tilbage og tilbage... Og det skal nok passe, det med det århusianske paradis, for dirigentens knugede knoer trak tonerne ud af kroppene, som om han hev i englevinger.
Borgmester Flemming Knudsen hev kun i sin borgmesterkæde. Men han må da have været yderst tilfreds over, at Dronningen ikke alene åbnede festugen med sine 'hjerteligste lykønskninger', men også gav den sin 'anbefaling'.

Raket og rustning
Selv tog jeg anbefalingen bogstaveligt og styrede ned mod Loppehallen, hvor rå neonrør og roser i en gulvspand dannede en velkommen kontrast til åbningsceremoniens buket-correctness.
Her spillede Teatret Opus X forestillingen Hamletmaskinen - Gespenster am toten Mann af Heiner Müller. Eller rettere: Her iscenesatte Opus X en forestillingsraket for øjnene af publikum. Først en fingeret (overintellektuel) paneldebat med (afdøde) Heiner Müller, så en jordnær (morsom) undervisningstime i Shakespeares liv og levned og endelig selve forestillingen.
Og jo, forestillingen var en Hamlet-tolkning af de sjældne. Aldrig har jeg set Hamlet spille så ubesværet på mundharmonika, for eksempel. Men heller aldrig har jeg set Hamlet-figuren blive afsæt for så mange politiske kommentarer til den vestlige verden de sidste 50 år.
Det imponerende var, at Opus X's skuespillere fik stykket til at fængsle og fremstå som den sanseligste dramatik, uanset hvor højtravende replikkerne blev i Peter Laugesens rammende oversættelse: den dynamiske Jesper Dræby som en altseende Hamlet, den Monroe-pirrende Katharina Hoffmann som en luder-madonna-blanding af både Hamlets mor og Ofelia - og den blide Øyvind Kirchhoff som både Hamlets far og en 'engel'.
Mærkeligst var måske slutscenen, hvor Hamlet går til kamp. Her iførte han sig bogstaveligt talt en rustning, der i sin metalliske ubøjelighed reducerede ham til en rusten brik i et storpolitisk spil - en maskine - og som på scenen forvandlede ham til en tragisk symbolfigur fra et størknet blodbad. Dermed formåede forestillingen at fremmane samme gysende, kropslige nærvær som Müller-forestillingen Quartett i 1995, selv om Hamlet-teksten altså er meget mere utilgængelig. Eller åndrig, om man vil.

Fiskenet og folkeviser
Det åndrige prægede ellers ikke lørdagen. I gaderne handlede alt om friske festugetilbud, munter mad og flyvende fadøl. Men da aftenen kom - og regnen holdt op - var der kø uden for Ridehuset til Sorten Mulds nye, visuelle koncert Tragica 3.0, der allerede har fået kultstatus blandt de folkevisehungrende. Og den bly Ulla Bendixen var da også uimodståelig, som hun stod dér i sin fiskenetkjole og så beskedent ud i rummet, mens hun hjerteskærende sang om 'kjæresten så skøn', så Harald Haugaard måtte flå endnu vildere i violinen.
Over for Ridehuset strømmede folk mod Musikhuset til midnatsforestilling med Hotel Pro Forma, hvis Kinesisk Kompas er blevet festugens største produktionssatsning.
'Lysbilledforedrag med opera' kaldes performancen i programmet, og det er ikke helt af vejen.
På et vaflet Maja Ravn-lærred i oppusteligt plastik gled kinesiske dias ind over hinanden som spredte strø-glimt fra en anden verden, hvor mennesket er mindre, og folket er større.

Vimpelhvirvel
På en stor oppustelig plastiklænestol sad Carsten Jensen med rolig stemme og talte om Kina - og til Kina:
"I opfandt kompasset og dog drog I aldrig ud på opdagelsesrejse. I byggede muren, menneskehedens største bygningsværk, men kun for at afvise fremmede og isolere jer bag den. (...) Jeg spørger mig selv: Er der heri en visdom, jeg blot ikke forstår?"
Forestillingen forsøgte ikke at komme med svar. Med vanlig Hotel Pro Forma-frækhed præsenteredes blot en række kinesiske fænomener - menneskemasser i gråt tøj, religiøse masker med nedadvendte mundvige, bjerge med mystikdis og uigennemtrængelige dale.
Kun kommenteret af (uforståelige) operasangere - en tåspids-trippende Djina Mai-Mai, en vimpelhvirvlende Shi Hong Mei, en totalindpakket Annette L. Simonsen og en adræt, men statisk Charles Humphries. Sådan mødtes øst og vest, og Pierre Dørges musik lød kinesisk, så det skingrede, men også lyrisk, så det emmede af vestlig kirkeidyl.
Men der er ingen bryllupper i Kirsten Dehlholms Kina. Ingen løssluppen glæde, ingen synlig forelskelse og heller ingen uudholdelig smerte. Kun tilbageholdte drømme og længsler - uforståelige og ulastelige. Søvndyssende indtil det hypnotiserende og drømmeskabende smukke. Og kompromisløst ukuelige i deres kinesiske kurs.

Århus Festuge:
*Åbningsceremoni med 'In Paradisum' af Bent Sørensen, med GAIA-koret og Radiosymfoniorkestret, dirigent Søren K. Hansen
*'Hamletmaskinen - Gespenster am toten Mann'. Skuespil af Heiner Müller. Overs.: Peter Laugesen. Scen.: Henrik Norlander Smith. Instr.: Poul Storm. Teatret Opus X i Toldbodgade t. 12. sep. Herefter i Kbh., Amager Bio, 1-15. okt.
*Sorten Muld-koncerten 'Tragica 3.0' med Similikoret og videoscenografi af Christopher Kondek
*'Kinesisk kompas'. Operaperformance af Kirsten Dehlholm. Tekst: Carsten Jensen. Musik: Pierre Dørge. LINensemblet

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her