Læsetid 3 min.

Ærlige penge, fast arbejde - ikke her!

5. august 1998

Sorte Holgers livshistorie er lige ved at være kriminalitetens Danmarkshistorie i det tyvende århundrede

KORTFILM
"Alle problemer har jeg kunnet klare," siger den gamle mand, "men ikke dét her." Den gamle mand er midt i 80'erne og fuldstændig uforberedt på, at hans unge kone, der er fra Thailand og sidst i 40'rne, er blevet ramt af en terminal cancer. Alt andet har han overlevet i fin stil, men han har samtidig lagt sin verden og sit testamente til rette efter, at hun overlever ham. Den gamle mand er "Sorte Holger" - emnet for en portrætfilm på knap en time. Instruktør: Torben Robin Schmidt.
Holger Corell er ikke frygtelig berømt - men det er han formentlig kun stolt af. Han lægger ikke skjul på, at han har overlevet på plat og fiflerier, men han har samtidig haft en evne til at holde sig på fri fod det meste af livet. Hans livshistorie er lige ved at være kriminalitetens Danmarkshistorie i det tyvende århundrede.
Filmen fortæller ikke, hvorfor han hedder Sorte, men det kan være hans medfødt solbrændte ansigtskulør. Under alle omstændigheder er det nattens gerninger, der har tiltrukket ham.

Spiller for at vinde
Han er vokset op kun et par gader fra denne avis. Borgergade/Adelgade. "Det var dér, det skete," siger han.
Et nedslidt indvandrerkvarter med en vis koncentration af kriminelle. Holger Corell var alfons (han kalder det "fissekarl") og tjente samtidig godt på kort, billiard og rafling. Han understreger, at han ikke har tid til at spille med folk, der er hans ligemænd: Han spiller for at vinde - penge.
Under den tyske besættelse fik han gode dage: "Vi kunne skaffe varerne, og de havde pengene."
Han solgte hvad som helst til tyskerne og fik en særlig profitabel forretning på at skaffe cigaretter til brunkulslejerne i Jylland.
Ved et skæbnetræf blev han imidlertid arresteret af Gestapo - han kunne ikke forklare lige, hvorfor han boede i hus med nogle frihedskæmpervåben - og sendt i koncentrationslejr.
Han klarede sig fint - fortsatte med at spille, handle, formidle. Brød for cigaretter og omvendt.
Efter krigen kom de aktiviteter, som siden blev kendt som edderkoppesagen. Nu som før var Holger i nær kontakt med en kendt kriminel fra samme kvarter: Hasselstrøm, "Edderkoppen", "Den fede". Mens andre måtte i fængsel klarede Holger frisag.
I forbindelse med 60'ernes store polske smuglereventyr gik det galt for ham - fire måneders fængsel.
Det fremgår af filmen, at han senere fik skovlen under tre medanklagede, som havde sagt for meget til politiet, men det er ikke ganske klart hvordan. Til gengæld undgik han tiltale i 70'ernes store bagmandssag, og hvad der ellers har været.

Veltalende
Det er spændende, at Torben Robin Schmidt overhovedet har fundet en overlevende fra dette miljø - og én der er så veltalende og forholdsvis åbenmundet. Instruktøren har haft held til at finde arkivmateriale, der ikke allerede er slidt ned i de mange tv-billedkavalkader. En del af det synes at komme fra Holger Corells eget lager af familie-smalfilm.
I dag kender man vel mest til edderkoppe-historien og først og fremmest i Hans Scherfigs fremstilling, som er fiktion, men ind imellem opfattes som dokumentarisk. Det er godt at få en anden vinkel på miljøet og begivenhederne - og et andet ansigt.
Holger Corell er tydeligvis en person, der hverken interesserer sig for magt eller indflydelse. Der er ikke antydning af politik i ham. Han er tiltrukket af det sjove liv og de sorte penge. Han elsker at tage chancer - på et tidspunkt kommer han åbenlyst sammen med to farlige kvinder: den ene gift med Hasselstrøm, den anden kæreste med en mesterbokser. Han tager gerne en enorm omvej for at pleje en fidus, hvor pengene måske kunne være lige så store ved en regulær handel. Ærlige penge, regulært arbejde - det er ikke ham.
Det sjove portræt af den gamle skurk får premiere på den store kortfilmfestival i Odense i næste uge. En tv-visning er planlagt.

*Sorte Holger. Instr.: Torben Robin Schmidt. Video, 58 min. Koncern Tv og film

Bliv opdateret med nyt om disse emner

Træt af forstyrrende annoncer?

Få Information.dk uden annoncer for 20. kr. pr. måned

Køb

Er du abonnent? Så slipper du allerede for annoncer. Log ind her

Forsiden lige nu

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer