Læsetid: 11 min.

'Ali skulle tage sig af det overordnede'

22. august 1998

Historien om fem prisbelønnede kammerater, der førte mediefænomenet UNG-sam til storhed og fald

Ahmed Iftakhar var 28 år gammel og arbejdsløs, da han en dag i maj 1996 kom gående ad Blågårdsgade på Nørrebro i København. Hans far var lige død, og Ahmed havde solgt hans butik. Den majdag var Ahmed på vej hen for at købe en cykel, da han passerede indvandrernes paraplyorganisation IND-sams kontorer på hjørnet af Baggesensgade og Blågårdsgade.
Ahmed gik indenfor og faldt i snak med med IND-sams formand Anna Saakwa, som fortalte, at IND-sam var ved at starte en ungdomsorganisation. Ahmed ville godt være med.
"Jeg fik at vide, at jeg skulle arbejde sammen med en, der hed Ali."
Ali Celik var på det tidspunkt allerede aktiv i IND-sam. Faktisk havde han været næstformand i organisationen siden landsmødet i foråret 1995, hvor hans politiske bagland var den kurdiske organisation FEY-KURD, der sympatiserer med den militante kurdiske uafhængighedsbevægelse PKK. Flere kilder, Information har talt med, husker Ali Celik som en meget aktiv fortaler for den kurdiske sag, men selv afviser Ali Celik at være kurdisk nationalist.
"Jeg har nok været mere fynbo end jeg har været kurdisk nationalist," griner Ali Celik på syngende fynsk til Information.
I maj 1996 mødte Ali med de kurdisk-fynske rødder og Ahmed fra den pakistanske familie hinanden første gang. Sammen med Alis søster Ruken satte de sig for at puste liv i IND-sams slumrende ungdomsarbejde under navnet UNG-sam.
UNG-sam-betegnelsen var ikke ny. Navnet er afledt af IND-sam (der oprindelig - ved IND-sams grundlæggelse i 1981 - var en forkortelse for Indvandrerforeningernes Sammenslutning i Danmark) og forekommer i IND-sam-dokumenter længe før 1996 som et navn, der mere synes at dække over en intention end over et reelt eksisterende, aktivt ungdomsarbejde i IND-sam-regi.
Initiativgruppen rykkede ind i IND-sams lokaler, og arbejdet tog hurtigt form af et forsøg på at oprette en døgnbemandet kriselinje for unge fra indvandrerfamilier.
Både Ali og Ahmed husker IND-sam som en sløv og halvdød organisation i sommeren 1996. UNG-sam-aktivisterne havde ingen vanskeligheder med at finde plads på IND-sams rummelige sekretariat i et tidligere fitnesscenter, for der skete ikke det store i forvejen.
Begivenhederne i sommeren 1996 - drabet på en pakistansk pige og en vis uro omkring Blågårds Plads - fik Ali, Ahmed, Ruken og de andre til at fremskynde planerne om kriselinjen, der blev sat i stikket den 15. august.
Allerede inden da havde UNG-sam-aktivisterne haft de første konflikter med IND-sams formand Anna Saakwa.
Ali husker en diskussion om en høring, de unge havde stablet på benene, hvor det var meget vigtigt for Anna Saakwa, at hun som IND-sam-formand fik lejlighed til at sige noget. Ahmed fornemmede, at de "voksne" IND-sam-folk nærede "en vis misundelse" over UNG-sams evne til at slå igennem i medierne.
Efter råd fra erfarne IND-sam-folk gik Ali og Ahmed i gang med at udarbejde et budget for oprettelse af telefonkriselinjen og for driften i resten af 1996. Budgettet lød på 156.200 kroner og dannede grundlag for en ansøgning om penge fra Indenrigsministeriets forsøgspulje, som Ali og Ahmed skrev på et officielt ansøgningsskema, forsynede med Alis underskrift og placerede i IND-sams bakke til udgående post.
Men: Indenrigsministeriet har tilsyneladende aldrig modtaget ansøgningen med Ali Celiks underskrift. Blandt de 294 siders korrespondance om tilskud til UNG-sam, som Information har fået aktindsigt i i Indenrigsministeriet, ligger derimod et ansøgningsskema, hvor budgettet for oprettelse og drift i 1996 også udgør nøjagtig 156.200 kroner, men hvor ansøgeren hedder Anna Saakwa og er formand for IND-sam. Kontonummeret på ansøgningsskemaet er IND-sams girokonto 138 43 25.
Anna Saakwa siger til Information, at hun ikke kender noget til, at Ali Celik skulle have skrevet en ansøgning:
"Som formand for IND-sam var det mig, der skulle stå som underskriver og bevillingsansvarlig," siger hun.
Mens Indenrigsministeriet endnu havde ansøgningen under behandling, fik UNG-sams kriselinje det første store, kontante skulderklap i form af en fotogen kæmpecheck, som formanden for Forbundet af Offentligt Ansatte, Poul Winckler, overrakte på FOA's kongres i oktober 1996.
"Det er første gang, vi er blevet støttet. I de sidste to måneder har vi klaret det med vores egne økonomiske midler. Vi har ikke haft store muligheder for at få støtte. Derfor er vi meget glade for denne støtte fra FOA," sagde Ali Celik i en kort takketale, der er gengivet i FOA's officielle kongresprotokol.

UNG-sams begrænsede muligheder for at få støtte ændrede sig drastisk til det bedre. Ud over tilskud fra Indenrigsministeriet blev det stærkt mediedækkede UNG-sam et populært mål for en regn af priser med kontant indhold: Bibliotekarforbundets Døssing-pris, Danmarks Lærerforenings Stinus-pris og HK-Københavns Årets Anker-pris.
Da UNG-sam i efteråret 1996 fik Døssing-prisen, stillede nogle af de faste aktivister op til fotografering til Bibiliotekarforbundets blad Bibliotekspressen. Billedet viser fem glade venner fra UNG-sams kernegruppe.
Fra venstre mod højre ses Maggie Awad, Natascha (der ikke ønsker sit efternavn frem i Bibliotekspressen), Ruken Celik, Ali Celik og Ahmed Iftakhar. Ruken har lagt armene om Natascha, som er vokset op sammen med hende og Ali på Fyn.
"Vi havde et utrolig godt kammeratskab. Det var virkelig dejligt at arbejde i UNG-sam i 1996," fortæller Ahmed.
Indenrigsministeriet bevilgede i november 1996 en underskudsgaranti på de ønskede 156.200 kroner til oprettelse og drift af UNG-sams kriselinje. Brevet om bevillingen var stilet til "IND-sam, De Etniske Mindretals Sammenslutning, att.: UNG-sam v. Ali Celik". Af brevet fremgik, at "Meddelte støttebeløb vil (...) efter anmodning helt eller delvis kunne udbetales forskudsvis...". 20. november telefaxede Ali Celik til Indenrigsministeriet en anmodning om et forskud på 75.500 kroner - primært til computerudstyr, inventar og kontorartikler. Pengene skulle - fremgik det - ikke sættes ind på IND-sams girokonto, sådan som der stod på Anna Saakwas ansøgningsskema, men på konto 251-04-54181 i BG Bank. Kontohaver var: UNG-sam, Ali Celik, Blågårdsgade 11 B, 2200 København N. Eneste hæveberettigede var: Ali Celik.
Pengene indgik i starten af december og blev brugt med det samme. 11. december skrev Ali Celik igen til ministeriet og bad om at få "resten af det tildelte beløb på samme konto nr. i BG banken".

I mellemtiden var der udbrudt en konflikt om UNG-sams status i forhold til IND-sam. Flertallet i IND-sams hovedbestyrelse ville fastholde UNG-sam som IND-sams ungdomsorganisation, mens næstformanden Ali Celik prøvede at nedtone bindingerne til IND-sam. Formuleringerne i IND-sams og UNG-sams papirer fra perioden om forholdet mellem de to organisationer er stærkt varierende.
Efter en serie møder i IND-sam i december 1996 frasagde Ali Celik sig 20. december 1996 næstformandsposten i IND-sam og meddelte i samme ultrakorte brev til IND-sams formand og hovedbestyrelse, at han "står som ansvarlig for UNG-sams økonomi til og med 19-12-1996". På det tidspunkt havde Ali Celik i et par uger disponeret over forskuddet fra Indenrigsministeriet, de 75.500 kroner var brugt og anmodningen om flere penge sendt afsted til ministeriet. Det udstyr, der var købt for pengene, tog UNG-sams aktivister med fra Blågårdsgade.
Indenrigsministeriet udbetalte pengene til den BG Bank-konto, som Ali Celik disponerede over. Alligevel var det fortsat Anna Saakwas navn, der stod på den ansøgning, pengene var bevilget efter. Og ministeriet oplyste på forespørgsel til IND-sam, at IND-sam og Anna Saakwa fortsat var regnskabspligtige.
Anna Saakwa bad i et brev den 6. januar 1997 sine "Kære venner" Ali Celik, Maggie Awad, Ruken Celik, Ahmed Iftakhar og to andre, som brevet var stilet til, om at tilbagelevere edb-udstyr og bilagsmapper, som var blevet "fjernet" fra IND-sams lokaler. "Det samme gælder de penge, som fejlagtigt er indbetalt på en forkert konto". Hvis tingene ikke var tilbage senest 10. januar "ser vi os nødsaget til at informere politiet", fortalte Anna Saakwa i brevet. Truslen om politianmeldelse blev dog aldrig realiseret.
Striden om UNG-sam-bevillingen rasede i forårsmånederne 1997, men blev bilagt ved, at IND-sam blev fritaget for det regnskabsmæssige ansvar for pengene. Ansvaret overgik til UNG-sam og Ali Celik. Tilbage blev en mængde bitterhed og en stadig verserende retssag om retten til navnet UNG-sam.
Alis og Rukens barndomsveninde Natascha forlod UNG-sam omkring dette tidspunkt. Ahmed Iftakhar fortæller til Information, at Natascha en dag ringede til ham og fortalte, at hun ikke ville være med mere, fordi hun ikke kunne få nogen tilfredsstillende forklaring på, hvad der var blevet af de 50.000 kroner, UNG-sam i oktober havde modtaget fra FOA.
Denne forklaring afvises af Ali Celik.
Information ville gerne have talt med Natascha, men Ali Celik og Ahmed Iftakhar siger, at de ikke husker hendes efternavn, og Ahmed fortæller efter at have været i kontakt med hende, at hun ikke ønsker at tale med Information.
Natascha var den første af de fem glade kammerater på billedet, der forlod UNG-sam.
I slutningen af 1996 holdt en gruppe UNG-sam-aktivister fælles festmiddag på Restaurant Al-Diwan på Vesterbrogade i København. Efter middagen samlede Ali Celik - som Ahmed Iftakhar tidligere har forklaret i Information - penge ind fra de knap 30 middagsgæster og betalte middagen med et dankort, der siden viste sig at være spærret. Medejer af Restaurant Al-Diwan Khalid Mushtaq har efter eget udsagn stadig ikke modtaget betaling for restaurationsbesøget. Regningen var på i alt over 10.000 kroner.
Ali Celik siger, at han har betalt regningen.
Hverken opringningen fra Natascha eller mellemværendet med Restaurant Al-Diwan (hvis ejere er personlige venner af hans familie) fik i første omgang Ahmed til tvivle på Ali.
"Vi havde en meget stor tiltro til Ali. Vi havde ikke særlig meget forstand på, hvordan man driver en forening, men det, Ali gjorde, virkede åbenbart. Ali er meget karismatisk. Han er virkelig et menneske, man bliver betaget af. Og så er han ikke lige en, man laver en konflikt med. Især ikke når hans søster er til stede, for så får man skældt huden fuld," siger Ahmed Iftakhar.
Han fortæller, at hans daværende ven Ali engang rørte ham dybt ved at tilbyde en hjemløs araber, der "stank af pis", at han kunne sove ved siden af Ali i kriselinjens lokale.
UNG-sam fortsatte i løbet af 1997 sin sejrsgang gennem medierne og gik fra prisuddeling til prisuddeling - nu fra beskedne kælderlokaler i Peter Fabers Gade på Nørrebro i København. I de første 10 måneder af kriselinjens levetid var der næsten 2.000 opringninger fra unge med problemer, rapporterede velvillige massemedier på baggrund af UNG-sams oplysninger.
I sommeren 1997 opstod der - efter hvad Information erfarer - en ny konflikt om anvendelsen af UNG-sams midler. Ali og hans søster skændtes åbenlyst om penge i overværelse af en række UNG-sam-aktivister. Ahmed Iftakhar bekræfter, at skænderiet fandt sted, men vil ikke kommentere indholdet nærmere. Efter skænderiet forlod Ruken Celik, Maggie Awad og en tredje pige UNG-sam-arbejdet. Tilbage på UNG-sam-sekretariatet sad af de fem gode venner på billedet derefter kun Ahmed og Ali.
Ali Celik afviser, at Rukens og Maggies farvel til arbejdet i UNG-sam havde noget at gøre med anvendelsen af UNG-sams midler, og at der i det hele taget har fundet et skænderi sted om det. Alt tyder i øvrigt på, at Ali og Ruken Celik efter konflikten hurtigt igen blev forsonet.

Hvis man skal lede efter en forklaring på konflikter i UNG-sam i sommeren 1997, findes den måske i de kontoudtog, som Hans-Jørgen Pedersen fik overladt i nogle plasticposer, da han overtog ansvaret for UNG-sams økonomi.
Han blev valgt til UNG-sams kasserer i februar 1998 og forsøgte efter eget udsagn i foråret 1998 at fravriste Ali Celik enedispositionsretten over kontoen i BG Bank.
Hans-Jørgen Pedersen har givet Information adgang til både originale, specificerede kontoudtog - i det omfang de foreligger - og til de mere summariske, knap så specificerede kontoudskrifter, der i 1998 er indhentet fra BG Bank.
Af kontoudtogene fremgår blandt andet, at der 3. juli 1997 er registreret en hævning af valuta for 13.691 kroner. 4. juli er bogført en udgift på 1.150 kroner. Modtageren er Udlandsvaccinationen. Samme dag er registreret køb af et kamera for 8.961 kroner.
For perioden 11. juli til 10. oktober mangler de detaljerede kontoudtog, men de mere summariske udskrifter viser hævninger af US-dollar på UNG-sams visa-dankort i juli og august på små 10.000 kroner.

Ali Celik forklarer, at han med den øvrige UNG-sam-ledelses godkendelse brugte UNG-sams visa-dankort til en privat ferierejse til Cuba, og at han i øvrigt overførte sine egne penge til kontoen i den anledning. Direkte adspurgt erkender han, at det var noget rod at bruge UNG-sam-kortet til sine private ferierejser, men tilføjer, at han for to en halv måned siden nåede til enighed med kasserer Hans-Jørgen Pedersen om, at han på tilfredsstillende vis havde redegjort for sin brug af UNG-sam-kortet til private formål.
Denne forklaring afvises af Hans-Jørgen Pedersen, der ikke i det foreliggende materiale kan finde nogen tegn på, at Ali Celik skulle have indbetalt pengene på UNG-sams konto. Ahmed Iftakhar afviser, at den øvrige ledelse af UNG-sam skulle have givet Ali Celik lov til at bruge UNG-sam-kortet privat under Cuba-rejsen.
Formelt blev Ali Celik først valgt til formand for UNG-sam i februar 1998. I hvert fald hvis man skal tro Ahmed Iftakhar, der siger, at en stiftende generalforsamling 15. oktober 1996 og et vedtægtsfæstet landsmøde i maj 1997 var fiktive og aldrig fandt sted.
Ali Celik fastholder, at begge møder har fundet sted. Landsmødet i maj 1997 havde således "under 15" deltagere og fandt sted i UNG-sams kælderlokaler i Peter Fabers Gade - vistnok den 7. maj, siger Ali Celik.
Ali Celik gik af som formand på et bestyrelsesmøde 11. juli 1998. Selv siger han, at hans afgang skyldtes personlige forhold.
På en ekstraordinær generalforsamling 9. august 1998 måtte kasserer Hans-Jørgen Pedersen konstatere, at UNG-sam skylder 300.000 kroner væk - og at organisationen sandsynligvis har forspildt chancen for at få offentligt driftstilskud for 1998.
Den eneste af fotografiets fem glade kammerater og prismodtagere, der i dag er tilbage i UNG-sam, er Ahmed Iftakhar.
"Jeg kom her som så mange andre for at gøre et stykke arbejde. Jeg skulle lave brochurer og sådan noget. Ali skulle ligesom tage sig af det overordnede," siger Ahmed Iftakhar og fremhæver endnu en gang sin og andres manglende erfaring med foreningsarbejde.
Ali Celik, der i dag er 29 år gammel og ansat i et projekt for unge rødder på Ydre Nørrebro, bebuder, at han sammen med andre utilfredse UNG-sam-medlemmer har planer om at starte endnu en rådgivningslinje for unge med indvandrerbaggrund.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu