Læsetid: 11 min.

Begæret, døden & drømmen

7. august 1998

"Det er fantastisk, at en klat olie på en masonitplade kan få folk til at stille spørgsmål til virkeligheden," siger maleren Jørgen Boberg fra sit bjerg uden for Pietrasanta med den paradisiske udsigt. Herfra går hans verden, og her bliver hans knivskarpe, men mærkeligt drømmeagtige, blågrønne billeder til

Um die Tiefe zu erreichen braucht man nicht viele reisen." Wittgensteins ord er blevet malerens motto. Han må bo på sit bjerg og dermed i sit navn. Boberg forlader ikke gerne sit bjerg. Og man forstår ham.
Der er så langt ned til dalen fra huset, hvor Jørgen Boberg har boet siden begyndelsen af 80'erne, at man automatisk påtager sig fuglenes synsvinkel. Ingen taxachaffør vil udsætte sig for at køre ad den stenede bjergvej, der ødelægger støddæmpere og udstødningsrør, så hvis man ikke passer godt på, kan det blive vanskeligt at komme derfra igen. Fra terrassen ser man ned over Pietrasanta by og længst ude en bred stribe af Middelhavet, der bliver ét med himlen, helt derude hvor varmedisen opløser konturerne, og oppe bliver nede og omvendt. Vi er på Olympen. Og jeg indser, at det kan blive vanskeligt at vende tilbage til et fladt, dansk normalperspektiv efter dette ikaroske syn.
Jørgen Boberg bænker sig i køkkenet, åbner rødvinen og begynder at fortælle. Han er født i 1940 i Roskilde af forældre af beskeden herkomst. I hjemmet var der intet klaver, heller ingen dannelsesromaner eller leksika var at finde i reolerne. Faderen, der stadig lever, og som i dag er 91 år, var plejer på Sankt Hans Hospital ved Roskilde. Forældrene var indremissionske. Men Boberg er altid blevet bakket op, selv om der tit foregik et sammenstød i ham mellem det, der foregik i hans indre og så de ydre omstændigheder. Men Boberg blev aldrig tvunget til noget. Han undgik søndagsskole og blev heller ikke kostet i kirke om søndagen.
Hvordan er dit forhold til det religiøse i dag?
"Jeg er ikke kristen i folkekirkelig forstand, men jeg betragter mig selv som et meget religiøst menneske. Men når jeg går i kirke hernede, så er det mest for at studere kunstværkerne. Jeg bruger kirkerne som museer. Religion er som byggeklodser. Den leverer symboler på det uforståelige."

Mødet med billederne
Trods de lidet kulturelle omgivelser i barndomshjemmet fandt Boberg sin vej til maleriet og må siges at have bygget sig selv op 'from scratch' til at blive en af vore allerbedste malere.
Det må være kommet en del bag på forældrene, at de leverede liv og gener til denne mærkelige, utilpassede og stærkt egensindige maler, der oplærte sig selv: "Jeg havde absolut ingen læremestre. Men billeder blev en vigtig del af det at være, da jeg i en alder af fire år blev alvorligt syg af hepatitis og svævede mellem liv og død i halvandet år. Det var før penicillinens tid - derfor var det så farligt. På grund af denne sygdom kan jeg ikke danne pigment," siger en påfaldende bleg Boberg - der foretrækker at holde sig indendøre, trods skønheden udenfor. Den kan han imidlertid se fra sit atelier.
"Jeg klippede billeder ud af Illustrede Familiejournal, og billeder blev så vigtige for mig, at jeg - efterhånden, som livet levedes - fandt ud af, at billedkunsten var det eneste, jeg kunne hænge min værdighed op på. Billeder er nemlig det eneste, jeg kan virkelig godt. I min skoletid cyklede jeg til København foranlediget af den eneste lærer, som gav mig noget. Jeg hadede nemlig skolen og alt dens væsen. Han fortalte, at der var noget, der hed Statens Museum for Kunst, og dér så jeg to vigtige billeder, der skulle ridse sig ind i min bevidsthed: Det var Andrea Mantegnas 'Kristus som den lidende forsoner' og portrættet af kong Christian II af en ukendt, nederlandsk kunstner."

Mange job
Men inden det kom så vidt, at Boberg blev professionel fuldtidsmaler, havde han været bryggeriarbejder ved Tuborg. "Det var herligt at kunne stå ved et samlebånd og arbejde på akkord og lade tankerne flyve, samtidig med at man blev vel betalt. Det var dåseøl, der skulle pakkes ned i papkasser, og i to år sørgede jeg for at samle flapperne i papkasserne. Time efter time, dag efter dag." Det er stadig en gåde for Boberg, hvordan der kunne blive produceret flere bajere, end der blev drukket i tappehallerne i de år.
Han har også været bokser og har haft forskellige, interimistiske job som vejbygger - her fornægter hans mytomaniske tilbøjelighed sig ikke. Han har nemlig egenhændigt bygget autostradaen mellem Lübeck og Puttgarden. "Dengang havde jeg dobbelt så store hænder som nu," og hans troskyldige, blå øjne ser ikke ud til at kunne lyve. Senere blev han postbud og dernæst gymnasielærer med filmkundskab som fag. I en periode ernærede han sig også som spiller. Spillede om penge med 'slagtermestrene fra Nordsjælland' og sad gerne i held.
Boberg har fem børn, hvoraf de mest kendte er skuespilleren Sarah og lyrikeren Thomas fra første ægteskab - og nu bor han sammen med konen Rie og deres fælles 13-årige søn, Daniel. Rie passer de 100 oliventræer, fører ordet med de italienske myndigheder og samfundet omkring dem og skriver journalistik. Hun sørger for at skabe ro omkring maleren, som leverer malerier til Grønningen og portrætterer få, men velvalgte, prominente danskere, lige nu Anker Jørgensen, der skal portrætteres til Christiansborg. Boberg bruger sin nærmeste familie og venner som modeller til sine mange, figurative malerier.

Fortiden i Gruppe Passepartout
I 1966 dannede Boberg - sammen med Leif Madsen, Gunnar Saietz, Anne Marie Brauge, Frithioff Johansen, Peter Severin og Jens-Flemming Sørensen - Gruppe Passepartout, der havde det tilfælles, at de alle var en slags fantastiske figuranter, som salig Preben Hygum har benævnt dem. De udstillede i galleriet af samme navn i Snaregade i København og i Nik's Malergård i Søster-Svenstrup i Midtsjælland. Gruppen udstillede tillige tre gange på Charlottenborg, men gik herefter i opløsning.
I dag er det vanskeligt at se noget umiddelbart slægtskab mellem disse kunstnere, der sidenhen har betrådt højst forskellige kunstneriske veje. Jens-Flemming Sørensens har også bosat sig i Pietrasanta, hvor marmoret er billigt. Her har han som en anden Thorvaldsen sat flere assistenter i arbejde og må efterhånden have marmorstøv i årerne. I Pietrasanta bor også Jørgen Haugen Sørensen, der dog efterhånden tilbringer mere tid i Portugal, samt kunstnerparret Kirsten Ortwed og Troels Wörsel, der forrige år flyttede hertil fra Tyskland.
Gruppe Passepartout's medlemmer nød tiden i de vilde 60'ere og eksperimenterede ivrigt med pot og stoffer, hvilket ikke synes vanskeligt at aflæse i Bobergs første 'syrede' malerier fra 60'erne og 70'erne. Her ses en del inspiration fra de tyske renæssancemestre, parret med gamle og nye surrealister som Hieronymus Bosch, Lucas Cranach og Max Ernst og en god portion fantasmagorik som følge af LSD-trips. Det var en vanvittig tid, hvor alt skulle prøves, men efter en krise i slutningen af 70'erne vendte han blikket mod den nære fænomenverden og kan nu se de mest utrolige og interessante ting i en tomat eller et æble, som han holder i hånden. De hænger uden for på stenmuren og tørrer. Altså billederne. Tre små billeder af frugter og grønsager, der er skabt med tynde mårhårspensler, og som rummer en præcision, der ikke lader en renæssancemaler noget at høre. Måske er de en drøm? I så fald en hyperreel sådan. Ligesom menneskeansigterne eller kvindekroppene, der optræder i rigt mål i Bobergs nekro-erotiske univers.

Kvinden
Kvinden er gennemerotiseret, og på spørgsmålet om, hvorfor det forholder sig sådan, svarer Boberg afvisende. Det er bare sådan. Kvinden er metafor for liv, og hun besidder ganske enkelt den smukkeste krop, mener han. Ingen tvivl om det. Det erotiske vækkes mere af kvinder end af mænd, og når Boberg er i København, kan det ske, at han møder en kvinde, som han mener "kan fungere som metafor for noget kvindeligt, og som jeg beder om at sidde model for mig." Men i hans billeder poserer hun ofte midt mellem cigaretskod, halvt spiste madder eller kranier. Det er vanitas-motiver, der forlener kvindekroppen med død og uhygge, hvilket forstærkes af det blå-grønne filter, han lægger ned over sin motivverden, som var den skildret i månelys. Det er i bogstaveligste forstand natures mortes. Død natur. Også fordi han ofte lader kvinden repræsentere af et billede i billedet, et erotisk-pornografisk billede, der efter en tur igennem den bobergske montage-teknik fremstår som en del af en drøm, sammensat af mange - højst forskellige - elementer. Som betragter tvinges man igen og igen til at stille spørgsmål til, hvorfor det nu forholder sig således. På den ene side fremstiller han verden som stykkevis og delt, intet hænger sammen, alt figurerer med lige stor vægt, og på den anden side homogeniseres den via hans næsten monokrome palet. Lige siden sin surrealistiske start har han haft forkærlighed for den grøn-blå, drømmeagtige farve, der er beslægtet med den tidlige Freddies billeder, men også Dalí og de Chiricos billeder. Blot bliver den altså næsten monokrom hos Boberg.
Kvinden virker mærkeligt død, når hun - afsjælet og spøgelsesagtig - leverer et stykke af sin krop (gerne under-) til det altfortærende blik.
Boberg tager altså ingenlunde afsæt i det, han umiddelbart har at skue udenfor i den strålende Toscanske sommersol. Hans fænomenale billeder kunne principielt have været skabt alle steder i verden, thi de er atelier-billeder, der 'sampler' mange forskellige sanseverdener, og som bades i dette lys, der fremmaner et drømmeagtigt, mystisk univers, og som virker unheimlich. De er først og fremmest et resultat af en indre proces, der har med erindring, død, søvn og begær at gøre. Men selv føler han ikke, at de er uhyggelige, siger han.

For meget kævl
Hvordan betragter du det danske kunstliv, som du jo møder, bl.a. når du om vinteren skal udstille på Grønningen?
"Der er så mange gallerier og så mange kunstnere i dag i modsætning til i mine dages København. Også på grund af arbejdsløsheden, hvor mange er ikke begyndt at male? Det er dog bedre, at de arbejdsløse tror, at de er gode malere, end at de sidder og drikker. Men det er nu en fordel at kombinere begge dele," ler Boberg og fortsætter. "Der er for meget kævl på den danske kunstscene - og alt for mange kunstnere, og nu vil de oven i købet have løn! 3.000 kunstnere med kunstnerløn! At blive kunstner er et personligt valg, og jeg begriber ikke, at man laver en levebrødsforening som BKF, der udelukkende tilgodeser foreningen selv. Organisationer er totalt unyttige. Jeg har den hjemlige andedam på behagelig afstand ved at bo her. Gennem min søn Thomas, der nu bor i Peru og er gift og har barn med en peruaner, er jeg i tidens løb kommet i kontakt med en del yngre, danske kunstnere, der har besøgt mig hernede, men jeg følger naturligvis ikke selv kunstlivet derhjemme på tæt hold."
Boberg plæderer imidlertid for, at hædersgaver skal være skattefri. "Jeg finder det latterligt, at en hædersgave skal gøres afhængig af modtagerens skattemæssige indtægt. Kald en spade for en spade," siger han. Boberg blev for nogle år siden hædret med at komme på finansloven. Han fik i øvrigt Eckersbergmedaljen i 1990, men malede allerede i 1985 det fænomenale portræt 'Rie, mig og Thorvaldsen-medaljen', hvor medaljen er vendt på hovedet. Kunstneren optræder i et klassisk dobbeltportræt med konen, der i en elegant positur holder en cigaret mellem fingrene, og som er iført stråhat med megastor skygge. Kunstneren har den omvendte medaljen siddende som en broche i rullekraven og kigger skråt ud på betragteren. Dette uhøjtidelige, humoristiske maleri er traditionen tro indhyllet i det karakteristiske, skæve månelys.

Portrætmaleren
"At male portrætter indebærer flere forskellige ting," siger Boberg. "Det adskiller sig meget fra fotografiet, som han betragter som dødt. Fotografiet fanger kun en brøkdel af et sekund, hvor man ikke er. Fotografiet er den største illusion, der findes og det er et dødens medium. Et portrætmaleri er derimod resultatet af en proces: Portrættet er massevis af sekunder lagt sammen og er så langt fra et fotografi, som man kan komme. Et portræt er mangefacetteret og subjektivt," siger Boberg. I sit portræt af Anker Jørgensen benytter han et farvefotografi som udgangspunkt, så han ikke skal bruge sin models kostbare tid på at finde ud af, hvor langt der er fra næse til mund, når han snart dukker op på bjerget. Herefter benytter han sig af sit indre fotografiapparat. Når kunstner og model mødes, har han igennem længere tid opbygget en forventning.
"Jeg er portrætmaler, fordi jeg finder det lige så interessant at male mennesker som så meget andet. Det er ikke en levevej, jeg har valgt med et bestemt formål. Jeg vil kalde mig selv reaktionær. For at lave et godt portræt indebærer mindst to ting: 1) Man skal male et godt maleri, der rummer en vis portrætlighed. 2) Der skal gives plads for, at jeg kan vise mig selv. Jeg har én gang for alle besluttet mig til ikke at ville lave noget, som ikke stimulerer min nysgerrighed, og jeg har nu nok til at leve det liv, jeg ønsker."
Hvorfor benytter du dig af den blå-grønne farve, der forlener dine billeder med uhygge og død?
"Det kan jeg slet ikke se, at den gør. Og mine billeder har efter min mening slet ikke den samme farve. Der er mange nuancer. Det er det samme som at sige, at alle Rembrandts portrætter var brune, og at alle Hammershøis interiører var grå. Der er ikke noget, der hedder en hudfarve, og jeg maler snarere erindringen om en hånd end selve hånden. Jeg har sådan et underligt fotografiapparat inde i hovedet, der gengiver grønblåt. For eksempel kunne jeg gå ind i mit atelier og male dig nu."
Da Jørgen Boberg forlod Danmark, var han som nævnt i krise. Han kunne ikke bryde den onde cirkel. "Jeg nåede afgrunden, men jeg turde ikke springe over den. Så gik jeg rundt i det samme landskab, og alt blev en gentagelse. Til sidst lukkede jeg øjnene og sprang.
Det har altid interesseret mig at stille spørgsmål til virkeligheden. Det er det, jeg bestræber mig på i mine billeder. Og siden jeg kom hertil, har jeg gjort det på en ny måde. Mine billeder viser, at der er mange virkeligheder, og at virkeligeheden er en illusion. Det er fantastisk, at man med en klat olie på en masonitplade kan få folk til at stille spørgsmål til fiktionen og virkeligheden - i et billede."

*I dag åbner Gallerihuset i Studiestræde sin høstudstilling, der præsenterer galleriets malerere, deriblandt Jørgen Boberg

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu