Læsetid: 4 min.

Bob for begyndere

27. august 1998

Det første danske forsøg på en sammenhængende analyse af Bob Dylans værk er behjertet, men uden den originalitet, der kan begrunde endnu en bog om sangskriveren

NY BOG
Der må næsten være noget stort på færde. Tidligere på sommeren underviste Christian Braad Thomsen om Bob Dylan i Politikens Sommeruniversitet-serie, og i går fik Asger Schnack ryddet kronikpladsen i Berlingske Tidende for en slet skjult gang forskræp for sin og Braad Thomsens bog Bob Dylan - en guide til hans plader. Kronikken sluttede med en kursiveret efterskrift om, at bogen ville blive anmeldt på dagen af, som det udtryktes "kulturredaktør Henrik Wivel".
Nu er det ikke hver dag, der kommer en dansk bog om rock, og når den så tilmed er skrevet af en digtende litterat og en samfundsdebatterende filminstruktør, må parnasset rulle den røde løber ud.
Umiddelbart er det dog let at forstå forventningerne.
Dylan-litteraturen på dansk er nemlig sporadisk: Bortset fra poesioversættelser af Dan Turell og Poul Borum (bl.a. en 1970-udgivelse med illustrationer af Kurt Trampedach) og Jesper Tangs tidlige Bob Dylan smiler, har vi kun haft Michael Krogsgaards internationalt anerkendte, murstenstykke, minutiøse, men ukommenterede referenceværker om Dylans indspilningssessions. Og efter sommerens koncerter har Dylan genindtaget sin position som en musiker, der samler myte og fremtid.
Oveni er Schnack og Braad Thomsens bog-koncept så oplagt, at det parakdoksalt nok måske er derfor ingen før har realiseret det: At gennemlyse Dylans kunstneriske virke og til dels hans liv via en sammenhængende, kronologisk fremadskridende række enkelt-anmeldelser af (næsten) alle hans officielle albums. Serveret i et meget brugervenligt og appetitvækkende grafisk regi ved Dorte Cappelen.
Personligt har jeg altid haft det sådan, at anmeldelser i bogform mest har virket på mig, når anmelderen har været én, jeg har haft mulighed for at følge, én, hvis standpunkter kan og skal diskuteres, men som, for nu at blive i rocksproget, har paid his dues. Schnack og Braad Thomsen er ikke trætte eller prøvede rockanmeldere. Det diskvalificerer dem absolut ikke, men med deres passionerede, men ikke næsegrus ukritiske medlemskab af Bob Dylan-fanklubben forventer man i stedet en, om ikke original, så dog frisk indfaldsvinkel til stoffet.
I den retning skuffer deres Dylan-guide. Der står meget få argumenter og synsvinkler i denne bog, som ikke allerede er foldet overbevisende ud i den reolmeter af meriterede amerikanske Dylan-bøger, som Schnack og Braad Thomsen selv flittigt citerer fra. Hvorfor ikke gå direkte til kilden? Greil Marcus f.eks., og få Dylans gådefuldhed eksponeret i den fremkaldervæske, der hedder amerikansk kulturhistorie?
Forlaget siges at nære eksportdrømme om Dylan-guiden. Dem skulle de nedtone.

Dylans dødsbevidsthed
Samtidig vil det være fair at sige, at der er noget at hente i denne bog. Især den tidlige Dylan og hans turbulente tid behandles kyndigt og kærligt - af Braad Thomsen? - med lige dele anekdoter og samfundshistorie. Og hvor forfatterne i store træk ellers er på gyngende grund, når selve musikken skal beskrives, er bogen i disse afsnit helt klart på hjemmebane med en solid og vidende indføring i Dylans rødder i rustik blues og obskur folkemusik fra før Onkel Joakim tog mødommen på populærmusikken. Og der er fine pointer i beskrivelsen af debutpladen som et protestråb mod forgængeligheden og døden, for som der står "Fødsel og død er til stadighed de to store poler i Dylans univers, og det er dødsbevidstheden, der fremmer hans intense livsfølelse."
Og hemmeligheden ved Dylans magiske magnetisme på samtiden forklares ved, at "Dylan har tiden under huden i en grad, så pladen ikke blot er et produkt af de tidlige tressere, men også er med til at skabe dette forunderlige årti. Han sætter ord og toner på, hvad der blæser i vinden, men han er samtidig forankret så tilpas uden for sin samtid, at de bedste af hans sange er tidløse."

Fanget af formen
Resten er kompetent, men også forudsigeligt. Forfatterne følger de gængse kanoniseringer af Dylans plader. De kan (også) lide Blonde On Blonde og Blood On The Tracks. De er charmeret af
country-bagatellerne Nashville Skyline og Pat Garrett & Billy The Kid, de synes, som de fleste europæiske anmeldere, om Budokan-perioden, de rakker ned på de religiøse plader... Som bogen skrider frem, bliver det også klart at de er fanget af formen. F.eks. ville man nok have fået mere ud af en sammenskrevet vurdering af Dylans tvivlsomme 80'er-produktion end gentagelser af korte, enslydende vurderinger.
Bortset fra et forsøg på at rehabilitere Selfportrait og en rørende overfortolkning af Dylans eneste virkelige pophit "Mr. Tambourine Man", er det er intet i bogen, der ægger til modsigelse. Og alt, alt for meget, der ekkoer andre. Læg dertil, at sproget, måske som et arbejdsmæssigt kompromis, generelt virker for afvejet, for umusikalsk, for skolebogs-omhyggeligt. Med de honorarer, forfattere herhjemme spises af med, må denne bog være skrevet på en begejstring, men den får aldrig lov at lette og kommer derfor heller aldrig til at smitte.
Forlaget kalder Dylan-guiden en bog for viderekomne og begyndere. På vegne af de første vil jeg tillade mig at anbefale de sidste i stedet at bruge Dylans egne plader som en langtidsholdbar, krævende guide til (selv)forståelse.

*Christan Braad Thomsen & Asger Schnack: Bob Dylan - en guide til hans plader. Høst & søn/Samlerens Bogklub. 264 s., ill. 298 kr. Udkommer i dag

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu