Læsetid: 3 min.

Bombe skaber nationalt sammenhold

14. august 1998

Bomben i Kenya har bragt nationen tættere sammen på tværs af stammeskel og giver håb om et bedre politisk klima. Samtidig intensiverer FBI jagten på spor

Bombeattentatet i fredags mod den amerikanske ambassade i Nairobi har kastet en sort skygge over Kenya. Men som et lille lyspunkt har bomben bragt de politiske ledere sammen for første gang siden præsidentvalget i december.
Oppositionsleder Mwai Kibaki har pure nægtet at mødes med præsident Daniel arap Moi, siden sit nederlag ved valget, men fredag mødtes Kibaki og Moi sammen med tre andre oppositionsledere for at diskutere bombesprængningen.
Siden kørte de sammen i præsidentens folkevognsrugbrød til den amerikanske ambassade, for at besigtige skaderne og udvise sympati med det kenyanske folk.
Lederne af de politiske partier er ofte delt i forhold til stammetilhørsforhold, men de seneste dage har stammespørgsmålet været i baggrunden og udtryk som 'vores tab' og 'vort kære fædreland' er gået igen i talerne.
"Kald det den positive virkning af 'Sorte Fredag' i mangel på et bedre udtryk," skrev den indflydelsesrige avis Daily Nation i sin leder onsdag. Samtidig opfordrede avisen til, at den nyfundne enhed opretholdes - også efter de største dønninger efter bombesprængningen har lagt sig.

Finder fragmenter
Torsdag løftede FBI og det kenyanske politi for første gang sløret for de spor, man indtil videre har fundet.
Samtidig blev efterforskningen, der er blevet besværliggjort af redningsholdets forsøg på at finde overlevende, for alvor intensiveret.
I første omgang leder de i alt 175 amerikanske eksperter efter vragdele fra de to bomber, der indtil videre har dræbt 257 mennesker i Kenya og Tanzania, heraf langt størstedelen i Kenya.
Efterforskningen sker i tæt samarbejde med de lokale politistyrker og i Kenya arbejder hver FBI-agent fast sammen med en kenyansk politimand.
I Nairobi begyndte man onsdag at skille forvredne bilvrag fra hinanden for siden at undersøge dem nøje på en parkeringsplads i nærheden. Specielt ét køretøj, der nærmest var klistret op mod væggen af den amerikanske ambassade vækker interesse.
Sheila Horan, der leder FBI's undersøgelser i Nairobi, sagde torsdag på et pressemøde, at det vil tage 'frygteligt' lang tid, før man kan afslutte efterforskningen, men at der allerede er gode spor.
"Vi har undersøgt flere køretøjer, der var i nærheden af bomben. De er voldsomt beskadiget, men vi mener, at vi har været i stand til at finde dele fra den bil, der bragte bomben til ambassaden," sagde hun.
Øjenvidner har fortalt, at bilen i første omgang blev afvist ved ambassadens hovedindgang. Ved bagindgangen kastede føreren en håndgranat inden bomben gik af.
Kenyansk politi har anholdt i alt fem personer, der stadigt afhøres. Politiet ønsker ikke at oplyse de fems nationalitet, men oplyste, at én blev anholdt straks efter at bomben sprang, da en amerikansk statsborger udpegede personen for politiet.
I Tanzania afhøres fortsat 13 mennesker - seks irakere, seks sudanere og en tyrker, men der er endnu ikke rejst sigtelser i nogen af landene.

Kritik af USA
De seneste dage er USA's håndtering af bombesprængningerne blevet kritiseret fra afrikansk side.
Amerikanerne beskyldes for at have tilsidesat hensynet til tilskadekomne afrikanere i bestræbelserne på at undsætte egne statsborgere.
Den første kritik blev rettet mod den rolle, amerikanske marinesoldater spillede umiddelbart efter bombeeksplosionen i Nairobi.
Marinesoldaterne afspærrede straks efter eksplosionen den amerikanske ambassade og stillede sig, ifølge kenyanske øjenvidner, derefter til passivt at overvære kenyanske redningsfolks arbejde med at grave i ruinerne af omkringliggende bygninger.
Kenyanske redningsfolk har også beskyldt de amerikanske marinesoldater for kort efter bombeeksplosionen at have nægtet dem adgang til den amerikanske ambassade.
Kenyanerne ønskede at grave en tunnel ind til en sammenstyrtet nabobygning i bestræbelserne på at redde indespærrede overlevende.
På et pressemøde i Nairobi onsdag forsvarede lederen af den amerikanske indsatsenhed i Kenya, general Stephen Jones, sig med, at marinesoldaternes handlemåde var "i overensstemmelse med deres træning samt de eksisterende beredskabsbehov på det pågældende tidspunkt", skrev den kenyanske avis Daily Nation torsdag.
USA's ambassadør i Kenya, Prudence Bushnell, siger, at marinesoldaterne agerede som beskrevet, fordi de bl.a. ønskede at hindre "plyndringer".

Roses død dræbte håb
Onsdag standsede redningsmandskabet eftersøgningen, efter at have opgivet at finde flere overlevende. Den israelsk ledede redningsgruppe fandt tre overlevende og 95 dræbte i ruinerne af den sammenstyrtede bygning.
Fundet af den kenyanske kvinde Rose Irungu slukkede håbet for redningsarbejderne. Kvinden havde indtil mandag været i stand til at fløjte og banke på en jernplade fra et dybt, mørkt hjørne af den sammenstyrtede bygning. Men da de onsdag endelig nåede frem til den væg, der spærrede for hjælpen, var hun død.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her