Læsetid: 2 min.

Chefredaktør forbyder sin fortid

29. august 1998

Det Berlingske Hus nedlægger forbud mod salg af gamle billeder af ny chefredaktør

FRA VOR EGEN VERDEN
Det Berlingske Hus går nu ind og forbyder sit billedbureau Nordfoto at sælge gamle billeder af Berlingske Tidendes chefredaktør Peter Wivel.
Den direkte anledning er, at Morgenavisen Jyllands-Posten onsdag bragte et foto af Wivel fra starten af 70'erne.
"Dagens billede i Jyllands-Posten af Berlingske Tidendes chefredaktør som venstrefløjsaktivist i 60'erne er en redaktionel disposition, som netop Nordfoto ikke burde have medvirket til," fremgår det af en Nordfoto-instruks fra samme dag, som Information er kommet i besiddelse af.
Det bandlyste foto viser den daværende unge venstresocialist Peter Wivel - nuværende chefredaktør på Berlingske Tidende, og tidligere ditto på Weekendavisen og Information - i munter samtale med en murerarbejdsmand.
Mens mureren er tidløst påklædt, har Wivel iført sig en pels - en såkaldt afghaner. Det var der intet odiøst i; dengang klædte man sig sådan, og der blev hverken peget fingre på gaden eller hvisket i bussen. Afghaneren var en slags uniform, man kunne være stolt af.
Men i Pilestræde har Wivels venstrefløjsfortid ingen affektionsværdi.

Gammel VS'er
Fotoet blev bragt i Jyllands-Posten som illustration til nogle artikler om PET's ulovlige overvågning af venstrefløjen - herunder Venstresocialisternes hovedbestyrelse. Her sad Wivel i starten af 70'erne.
Jyllands-Posten købte Wivel-fotoet af det Berlingske-ejede Nordfoto, som formidler journalistiske fotografier til medier og andre kunder af relevans.
Nordfoto-instruksen, underskrevet af bureauets chef Otto Spang, begynder med en opridsning af hvilke regler, "det redaktionelle ansvar" er underlagt, såsom Medieansvarsloven, Markedsføringsloven og "Straffeloven, specielt paragraf 264 om privatlivets fred".
Notatet fortsætter:
"Som en del af De Berlingske Dagblade har Nordfoto (..) en særlig forpligtelse overfor Husets forretnings-etik, redaktørerklæringen - og konkurrenthensyn. (..) Nordfoto sælger naturligvis ikke billeder, der er egnede til at nedsætte bureauets eller Husets omdømme."
Information ringede til Otto Spang for at få præciseret notatets indhold.
- Hvad menes der med "billeder der kan skade Huset"?
"Jeg vil sige, at hvis du ønsker at skrive om det i Information, så betragter jeg det som et internt notat, som jeg ikke vil kommentere. Ellers synes jeg, at det taler rimeligt for sig selv.
- Det du lige sagde dér, vil jeg gerne citere dig for.
"Det er du velkommen til," siger Otto Spang.
Det har ikke været muligt at få en kommentar fra chefredaktør Peter Wivel.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu