Læsetid: 4 min.

Congokrig er dyr for Zimbabwe

28. august 1998

Lighusene i Harare er ved at blive fyldt med faldne fra Congo-fronten, og udgifterne til tropperne er dyre for Zimbabwe - modstanden mod engagementet stiger

Harare - Mens kampene fortsætter i Congo, ser det ud som om tropperne fra Zimbabwe og Angola har vendt krigslykken til Laurent-Desiré Kabilas fordel.
De seneste fremrykninger af store grupperinger af Angolanske tropper i det vestlige Congo og Zimbabwestyrkernes held med at sikre Kinshasa og dets lufthavn tyder på, at krigen kan blive afgjort relativt hurtigt.
Kabilas allierede mod syd, Angola og Zimbabwe, har forbedret hans situation radikalt. Den trængte præsident i den Demokratiske Republik Congo er nu tilbage i Kinshasa efter at have tilbragt næsten to uger i sit hovedkvarter i Lubumbashi.
Men 2.000 kilometer sydøst for Kinshasa er indbyggerne i Zimbabwe gået i gang med at opgøre omkostningerne for deres militære eventyr i Congo.
"Selv om det er rart at høre, at vores drenge klarer det godt i Congo, mener de fleste, at vores tropper ikke burde være deroppe," siger Mabel Ndondo, forretningsbestyrer i Harare.
"Hvordan skal vi få råd til det? Vi har økonomiske problemer, vores valuta er svag. Hvad er det vores drenge kæmper for? Det er de spørgsmål folk stiller nu."
Sårede kommer hjem
Talsmanden for Zimbabwes Nationale Hær har gladeligt sagt, at der hverken er sårede eller omkomne blandt soldaterne, men det er åbenlyst usandt. Sårede soldater er blevet transporteret hjem fra den fjerne front og fylder i disse dage hospitalet på Manyame Luftbase i Harare, oplyser kilder i luftvåbenet.
Mindre alvorlige tilfælde bliver overført til hospitaler i hovedstaden.
Luftbasens lighus er ved at blive fyldt med faldne fra fronten i Congo. Når de triste nyheder bliver kendt i Harare, vil modstanden mod Zimbabwes engagement i krigen sikkert stige.
De økonomiske udgifter ved at sende tropper til kampene i Congo er også blevet nedtonet af hærens talsmænd, der har informeret pressen i Harare. Hærens officerer har udtalt, at udgifterne ved at sende tropperne til Congo kun er en anelse dyrere end at have dem hjemme i Zimbabwe. Igen er der tale om en direkte usand oplysning. Ifølge militære eksperter koster engagementet i Zimbabwe et sted mellem 340.000 til 430.000 dollar om dagen.
Det er ikke oplyst, hvor mange soldater, der er blevet sendt til Congo, men det er blevet anslået, at der er tale om 800 veltrænede specialstyrker ledsaget af støtteenheder på et par hundrede mand. Tropperne får omfattende luftstøtte.
Ifølge Michael Quintana, redaktør af Africa Defence Journal, har Zimbabwes luftvåben sendt 10 transportfly, 10 helikoptere og seks kamp-fly til Congo,
Indsættelsen af luftstyrken må uden tvivl koste penge.
En anden udgift kan opstå hvis den Internationale Valuta Fond (IMF) vælger at tilbageholde den næste rate af økonomisk støtte, der beløber sig til omkring 300 millioner dollar. IMF har angiveligt udskudt udbetalinger af midler, indtil det kan vurdere, hvad Zimbabwe foretager sig i Congo. IMF overvåger også, hvordan Zimbabwe klarer sin jordomfordelingskrise.
For Angola, der har sendt omkring 10.000 soldater til Congo, bliver prisen betydeligt højere. Men Angola har en omfattende olieproduktion der kan dække udgifterne.

Levestandarden skrider
Udgifterne for Zimbabwes indblanding i Congo kommer imidlertid på et tidspunkt, hvor økonomien er i den svageste tilstand siden uafhængigheden.
Præsident Robert Mugabes regering holder stædigt fast i et årligt budgetunderskud på over 10 procent af nationalproduktet. Den årlige inflation er på over 30 procent og kan nå op på 40 procent ved udgangen af året. Den Zimbabwiske dollar på kurs 23 over for den amerikanske dollar er allerede halveret i værdi i forhold til sidste år på samme tid. Den zimbabwiske valuta forventes at styrtdykke yderligere i år, når sæsonen for tobaksauktioner slutter, og strømmen af fremmed valuta stopper.
Levestandarden i Zimbabwe er også begyndt at skride. Og i takt med den aktuelle økonomiske krise bliver befolkningen mere og mere kritiske overfor Mugabes regering.
Det virker ikke, som om en fantastisk sejr for hæren i Congo vil kunne ændre befolkningens bitre stemning.
"Hvorfor kæmper vi i Congo?," spørger Isaac Manyemba, en talsmand for oppositions partiet United Party.
"I regeringens propagandamateriale har der ikke været så meget som antydningen af, at vi forsvarer en leder, der opretholder demokratiets principper."
Mange af regeringens kritikere anklager Mugabe for at have sendt tropperne til Congo for at skaffe ham ry som den store mand i Afrika.
Ihvertfald ser han ud til at nyde at leve op til Nelson Mandela og Ugandas Yoweri Museveni.
Et anden teori går på, at Zimbabwe gerne så den Demokratiske Republik Congo som en klientnation, et marked Zimbabwe kunne afsætte sine mange industriprodukter på.
Zimbabwes eksport til den Demokratiske Republik Congo er fra 1996 til 1997 blevet næsten fordoblet.
Ifølge Zimbabwes egne tal blev der i 1997 eksporteret varer for 121 millioner zimbabwesiske dollar til nabolandet Congo, mod 65 millioner året før.
Eksporten til Congo forventes at forsætte væksten, især de seneste våbensalg taget i betragtning. Andre zimbabwesiske eksportprodukter til nabolandet er blandt andet landbrugsmaskiner, radio og kasetteafspillere, sko og tøj.
Zimbabwe har i mange år givet militær støtte til Mocambique, men da der endelig blev opnået fred, endte Mocambique med at blive at blive handelspartner med Sydafrika i stedet.
Zimbabwesiske embedsmænd ønsker at sikre, at Congo køber deres varer i Zimbabwe. Udover at have solgt våben og ammunition for 140 millioner dollar til Congo på kredit, har Zimbabwe også givet landet en 34 millioner dollars kassekredit til at importere zimbabwesiske produkter.
Tydeligvis ønsker Zimbabwe at udvikle Congo til et marked. Men selv dette må ligge under for den stigende stank af korruption i Zimbabwe. Kreditten bliver overvåget af Phillip Chiyangwa, en af Robert Mugabes tætteste støtter.
Det tyder på, at dem, der vil få mest glæde af øget handel med Congo, bliver Mugabes venner og medsammensvorne.

Oversat af Christoffer Guldbrandsen
*Andrew Meldrum er freelanceskribent i Harare

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu