Læsetid: 4 min.

Cyankalium er næppe løsningen!

25. august 1998

Peter Dürrfeld føjer spændingsroman til værklisten

NY BOG
Det er med en vis betænkelighed man sætter sig til computeren for at anmelde denne bog. Den handler om et giftmord - på en anmelder! Men hvis man udover funktionen ikke har meget til fælles med bogens mordoffer, kan man vel håbe på at slippe levende fra det?
Jeg skynder mig derfor at forsikre, at jeg ikke kan fordrage Wagner, jeg afskyr campari, især med juice. Og hvad forlagsreceptioner angår, holder jeg mig helst væk.
Det er netop ved en forlagsreception bogens mord finder sted. Den frygtede og nederdrægtige anmelder, Bernd Loewe, falder pludselig i - ikke Verdenshavet, men Christianshavns kanal. Forlaget Strands litterære direktør hopper straks i kanalen for at fiske kritikeren op. Alle tror Bernd Loewe bare er fuld, men det viser sig nu at han ikke er druknet. Døden skyldes noget så kært gammeldags som cyankalium.
Og hvem er morderen så? Før det spørgsmål kan besvares, må vi naturligvis have en kriminalkommissær på banen. Han hedder Mogens Jacobsen og er samtidig bogens fortæller.
Som jævn politimand er han noget benovet over at skulle opklare en forbrydelse i det fine kulturliv. Tilmed når alt tyder på at morderen skal findes i de allerinderste cirkler.
Fortæller Jacobsens tonefald er den begavede, fordomsfri og politisk korrekte læserbrevsskribents. Sådan en der skælder ud på Pia Kjærsgard i Politiken. Det er jo sympatisk. Kommissæren er i det hele taget en flink fyr. Med klædelig beskedenhed beskriver han f.eks. sig selv som et menneske uden litterær dannelse, men det skal man ikke tage så tungt. Han kan sin Storm P på fingrene. Selv om Jacobsen kun bor i Vanløse, er der noget gennemført Frederiksberg-dannet over ham. En hyggelig mand i lodenfrakke, forestiller man sig. Og har dermed allerede investeret mere fantasi i skikkelsen end forfatteren har gjort.

Hvem er morderen?
Men altså: hvem er morderen? Der lægges forskellige spor ud. F.eks. er offeret,
Bernd Loewe, simpelthen tysker. Det er jo belastende nok i sig selv, men han har sandelig også en SS-officer som far. Uhadada. Men fortælleren hælder nu mest til den antagelse at det virkelig er i åndslivet, morderen skal findes. Ikke i det dunkle germanske SS- og Wagnermørke.
Er morderen den voluminøse forfatterinde af historiske romaner, Ursula Danner? Er det Dorthe Jacobi, den talentfulde unge digterinde, der vistnok har haft et upassende forhold (jvf. Clinton) til utysket? Eller er det den Klaus Rifbjerg-lignende Henrik Vølund? Sidstnævnte må det helst ikke være, for han skildres som en gennemsympatisk fyr. Dog med en enkelt frastødende vane: han lukker sine bajere op med en stålkam! Så hvem ved?
Undervejs mod opklaringen af mordet gør kriminalkommissæren adskillige iagttagelser i det for ham så fremmede miljø. Blandt forfattere, pressefolk, en enkelt politiker og diverse forlagschefer og redaktører. Der falder en del beske bemærkninger om kulturlivet i al almindelighed, men ikke noget, man ikke har hørt før - og slet ikke noget der får læseren til at føle, at forfatteren virkelig vil ham noget. Det er løs snak i slap referatstil, det gør hverken fra eller til, hverken godt eller ondt.
Da vi når så langt som til slutningen af bogen, til opklaringen, tror man et øjeblik forfatteren tager pis på os. Hvis han gjorde, ville det være helt opløftende, men desværre, heller ikke denne gang er der noget usædvanligt på færde.
Kommissær Jacobsen indbyder såmænd bare til en lille reception i Dansk Forfatterforenings lokaler, en reception hvortil samtlige mistænkte er indbudt. Der bydes endda på en let anretning. Det er lidt uklart, om det er politiet selv, der betaler for forfriskningerne, men ok, selvfølgelig kan vi da godt lege Agathe Christie, når nu forfatteren så gerne vil.
Da morderen omsider udpeges føler man unægtelig lettelse. Ikke så meget over afsløringen som over den behagelige kendsgerning, at bogen ikke er længere. Den udpegede morder er hverken mere eller mindre sandsynlig end nogle af de andre personer, men lad det nu ligge. Og faktisk virker det som om forfatteren også er lettet. Over ikke at skulle finde på flere intriger i denne omgang. I alt fald går det stærkt mod slutningen, som om forfatterens opfindsomhed er ved at slippe op.

Mangler nærvær
Det var så den bog. Til anmeldelse. Som tilføjelse til værklisten foran i de kommende bøger. Færdigt arbejde?
Dürrfelds prosa er nogenlunde så spændende som Fiskerinoteringen. Han er en pæn mand med sympatiske meninger, men hvorfor han har skrevet lige denne bog, vil jeg meget nødig være den der skal svare på. Selv om en forfatter ikke sigter særlig højt - og det lykkes det bestemt Dürrfeld at undgå - kræver det vel også et mindstemål af nærvær, for ikke at sige nerve, når man alene har til formål at underholde?
Så længe der udgives bøger som En giftig historie, er nederdrægtige anmeldere - med eller uden Wagner buldrende i baggrunden - nok ikke til at undgå. Og cyankalium er næppe løsningen.

*Peter Dürrfeld: En giftig historie. Spændingsroman. 183 s., 248 kr. Forum. Udkommer i dag

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu