Læsetid: 5 min.

Cykelfransk for begyndere

3. august 1998

Nu havde vi lært fodboldsproget - så opfinder cykelrytterne deres egen kode. Ingen-positiv-test og jeg-elsker-en-ren-sport ... Her følger en oversættelse

HESSELAGERS HJØRNE
Direktør, nøgen, blank, sakse, banan, papegøje, elevatorhold... Nu havde man efterhånden lært fodboldsproget. Kendte fraserne, flosklerne, metaforerne. Kunne snakke med. Forstod hvad de sagde, spillerne - også når de ikke sagde noget. Havde accepteret, at æren for store solopræstationer altid skal tilskrives holdet, og så videre. Kendte ligesom den kode, som fodboldspillerne benyttede sig af. Og man troede, naivt, at den stort set kunne oversættes til andre sportsgrene.
Men dette års Tour de France har afsløret noget andet. Cyklingen har sit eget sprog og sin egen kode. Eller måske rettere: Med årets besynderlige Tour har cyklingen fået det.
Sprogets professorer kan sikkert forklare os, at udviklingen skyldes et sfæresbrud. Cykelreportere og andre kendere taler om, at tavshedens kode blev brudt i dette års udgave af den franske klassiker. Alle vidste i mange år, at alle talte uden om når snakken faldt på doping. Det fungerede fint - indtil nogen ikke længere kunne tale uden om på den gamle måde, fordi beviserne var for massive. Så sådan set er det det franske politi, der har æren og ansvaret for den sproglige nyskabelse. Den, der er kendetegnet ved, at rytterne fortsat ikke siger hele sandheden. Men nu taler de uden om på en så iørefaldene måde, at teatret - måske - snart er slut. Sproget afslører dem. Det vil det også gøre næste år, og året efter. Derfor følger her en lille guide over de mest brugte nyformuleringer inden for cykelsproget - lige til at klippe ud og gemme.

Den nyklassiske parade
"Jeg er ikke testet positivt." Formuleringen er cykelrytternes nye klassiske parade. Den luftes ved enhver given lejlighed, og især når rytterne bliver stillet ultimativt nærgående spørgsmål om deres brug af doping. Svaret er i sig selv sandsynligvis sandt, men det er ikke et sandt svar i selve konteksten - det undviger substansen i spørgsmålet.
Svaret gør det muligt for både spørger og svarer at spille teatret - parterne lader som om, de taler ærligt ud om det der farlige doping, men i virkeligheden bliver intet sagt. Dermed er svaret, og ikke mindst spørgerens accept af det, et udtryk for at tredjeparten, det være sig en seer, læser eller lytter, bliver bedraget. Et bedrag, der er baseret på en gensidig overenskomst mellem spørger og svarer - og måske med tredjepartens accept. For i virkeligheden er vi alle sammen efterhånden lidt trætte af de der afsløringer. Hvad gør det, at rytterne er dopede? De kunne jo ikke køre så hurtigt op over alle de bjerge, hvis de ikke puttede noget krudt i årene. "Jeg er ikke testet positivt" skal derfor ikke bare berolige sponsorerne, legitimere spørgeren og redde rytteren. Det skal også ses som forsøget på at undgå, at der opstår en radikal krisesituation, hvor sporten og miljøet omkring den bliver nødt til at korrigere og ændre adfærd - hvilket vil gøre sporten mere sportslig, men knapt så underholdene. Med "Jeg er ikke testet positivt" har cykelsporten fået en kommentar, som seeren, lytteren, læseren kan grine indforstået af. Vi ved jo godt, hvad de i virkeligheden mener. Og vigtigere og alvorligere: Med det grin er vi med til at bevare status quo.

Ærligt mente undvigelser
Presset på cykelsporten blev så voldsomt, at også denne nyklassiske parade periodisk faldt. Derpå opstod en ny undvigemanøvre: "Jeg holder af en ren sport." Et svar, der ligger i umiddelbar forlængelse af ovenstående, men undvigemanøvren er mere raffineret. Det præsupponeres, at man ikke kan være dopet, hvis man holder af en ren sport. Det er selvfølgelig noget sludder. De fleste alkoholikere ønsker for eksempel at være ædru, men har svært ved at forblive det. "Jeg holder af at være ædru" indikerer ikke, at man er det - snarere viser erkendelsen, at man er det for sjældent.
Svaret "jeg holder af en ren sport" rummer en dyb smerte. Rytteren, der bruger denne undvigemanøvre mener det - han holder af en ren sport og foragter den dopede og beskidte sport. Men han føler sig magtesløs over for menageriet. Ganske vist har han et stort personligt ansvar, men det er spillet ham af hænde, føler han. Presset er blevet for stort, alle de andre gør det, derfor gør jeg det også - men jeg holder af en ren sport og jeg kan huske dengang, da vi ikke brugte der her skidt. Det kan du også, kære spørger, så skal vi ikke dvæle lidt ved det i stedet.
"Jeg holder af en ren sport" en dybest set en nostalgisk betinget nødløgn. Svaret viser, at rytteren længe har bedraget sig selv og at det gør for ondt at erkende det. Så længe rytteren ikke følger svaret op med erkendelse og ændret adfærd vil bedraget vokse dag for dag. Nettet vil stramme sig - indtil han siger: "Jeg holder af en ren sport, derfor dropper jeg dopen." Og så er han sandsynligvis færdig som gårdsanger og bliver isoleret fra miljøet, der ikke kollektivt er nået til samme erkendelse.

De gode gamle dage
En hel række af sproglige eksempler kan placeres i samme kategori. "Det her behøver jeg ikke finde mig i" og "vi bliver behandlet som kriminelle" er de to hyppigst brugte eksempler fra kategorien, der skal forsøge at få spørgeren til at vende tilbage til situationen før doping-spøgelset sprang afgørende ud af skabet.
Ofte ser man svarene fra denne kategori brugt som sidste trin i en retorisk tre-trins raket. Først kommer "jeg er ikke testet positivt". Derpå "jeg holder af en ren sport." Og endelig "det her behøver jeg ikke finde mig i." Dermed kan rytteren gennemføre en hel samtale og angiveligt svare fyldestgørende uden at afsløre sig selv. Samtalen bevæger sig fra det logiske til det følelsesladede - "vi bliver behandlet som kriminelle" - og dermed søger rytteren i stigende grad spørgerens sympati.
En raffineret teknik, der gør, at der yderst sjældent, at ryttere i dag presses længere til end her. Hvis sandheden i cykelsporten skal frem, så forudsætter det, at spørgeren gør vold på sig selv og stiller det ubehagelige spørgsmål "hvorfor skal du ikke finde dig i det," eller returnerer med "jamen, du er jo måske også kriminel." Men så er normalkoden brudt så voldsomt, at vi er ude af journalistikken og ovre i kriminalafhøringen. Det sidste kræver beviser, og at samle dem ind forudsætter, at spørgeren aktivt og på eget initiativ gør sig usolidarisk med sporten. Det sker næppe.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu