Læsetid: 4 min.

Dagen gik sin gang

25. august 1998

Refrainsangerinden Raquel Rastenni må være kandidat til
en renæssance

NEKROLOG
Jamen, sådan var det altså dengang, der virkelig var grammofoner til, rejsegrammofoner, en kuffert til at klappe op og i, til at tage med rundt. En velvoksen "walkman", længe før Sony havde tænkt på at opfinde walkman'en. Men ikke noget med remotecontrol dèr. Grammofonen - til at trække op med et lille håndsving - skulle serviceres ved personlig betjening. Når et nummer nærmede sig slutningen, slap pigen sin betuttede dansepartner og løb hen til grammofonen og trak op, så den var klar til næste nummer.
Man kunne godt regne med, at en trediedel af alle 78-pladerne var med Raquel Rastenni, en anden trediedel med Gustav Winckler, resten fordelte sig på øvrige solister. Hvis sangstemmen begyndte at skratte, skulle der skiftes nål. Ellers ville den slidte nål pløje sig gennem pladen, så man til sidst kunne høre begge sider på én gang.

Lykken i Malling
Menneskealdre siden, men dog var Raquel Rastenni aktiv helt frem til slutningen af 80'erne. Hendes karriere begyndte i 30'erne. Hun nåede at indspille 5-700 numre.
Selv stiftede jeg første gang bekendtskab med hendes musik, da jeg sad på 3. række i Malling Bio. En pige, der hed Irma, som alle drengene var vilde med, kom forbi bagved. Hun rev min hue af og dunkede mig oven i hovedet. I det samme spillede musikken et nummer, der hed Prøv at forstå, når lykken banker på. Jeg tog det helt bogstaveligt - og rødmede til begge ører.
Sådan har man sine nostalgier.
Man siger, at kunst er karakteristisk ved at være for evigheden, mens popmusik kun har døgnfluestatus.
Jeg vil dog æde en af mine gamle Rastenni-plader på, at mange voksne og modne mennesker endnu har Raquels sange hængende i ørerne, også efter, at mangen makedonsk digtsamling eller mangt et dansk teaterstykke forlængst er glemt. Selv husker jeg ganske tydeligt disse linjer:

Dagen går sin gang
med længsel og sang

Derpå følger nogle linjer, jeg ikke kan huske, men så kommer omkvædet, refrainet, som alle kunne synge med på:

Hele ugen alene
uhu-uhu
to er bedst sku' jeg mene
men hva' si'r du

En meget enkel tekst, som leder tanken hen på Billie Holidays:

Uh-uh-uh
what a little moonlight
can do
to you

En tekst behøver ikke være dyb for at fungere, bare den er sand, sangbar og stemningsfuld.
Raquel Rastenni huskes især for to sange, Vovsen i vinduet og Hele ugen alene... men mange vil også kunne nynne med på f.eks. Har du solskin i dit hjerte, Her i vores hus er glæde, her i vores hus er fest eller Her kommer mutter med kost og spand, den sidstnævnte en påmindelse til travle husmødre om, at der er andet her i livet end rengøring.
Mens andre schlagersangere og -sangerinder drømte søde drømme om at blive repræsenterede i Giro 413, lytternes ønskeprogram, flyttede Rastenni ind i programmet for at blive. Her kom hun til at bo dør om dør med Gustav Winckler, der ligesom hun konstant havde to eller flere numre på. Rastenni fik en guldplade for "Hele ugen" i 1957 for et salg på 120.000 eksemplarer. Hun sang også hebraiske sange til fordel for Israel. Der går anekdoter om, hvordan hun under krigen udfordrede nazisterne, når hun sang - og til sidst måtte hun flygte over sundet til Sverige.

Nedladenhed
Finkulturen har sine egne paradigmer, sine værdisæt og -kriterier. Tekster skal være originale, personlige i formsproget, klichéer er bandlyst, og indholdet skal være langtidsholdbart. Populærmusikken har nogle andre, som ikke desto mindre også stiller store krav til udøveren, til timingen, foredraget, fraseringen og selve valget af passende sange.
Det er ikke sådan, at anything goes. Slet ikke.
Jeg har altid undret mig over den nedladenhed, grænsende til foragt, mange intellektuelle og kunstnere havde og har over for populærmusikken. At være refrainsangerinde regnedes ikke så fint som at være jazz- eller operasangerinde, hvilket skulle være mere teknisk, emotionelt eller på andre måder krævende.
Denne æstetiske idiosynkrasi kan vel forklares ud fra en tese om, at for at vælge kunstnerisk kvalitet, må man vælge noget andet fra. Hvis man kan lide noget, må man hade noget...
Med tiden er holdningen dog blødt op. Dan Turèll gav Gustav Winckler det blå stempel, Erik Thygesen John Mogensen, Lars von Trier og Vagn Lundbye Morten Korch, osv. Endog Anders And blev på et tidspunkt stueren i kloge kredse. Man kunne dog nok ønske sig, at folk selv kunne finde ud af det - uden at skulle have mere illustre navne til at sige god for udtrykket.
Raquel Rastenni, der - sympatisk - beskyttede sit privatliv så effektivt som Greta Garbo, døde dagen før sin 83-års fødselsdag. Der må være basis for et box-sæt til julehandelen. Og for en Rastenni-fanklub.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her