Læsetid: 5 min.

Alle danske, alle mand som én?

21. august 1998

Eftertidens myte om Besættelsens idylliske fællesskab og modstand 1940-45 kortlægges gennem et halvt århundrede - og punkteres historie

Her er et historisk paradoks. Ingen anden periode i dansk historie er blevet begunstiget med flere midler, større interesse og udforsket mere grundigt end de fem såkaldt forbandede år 1940-45. Ingen periode er behandlet så intenst i fiktionens form af forfattere og på film. Og dokumentarisk på tv. Alligevel har resultaterne af en så intensiv indsats - videnskabeligt og kunstnerisk - været forgæves, når det gælder om at formidle hele det virkelighedsnære billede af denne periode til den brede befolkning.
Den kollektive erindring - oplevelsen og bevidstheden om besættelsestiden - er fortegnet og forkert. I stedet er myterne blevet dyrket om det store nationale sammenhold og modstandsbevægelsens betydning. Med tiden har man på de nationale mindedage - det der kaldes officielle kommemorationer - kunnet forledes til at tro, at i virkeligheden vandt Danmark Den Anden Verdenskrig - med lidt hjælp fra De Allierede.
Så galt er det ikke. Men det er udviklingen bag dette paradoks, som de to historikere fra Roskilde Universitetscenter professor, dr. phil. Claus Bryld og lektor Anette Warring, har sat sig for at kortlægge i deres bog Besættelsestiden som kollektiv erindring. Historie og traditionsforvaltning af krig og besættelse 1945-97.

Brugen af historien
Det er ikke en bog om, hvad der faktisk skete under besættelsen. Det er en bog om, hvordan besættelsestiden er blevet oplevet og brugt i de godt 50 år i efterkrigstiden. Med andre ord er der tale om en bevidsthedssociologisk undersøgelse.
Den er et led i et større forskningsprojekt om historieformidling i samfundet, finansieret af Det humanistiske Forskningsråd og med Danmarks Lærerhøjskole og RUC som hovedaktører.
De såkaldte bevidsthedssociologiske og mentalitetshistoriske undersøgelser, som de seneste par årtier har optaget stadig flere historikere, er et omstridt og uklart forskningsfelt. Hvad er egentlig genstanden? Hvordan iagttages og 'måles' bevidsthedsfænomener i fortiden? Hvad er hvad? Skæg og snot og virkelighed?
Her er det lettere end i andre historiske perioder. Der findes et rigt skriftligt materiale fra aviser, ugeblade, tidsskrifter, over skolebøger til doktordisputatser og andre videnskabelige udredninger. Her er desuden uofficielle og officielle kommemorationer, fra stearinlys i vinduerne, mindeplader og museer, over politikertaler og statsbesøg, til mindedage og monumenter. En ritualisering og gradvis stivnen og ensretning af den kollektive erindring, der udhuler det reelle historiske indhold.
Ved at fokusere på opfattelsen af besættelsestiden i tre dimensioner - den politiske, den æstetisk-emotionelle, der betegnes som mindekulturen, og den læringsmæssigt-videnskabelige - søger forfatterne at følge det bevidsthedsmæssige skred, der er sket gennem et halvt århundrede, selv om de tre dimensioner ikke altid kan holdes skarpt adskilt.

Provokerende resultat
Kildematerialet - grundlaget - er mere solidt end i så mange andre undersøgelser på dette flydende felt. Resultatet er overbevisende og provokerende. Koncensus-opfattelsen af besættelsestiden har sejret: Vi var alle i samme båd. Politikere, modstandsbevægelse og det store, brede folk - med nogle få undtagelser som nazister, tyskerpiger og stikkere. Alle vi danskere var modstandere af tyskerne næsten fra begyndelsen. Blot udtrykte vi forskellige former for modstand - et lille mindretal meget aktivt med sabotage og illegale blade, flertallet passivt. Men der var dog tale om modstand.
Over for den opfattelse står den modsatte - den der er kaldt konflikt-opfattelsen.
Den fokuserer på de modsætninger i samfundet, der blotlagdes og opstod i disse fem år og fremkaldt af besættelsen. Ideologiske, nationale, politiske og økonomiske modsætninger. Mellem partierne, i fordelingspolitikken, i erhvervslivet, mellem forskellige samfundsgrupper. Om holdningen til tyskerne - tilpasning og samarbejde eller modstand.
I den rent fagligt-videnskabelige litteratur baseret på solid empiri siden 1970'erne og i dele af skolebøgerne har denne konflikt-opfattelse sejret. Men den forkerte koncensus-opfattelse med dens patriotisk-harmoniserende idyl-udlægning har alligevel sejret i den kollektive erindring, dvs. hos danskerne generelt, og i den officiøse udlægning, hævder bogen
Det er sket i takt med den politiske udvikling i efterkrigstiden med de gamle politikeres behov for at tilpasse billedet af deres adfærd i krigens og besættelsens første år til eftertidens krav, ideen om det samarbejdende folkestyre og udbruddet af Den kolde Krig.

En ønsket fortid
Når denne opfattelse har slået rod i den kollektive erindring, skyldes det utvivlsomt, at dens frø reelt blev sået i vinteren 1945, da repræsentanter for de gamle politikere og for deres tidligere modstandere i modstandsbevægelsen - på såvel højre som venstre fløj - enedes om at gå sammen i befrielsesregeringen trods forskelle i opfattelse og mål. Derefter tog de gamle politikere over fra nybegynderne, og myten om det idylliske fællesskab voksede. En ønsket fortid blev skabt til en eftertids officielle behov. Det er provokerende, men stort set korrekt.
I virkeligheden kunne politikernes og dermed hovedparten af administrationens og store dele af befolkningens holdning under besættelsen udtrykkes billedligt - som det blev gjort i et læserindlæg her i bladet ved 40 års jubilæet i maj 1985: Vi sad på gærdet og kiggede på slagsmålet - og hoppede ned på den rigtige side på det rigtige tidspunkt, dvs. da vi kunne se, hvem der ville vinde. Det var efter august 1943.
I maj 1945 var alle danskere frihedskæmpere og gode demokrater, eksempelvis også de store erhvervsfolk der som A.P. Møller, Knud Højgaard og Gunnar Larsen i 1941 ville erstatte det foragtede demokrati med et korporativt styre af "landets bedste mænd" - dvs. sig selv - men som i krigens sidste fase hemmeligt lod modstandsbevægelsen tilflyde millioner af kroner.

Punkterede myter
Denne kritiske analyse og udvikling af vor kollektive erindring om besættelsen er tiltrængt og overbevisende. Den afslører en stor officiel løgn og efterlyser dels et opgør med denne løgn, dels en større kritisk forskningsmæssig syntese om disse fem år. Det siger noget om danske historikeres manglende gennemslagskraft, trods solidt empirisk arbejde med kritiske og afslørende elementer og endda pænt store oplagstal for flere af de vigtigste videnskabelige arbejder.
Ved fremkomsten af kommunisten Hans Scherfigs store roman Frydenholm i 1963, hævdede professor Hal Koch - socialdemokrat og tilhænger af samarbejdspolitikken frem til 29. august 1943 - at den gav det bedste samlede billede af, hvad der foregik i Danmark under besættelsen, trods dens politiske énsidighed. Det var før den massive udforskning af perioden, men karakteristikken er stadig ikke helt forkert. I hvert fald er den et nyttigt modstykke til den kollektive erindring om disse år, som vi her præsenteres for.
Historiske myter skal punkteres og officielle løgne afsløres. Det gør Bryld og Warring overbevisende i denne nødvendige bog. Spørgsmålet er, hvor meget den vil slå igennem.

*Claus Bryld og Anette Warring: Besættelsestiden som kollektiv erindring. Historie- og traditionsforvaltning af krig og besættelse 1945-1997. Roskilde Universitetsforlag. Ill. 561 s., 298 kr. Udkommer i dag

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her