Læsetid: 3 min.

Digtere på sokkel

1. august 1998

KALENDER
LITTERÆRE manifester skal man tage med et gran salt eller en hel teskefuld. De kan være historiske dokumenter om en tidsånd, en digterskole eller en enkeltpersons galskab i opgøret med tidens politiske korrekthed, som da Johannes Jørgensen i sit tidsskrift Taarnet i 1893 formulerede symbolismens program. Dér fældes kategoriske domme over naturalismen som var det logiske konklusioner. "Den sande Kunstner er derfor nødvendigt Symbolist." Frækt og forfriskende, selv om friskhed ikke lige er det ord, der kom til at kendetegne hans egen digtning.
Han er tydeligvis inspireret af den samtidige franske kritiker Remy de Gourmont (1858-1915) og hans overmodige ord, der blev citeret i tidsskriftets første nummer:
"For Øjeblikket er der to Klasser af Kunstnere: de, som har Talent - Symbolisterne, og de, som ikke har - de andre."
En barsk betragtning, der svarer meget godt til hans fysiognomi, at dømme efter det monument, der af form som en ægyptisk mumiekasse serverer hans hoved på en sokkel i byparken i Coutances på Cotentin-halvøen. Et tungt hoved med stiliseret hageskæg og under den runde skaldepande et par kritiske øjenhuler og en kraftigt optrukket, sensuel mund. En kunstnerisk forenkling, meget vel svarende til de citerede ord.

DER ER MANGE impulser til litterære betragtninger i Frankrig, hvor man i udstrakt grad ærer sine forfattere, ikke kun med skulpturer og mindestuer. Remy de Gourmont har også fået en parkeringsplads i Coutances, der gavmildt åbner sig for 180 køretøjer.
Selvbevidstheden og troen på, at kunstnerens sjæl intuitivt afdækker omverdenens betydninger og sammenhænge, ligger også i hans dictum, "Verden er mit billede. Jeg ser kun det som er. Det som er, er det jeg ser." Ellers nærmest en formel for solipsisme, der opfatter jeget som det eneste eksisterende.
Han så dog ganske meget i sin omfattende produktion af romaner og såkaldt "magiske historier", digte, essays, bøger om middelalderlatin, æstetik, kulturhistorie og adskillige bind litterære promenader, der inspirerede bl.a. T.S. Eliot og Ezra Pound. Han var med til at grundlægge tidsskriftet Mercure de France fra 1889, hvor han havde rig lejlighed til at parkere sine uforgribelige meninger, der opnåede ikke så lidt smidighed.

EN ANDEN mester i nok så stivsindede holdninger var den ældre Barbey d'Aurevilly (1808-89), der i kritiske skrifter utvetydigt og omhyggeligt skelnede mellem venner og fjender, selv om han ikke frakendte de sidste talent. En betydelig, men også naragtig skikkelse, der investerede summer i påklædning og livsstil for at blive medieomtalt som ekstrem elegant dandy. Han satte i sine romaner og noveller virkeligheden på spil ved at dyrke det diabolske, fascineret af den underliggende rædsel for sammenbruddet, i spændvidden mellem den polerede overflade og ondskabens dyb. Det fremgår, at især kvinderne er i en sådan fare. Til dansk oversattes i 1886 romanen Junker des Touches, om det modrevolutionære og royalistiske Chouan-oprør i Nordvestfrankrig, som også Balzac havde viet en roman i 1829. Det er en egn, Barbey d'Aurevilly var fortrolig med.
Vi møder ham nord for Coutances ved slottet i
Saint-Sauveur-le-Vicomte, hans fødeby, der også spenderer et museum på ham og har givet ham det flotte gravmæle på den anden side af slottet. Men foran atter en digterbuste. Selveste Rodin har skulpteret ham med en stolt hovedrejsning og en fugl i nakkehåret! Ikke en af de sædvanlige duer, der nyder udsigten fra alverdens digterhoveder, den blev siddende i bronze uforstyrret af kameraet.

AF litteraturhistorikere omtales Barbey d'Aurevilly med respekt for hans kunstneriske kvalitet og adskillig skepsis for den hovmodige indstilling, han promenerede i beundring for det stærke individ og den slags pinlig præfascisme. Han var alt for forfinet til at blive hjemstavnsdigter, men i lokalområdet dyrkes han med stolthed som skildrer og bruger af egnens natur og lokalhistorie og som skaber af en ny bevidsthed om 'stedets poesi', som i nutiden atter er aktualiseret.
I museet vises nogle af hans klæder. På sine gamle dage yndede han at iføre sig en stiliseret hyrdekappe som tribut til det område, vi nu kører igennem for at se verden i vore egne interessers ærinde - og for at se det, som er, og som gang på gang forbavser os ved at være ganske anderledes end de historier, vi kender i forvejen. Der er mængder af digtede landskaber, som forener sig med de reelle. Symbolerne står parat i buskadser og parker, men lytter man, forlanger landskaberne at være til på deres egne vilkår og ikke kun som sjælstilstande. Den sande rejsende er ikke nødvendigvis symbolist.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her