Læsetid: 7 min.

En diktator træder frem

24. august 1998

En diplomatisk krise mellem Vesten og Hviderusland har sat fokus på landets præsident, Aleksandr Lukasjenko, som sten på sten bygger et nyt diktatur i Europa

Tidligt i juni kom rørlæggerne til boligkomplekset Drosdy i hovedstaden Minsk. Beboerne - blandt dem 22 udenlandske ambassader - fik ordre fra myndighederne til at forlade deres lejligheder. Den opgivne årsag: De sanitære forhold var ikke i orden.
Trods diverse klager og udsættelser er ambassaderne nu én efter én blevet tvunget ud af Drosdy. "Vi kan ikke bringe diplomaternes sundhed i fare", insisterede Hvideruslands udenrigsminister. Sundhedsfaren blev dog næppe mindre af, at præsidentens mænd samtidig lukkede for strøm og vand.
Hvad der var Lukasjenkos plan med at fremprovokere, hvad der nu kaldes 'kloak-krisen', er endnu uklart. Måske vil han straffe repræsentanter for stater, der er kritiske over for præsidentens styreform.
Lukasjenkos ønske om at frigøre området til eget, privat brug bliver også nævnt som en mulig årsag. I sidste uge kom det frem, at bygningsarbejdere er i fuld gang i Drosdy, og at komplekset skal være ny residens for Lukasjenko. Samtidig meddelte præsidenten, at han havde fundet frem til flere end 20 boliger af høj kvalitet, som de udsmidte diplomater kunne vælge imellem.
"Værsågod, fru Albright og hr. Kinkel. Forslagene ligger på bordet", sagde Lukasjenko med henvisning til den amerikanske og tyske udenrigsminister.
Uanset hvad hensigten var, er det lykkedes Lukasjenko at få placeret sit land i den internationale paria-kategori. Diplomater fra USA, Storbritannien, Tyskland, Frankrig, Japan og andre lande er blevet hjemkaldt. I sidste måned valgte en række vestlige lande, herunder EU-landene og USA, at erklære godt 100 hviderussiske politikere og regeringsembedsmænd uønskede - herunder præsidenten selv.

Kolkhos-leder
Det er højst usikkert, om selv sådanne virkemidler vil få Lukasjenko på bedre tanker. Præsidenten har allerede ved en række anledninger vist, at han ikke bekymrer sig særligt om, hvad omverdenen tænker om ham.
Aleksandr Lukasjenko kom til magten i sommeren 1994. Den tidligere leder af en kolkhos, et kollektivlandbrug, havde været parlamentsmedlem siden 1990 og var blevet kendt og omstridt som formand for parlamentets anti-korruptions-udvalg.
I sin populistiske valgkamp i 1994 lovede han at bekæmpe den galopperende inflation, slå hårdt ned på kriminalitet og genoprette de nære forbindelser med de andre tidligere sovjet-republikker. Enkelte af hans udsagn vakte allerede dengang bekymring: Blandt andet roste han offentligt Adolf Hitlers og KGB-stifteren Feliks Djersjinskijs lederevner.
Som præsident kom Lukasjenko hurtigt i klammeri med parlamentet, Den Øverste Sovjet. En serie konfrontationer nåede sit højdepunkt i 1996, da Lukasjenko forlangte grundloven ændret på en række punkter - bl.a. krævede han sin egen regeringstid forlænget fra fem til syv år. Ikke overraskende afviste parlamentet at imødekomme dette krav. Lukasjenko reagerede ved at udskrive en folkeafstemning, som blev holdt i november 1996.
På trods af meldinger om alvorlige uregelmæssigheder ved afstemningen, insisterede Lukasjenko på at have vundet, og han iværksatte sit statskup, opløste parlamentet og etablerede et nyt, fyldt med egne lakajer. Samtidig sikrede han sig, at hans egne folk fik flertal i forfatningsdomstolen.
Kort tid efter erklærede Europarådet i en protest, at præsidenten havde brugt ulovlige metoder for at øge sin magt.

Back to the USSR
Det er fristende at hævde, at kommunismens tragedie i Hviderusland gentager sig som komedie. Men selv om intelligentsia'en græmmes, når præsidenten gang på gang giver anledning til ufrivillig komik, så er landets skæbne nok engang tragisk. Bid for bid genoprettes den gamle sovjetiske samfundsorden:
nSymbolerne er tilbage: Allerede i 1995 gjorde Lukasjenko krav på sejren i en folkeafstemning, hvor befolkningen skulle sige ja eller nej til en genindførelse af de hviderussiske statssymboler, blandt andet flaget, fra Sovjet-tiden.
nØkonomien er kun i ringe grad blevet liberaliseret, og præsidenten presser på for at få gennemført en renationalisering af de få virksomheder, der er privatiseret. Fabrikkerne producerer fortsat varer, som er af ringe standard og som ingen vil købe. Udenlandske investeringer er lig nul. Den officielle statistik er igen blevet et propagandaredskab: Regimet hævder således, at landet i 1996 havde en økonomisk vækst på mere end ni procent. Og når valutaen styrtdykker klager præsidenten over 'internationale sammensværgelser'.
nBorgernes frihed er gradvist blevet beskåret. Den politiske opposition bliver systematisk forfulgt af KGB (i Hviderusland har man ikke engang ulejliget sig med at give efterfølgeren for det forhadte sovjetiske sikkerhedspoliti et nyt navn), og flere hundrede systemkritikere og fredelige demonstranter er blevet straffet ved domstolene i det seneste år.

Svag opposition
Den politiske opposition mod Lukasjenko er forøvrigt svag og i dag ude af stand til at mobilisere en leder, som vil kunne besejre Lukasjenko i et valg.
Lukasjenkos fortsatte popularitet blandt 'den jævne befolkning' skal ses som resultat af mandens ubestridelige karisma, hans opvækst under ringe kår, som får folk til at se ham som en af 'deres egne', befolkningens politiske umodenhed samt den kendsgerning, at levestandarden - selv om den er dalet - fortsat af mange opleves som bedre end i Rusland efter chokterapien.
I oppositionen er det den nationalistiske Folkefront, der tiltrækker sig mest opmærksomhed. Denne organisation spiller imidlertid ingen væsentlig rolle. Formanden, Sianon Pasniak, er kontroversiel - blandt andet har han på Hvideruslands vegne fremsat territorielle krav over for flere nabolande. Det er desuden hæmmende for aktiviteten, at han i dag befinder sig i politisk asyl i USA.
Flere internationale bistandsorganisationer har følt sig presset til at forlade Hviderusland. Censuren er vendt tilbage i medierne, og oppositionsaviser er blevet lukket. De dominerende aviser er nu alle statsejede og deltager i opbygningen af en personkult omkring Lukasjenko.
På nationaldagen i juli bar atletiske unge mænd præsidentens portræt, mens raketter, panserkøretøjer og traktorer blev fremvist på bedste sovjet-vis.

Planen om en ny union
Et fremtrædende træk ved Lukasjenkos politik er hans iver efter at lade sit land reintegrere med Rusland til et nyt Sovjetunionen.
Den genlyd, forslaget har vakt i den hviderussiske befolkning, kan forklares med, at landet står Rusland nær i et og alt:
Hele 90 procent af hviderusserne bruger det russiske sprog i daglig tale. 13 procent af indbyggerne er af russisk nationalitet. Mere end halvdelen af landets officerer er russiske statsborgere.
Rusland står for 80 procent af Hvideruslands udenrigshandel, 90 procent af energien og 80 procent af råvareforsyningen. Hviderusland, som har 10 mio. indbyggere og grænser til Rusland, Letland, Litauen, Polen og Ukraine, har ingen forhistorie som uafhængig stat og ingen demokratiske erfaringer.
En række aftaler om integration er allerede blevet underskrevet af Lukasjenko og hans russiske kollega, Boris Jeltsin.I foråret 1996 indgik de to præsidenter endda en aftale om oprettelse af Unionen af Suveræne Stater. Den på papiret meget vidtrækkende aftale fik på russisk forkortelsen SSR - kun ét bogstav adskilte den fra Sovjetunionens bogstavbetegnelse USSR.
Men SSR-aftalen var fra Boris Jeltsins side åbenbart fortrinsvis indgået med det formål at stjæle stemmer fra hans kommunistiske konkurrent, Gennadij Sjuganov, i præsidentvalget i juni samme år.
Aftalen har derfor ikke ført til en genforening af de to stater. Boris Jeltsins liberale rådgivere har hidtil holdt ham på en vis afstand af Lukasjenko. En union er økonomisk set for dyr, politisk for uforudsigelig og militær for uklog og unødvendig til, at de ser nogen fordel i at realisere planerne.
Den hviderussiske præsident har ikke lagt skjul på sin irritation over de liberale kræfter i Kreml. Når han skal hygge sig med politiker-kolleger fra nabolandet, inviterer han hellere nationalisterne og de kun svagt reformerede kommunister over.

A-våben-nostalgi
Udenrigspolitisk opererer Lukasjenko efter koldkrigs-tankegangen: 'Min fjendes fjende er min ven'. Derfor har den anti-vestlige præsident fundet allierede i lande som Nordkorea, Iran og Serbien.
I lighed med Rusland er Hviderusland stærk modstander af NATO's østudvidelse. Lukasjenko er imidlertid endnu mere radikal end Kreml, og han har gjort sig til talsmand for oprettelse af en ny forsvarsalliance som modtræk mod NATO's ekspansion.
I slutningen af februar i år gik han endnu længere. I nostalgi over de atomvåben, som Hviderusland opgav efter Sovjetunionens fald, opfordrede han forskerne ved et atomenergi-laboratorium til at "genoptage arbejdet med alle de problemer, som laboratoriet oprindeligt beskæftige sig med".
"Jeg stoler på, at de forstår, hvad jeg mener", tilføjede han.
Der er dog ingen grund til at frygte, at Hviderusland igen vil kunne opbygge et kernevåben-arsenal. Men der er lige så ringe udsigter til, at den hviderussiske diktator vil moderere sig.
Hidtil er det hverken lykkedes for den indre opposition eller internationale organisationer at påvirke Lukasjenko. Europarådet, NATO, OSCE, EU-kommissionen og Verdensbanken har alle forsøgt - men forgæves.
Ifølge den grundlov, som Lukasjenko afskaffede i 1996, skulle det næste præsidentvalg i landet holdes til næste år. Det internationale samfund insisterer på, at valget skal finde sted.
Hvis det faktisk sker, er det fordi, at Lukasjenko - meget muligt med rette - regner med fortsat at have opbakning fra befolkningens flertal. Tanken om frivilligt at afgive magten findes næppe i præsidentens sind.

Sven Gunnar Simonsen er stipendiat ved Institutt for Fredsforskning i Oslo med Rusland og det tidligere Sovjetunionen som speciale.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu