Læsetid: 11 min.

Døbt i vrede

8. august 1998

Vreden - den sjette dødssynds epos, Homers Iliade, står som selve indgangsportalen til Europas litteratur. Men siden har meget ændret sig

Hvor de fleste mennesker ifølge psykiateren Birgit Petersson har vanskeligt ved at indrømme, at misundelse overhovedet er en følelse, de kender fra sig selv, dér forholder det sig omvendt med den sjette dødssynd, ira, vrede. Vreden opleves som så almentmenneskelig og - når vi føler den - også som så berettiget, at vi beredvilligt indrømmer vort kendskab til den.
"Jeg har det fredeligste sindelag," skriver den tyske digter Heinrich Heine i sine Gedanken und Einfälle.
"Mine ønsker består i en beskeden hytte, et stråtag, en god seng, god mad, frisk mælk og smør, blomster uden for vinduet og et par smukke træer foran døren samt, hvis den gode Gud vil gøre min lykke fuldkommen, at han lader mig opleve den glæde, at seks eller syv af mine fjender bliver hængt i disse træer. Rørt om hjertet vil jeg før deres død tilgive dem al den uret, de har begået mod mig i livet - ja, man skal tilgive sine fjender, men ikke før de er hængt".

Tragisk vrede
Heines frejdighed skyldes denne dybtliggende menneskelige fornemmelse af, at vrede kan være fuldt berettiget.
Desuden er der noget grandiost over vreden, som ingen af de andre dødssynder kan præstere. Den klassiske vrede er tragisk. Ødelæggende og forfærdende, men uundgåelig som resultat af de begivenheder, der har udløst den. Selve indgangsportalen til europæisk litteratur, Homers Iliade er viet til denne tragiske vrede.
Vreden, Gudinde! besyng, som greb Peleiden Achilleus/
Rædsomt, og Qvaler i tusinde Tal Achaierne voldte./
Heel mangfoldige Heltes behjertede Sjele den skikked/
Ned til Hades's Hjem, og for Hunde til Rov som for alskens/
Fugle den gav deres Liig, - fuldbragt blev Zeus's Beslutning -/
Alt fra den Stund, Uenighed først og Splid havde reist sig/
Mellem den Ædling Achilles og Mændenes Drot Agamemnon,
hedder det i Chr. Wilsters oversættelse fra 1836. Achilleus, der kæmper sammen med achaierne mod Troja, bliver vred over, at kongen, Agamemnon, kræver den kvinde til sig selv, som Achilleus har vundet som krigsbytte. Ydmyget og rasende nægter han at kæmpe videre - med det resultat at hans ven, Patrokles, dræbes af den trojanske helt Hector, der benytter sig af, at Achilleus er væk. Så er Achilleus' mål fuldt. Hans selvfølelse er først blevet dybt såret af Agamemnon; dernæst har han svigtet sin bedste ven med katastrofalt resultat, og hans vrede, der først kun var et produkt af hans sårede forfængelighed, får nu tilført et mægtigt tilskud fra hans skyldfølelse. Vreden bliver til et ubændigt raseri, og han dræber Hector.

Et vildt bestie
Spoler vi hastigt frem til den anden ende af historien: vort eget århundrede, er det tydeligt, at der er sket noget med vreden. Det 20. århundrede har oplevet to verdenskrige, en teknologisk udvikling, der muliggør masseødelæggelse i et verdenshistorisk nyt omfang, samt en eksplosion i mediedækningen, så vi får daglig underretning bogstaveligt talt om alverdens vold. Vreden har mistet sin tragiske mening, volden er blevet meningsløs.
Det store moderne udtryk for denne erfaring leverer Sigmund Freud, der lige indtil Første Verdenskrig forstod aggression som udelukkende et udtryk for seksuel sadisme. Men krigen fik ham til at revidere denne opfattelse og antage en aggressionsdrift på linje med den libidinøse drift. Op igennem 1920'erne vokser hans desillusion med Hitlers voksende magt, og i 1930, hvor han skriver sit kulturteoretiske essay Kulturens Byrde nærer han ikke længere den store tiltro til sine medskabninger:
"Den grusomme aggression afventer i reglen en provokation eller stiller sig i et andet formåls tjeneste, hvis resultat også kunne være opnået med mildere midler. Men er omstændighederne for aggressionen gunstige og de sjælelige kræfter, der ellers modvirker og hæmmer den, bortfaldet, ytrer den sig spontant, afslører mennesket som et vildt bestie, fremmed for at skåne sin egen art," skriver han.

Djævlens redskab
Imellem de to yderpoler, det antikke Grækenland og det 20. århundrede, befinder sig kristendommen - herunder lastekataloger som dét over dødssynderne og kærlighedsbudet om at elske sin næste, endda sine fjender.
Set med den ældre Freuds desillusionerede øjne holder dette imidlertid ikke til det 20. århundredes klima.
"Hvis jeg skal elske ham med [en altomfattende kærlighed], blot fordi han er et væsen på denne jord ligesom insektet, regnormen og snogen, så frygter jeg, at der vil tilfalde ham en ringere andel af kærligheden og umuligt ligeså meget, som jeg med fornuften som målestok er berettiget til at beholde for mig selv".
"Og hvad hvis denne fremmede snarere udforder Freuds fjendskab, ja hans had?" spørger han. Hvis han ikke viser den mindste kærlighed over for ham, eller den mindste smule hensyn? Hvis han ikke betænker sig på at skade ham, når det kan gavne ham selv, uden at stille spørgsmålstegn ved, om den nytte, han opnår, modsvarer den skade han tilføjer Freud?
"Ja, han behøver end ikke at have nytte af det; hvis han blot kan tilfredsstille en eller anden lyst, har han ingen betænkelighed ved at spotte mig, fornærme mig, bagvaske mig eller demonstrere sin magt, og jo tryggere han føler sig, jo mere hjælpeløs jeg er, desto sikrere kan jeg være på en sådan opførsel over for mig fra hans side," mener den gamle.
"Enhver af os når dertil, at vi må lade de forventninger, vi i vores ungdom knyttede til vore medmennesker, falde som illusioner og erfare, hvor vanskeliggjort og smertefuldt vores liv er blevet på grund af deres onde vilje," konstaterer han bittert.
Langt snarere ville Freud sikkert tilslutte sig de dele af den religiøse litteratur, der betragter vreden som en af de værste dødssynder. Augustinermunken Johannes Gregorius mener således, at frådseri, nydelsessyge og ladhed er synder, der stammer fra legemet, mens han udnævner vrede til, sammen med hovmod og misundelse, at være selve djævelens redskab.
St. Edmond of Pontigny kalder i sin Speculum Ecclesiae ladhed pinefuld, anser nydelsessyge for at være slavebindende og griskhed og frådseri for at forhekse og narre mennesket. Men de tre øvrige dødssynder fremmedgør et menneske fundamentalt: hovmod skiller det fra Gud, misundelse fra dets næste - og vreden skiller det fra sig selv.
Homo homini lupus, konstaterer Sigmund Freud. "Det ene menneske er en ulv mod det andet".

Hverdagsvrede
Homer og Freud beskriver de voldsomme kræfter, der er på færde i vreden, når den bryder ud uden hæmninger. Men de samme affekter, der kom til udbrud hos Achilleus og og i verdenskrigenes masseslagtninger, lurer også lige under vores hverdagsoverflade i mindre dramatiske former.
Det mener i det mindste den engelske journalist Lesley White, der direkte argumenterer for, at vreden er en last hos mange moderne mennesker, at de er afhængige af med korte mellemrum at ryge i totterne på hinanden. I Whites fremstilling knyttes dette sammen med det moderne storbylivs fart, arbejdsbyrde, stress og jag. Men også med, at vrede giver status, sætter den vrede person i respekt og reducerer andre til tjenende ånder. Som eksempel citerer han en kvindelig advokat i trediverne.
"Jeg arbejder meget hårdt," siger hun. "Udefra må jeg ligne en lykkelig, omend lettere frenetisk, kvinde i trediverne - en dejlig mand, to søde børn, gode venner, et hus på landet og en lejlighed i byen. Men jeg er vred det meste af tiden uden nogen speciel årsag. Eller af hundredevis af årsager, såsom at jeg aldrig har tid til at være i fred. De eneste pauser, jeg nogensinde får, er, når jeg har influenza. Og jeg har lagt mærke til, at jo mere jeg gør karriere, desto vredere bliver jeg. Det skyldes dels perfektionisme, at jeg både vil være en perfekt advokat og en perfekt mor, samtidig med at mine forpligtelser til begge sider vokser og vokser og æder sig ind på hinanden. Men til dels skyldes det også, at jeg i stigende grad bliver intolerant over for folk, der ikke gør sig lige så stor umage som jeg selv. Hvis jeg går på restaurant, vil jeg have ordentlig service; hvis jeg ikke får det, ringer jeg dagen efter til indehaveren eller køkkenchefen og klager."
"Første gang jeg blev vred, tabte jeg besindelsen over for en yngre kollega, der var trodsig og irriterende. Han blev så chokeret, at han blev stum og gjorde, hvad jeg sagde. Det bekræftede mig i, at en direkte konflikt altid virker, og jeg følte ikke nogen skyld bagefter. Nu behersker jeg mig ikke, hvis jeg bliver tosset. Jeg har spekuleret over, om jeg burde aflægge denne vane med at blive rasende, men man kan heller ikke være offer, man må stå på sin ret."
Det sidste, følelsen af at være et offer hvis man ikke afregner kontant med omgivelserne, er måske forstærket hos kvinder men ikke forbeholdt disse.
"Hvis jeg trækker mig ud af et skænderi, føler jeg mig ikke som Gandhi men som en kujon," erkender en yngre forretningsmand.

Den gode vrede
Jacques Gauguin, læge på Rehabiliterings- og Forskningscentret for Torturofre er imidlertid ikke enig i Whites beskrivelse af vores samfund som åbent aggressivt.
"Når aggressionen i vort samfund kommer ud i mere eller mindre bizarre hverdagssituationer, så hænger det sammen med, at vi i høj grad undertrykker vreden. Jeg tror, at dette er hovedårsagen til, at der er så mange psykoterapeuter i Vesten," siger han. "Vi forsøger at stoppe vreden, hvor den ytrer sig, i stedet for at tage imod den, give den lov til at fylde lidt mere, tage den alvorligt og lytte til den. Vi øger risikoen for affektudbrud ved hele tiden at ville undertrykke vreden. Vi burde i stedet lære at forstå vreden som en uartikuleret kanalisering af utilfredshed med noget, der reelt ikke er godt for den, der er vred."
"Vores indtryk af at leve i et voldeligt samfund skyldes i øvrigt også, at medierne fokuserer helt urimeligt på aggression og vrede," tilføjer han.
Det sidste bekræftes af tallene. Ifølge de seneste statistikker fra Rigspolitiet er grov vold således faldet støt siden 1994 (lidt under 4.500 tilfælde) til juni 1998 (lidt over 3.500 tilfælde). Såkaldt 'kvalificeret vold' efter paragraf 245 er faldet fra omkring 500 tilfælde i 1994 til ca. 400 tilfælde i 1998. 'Særdeles grov vold' (paragraf 246) oplevede allerede et kraftigt dyk fra under 100 til tæt på 0 fra 1994 til 1995, og har siden fortsat kurven nedad.

De ultimative ofre
Jacques Gauguin behandler de ultimative ofre for det menneskelige bestie, hvem det ligger fjernt at skåne sin egen art: torturofre. Ovenikøbet torturofre, der har det yderligere problem, at de er flygtninge og skal finde sig til rette i en ny tilværelse.
Og torturofres typiske problemer understreger, at undertrykkelse af vreden ikke er godt.
"Det karakteristiske for torturofre er, at deres vrede over, hvad de har været udsat for, mangler," siger han, og forklarer, at dette er symptom på, at deres personlighed er væsentligt forandret.
"De tvivler på deres berettigede følelser, de vil ikke have dem, de føler ikke, de kan bruge dem til noget."
"Hvis vi andre bliver vrede, får vi en respons fra omverdenen, der står i forhold til det, vi selv giver udtryk for, men i torturen mangler denne sammenhæng. Det mest ødelæggende ved tortur er faktisk uforudsigeligheden," siger han.
"Mange torturofre reagerer ved at fortrænge, hvad de har oplevet. Det kan i situationen være det eneste, de kan gøre, men som ved alle fortrængninger tages den energi, der skal bruges for at holde torturen ude af bevidstheden, fra resten af følelseslivet, så fortrængningsenergien kommer til at dominere handlingsmønstret. Ofrene bliver passive, de kan ikke arbejde, lære sprog, og hvad der ellers kræves af dem i eksilet."
Så i behandlingen af torturofre er et af de terapeutiske mål at få gravet vreden frem, få ofret til at føle, at vreden er berettiget og tilladt. "Vrede er et godt afsæt for handling," erklærer Gauguin.
"Vrede er hverken berettiget eller uberettiget, den er autentisk og virkelig og god nok ud fra den vrede persons forudsætninger. Vanskeligheden ved vreden er, at vi ikke kan have den vildt blomstrende i samfundet," siger han, "men i alle kulturer er balancen mellem både at undgå undertrykkelse af vreden og dens dominans en vanskelig balancegang, der skal forvaltes."

'Vold og lign.'
Hvordan magter så dagens samfund denne balance? Delvis kan den lave voldsrate måske skyldes selvundertrykkelse og latente aggressioner, der kommer ud i andre former. Men kaster vi endnu et blik på Rigspolitiets statistik, får vi et fingerpeg om, at aggressionerne også er ulige fordelt, alt efter hvor i samfundet man befinder sig.
Der er nemlig én form for vold, der er steget drastisk, og det er 'vold og lign. mod tjenestemand' - en kategori, der omfatter såvel ordensmagten som lærere, sagsbehandlere og buschauffører med mere (i det omfang, disse er tjenestemænd).
Og stigningen skyldes ikke kun, at politiet er blevet langt mere konsekvent med at slå ned over for også 'og lign.' end tidligere, siger kriminologen Flemming Balvig.
Dette forklarer en del af stigningen, men derudover findes der i samfundet "en gruppe, for hvem lunten er meget kort, fordi de er trængt og befinder sig i en meget dårlig situation. Dér skal der meget lidt til, før de bliver aggressive. Og det er tit dem, der skal tage sig af dem, det går ud over."
Der, hvor der er sket en stigning i volden, hænger det altså kort sagt sammen med udstødelsen af bestemte grupper fra samfundet.
Her står vi over for en social brutalitet, man ikke umiddelbart finder på at beskrive som vrede, fordi den ligger i nogle overpersonlige samfundsmekanismer - nedlæggelse af ufaglærte arbejdspladser, eksempelvis - men som ikke desto mindre er udtryk for en ligegyldighed og hensynsløshed over for de ramte, der er indbygget i samfundets måde at agere på.
Når tre drenge i 14- til 16-års alderen forsøger at afspore et S-tog ved Islev station ved at smide reklameskilte ned på skinnerne; når en tung jernrist bliver kastet ned på en bil på Hillerødmotorvejen fra en gangbro, ligger det lige for at fokusere på den vrede, man møder hos de udstødte grupper. Men måske er det snarere i den upersonlige samfundsmæssige brutalitet, Freuds vilde bestie skjuler sig i fredstid i et lille fredeligt land.

*Artiklen er den syvende i en serie. De foregående artikler stod i Information den 27. juni, den 4. juli, den 11., 17. og den 25. juli og den 1. august.
I næste uge: Ladhed

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu