Læsetid: 5 min.

Drøm eller svindel i Beirut

29. august 1998

Kritikken hagler ned over ministerpræsident Hariris personlige genopbygningsprojekt i Beiruts centrum - og på Hotel Commodore har de glemt papegøjen fra krigen

BEIRUT - Under Libanons 15 år lange borgerkrig holdt krigskorrespondenter og militsmafiosi til på Beiruts efterhånden mere og mere sønderbombede Hotel Commodore.
Receptionisten fik for vane - med apatisk naturlighed i stemmen - at spørge enhver gæst, der meldte sig ved skranken: "Ønsker De et værelse på granat-siden eller på den fredelige side?"
Mens den nyankomne tjekkede, om pengepungen holdt til en nat uden bomber, kunne han eller hun nyde det hvislende fløjt fra en indkommende granat, perfekt imiteret af hotellets papegøje, der havde sin pind ved siden af receptionisten.
I dag er Hotel Commodore et af Beiruts femstjernede nyistandsatte luksushoteller, hvor glas, bløde terracottafarver og ren, moderne arkitektur har forvandlet både receptionen og det tilstødende brasserie til et behageligt opholdssted for rige forretningsmænd og ditto journalister, der hænger ud i The News Bar over for receptionen. Gulvtæppet i baren er dekoreret med verdens store aviser, og i bageste hjørne står en computer med nyhedsbureauet AFP on line.
Den unge pige i receptionen ser uforstående ud, da jeg spørger, hvad der blev af papegøjen.

Krigen om i baghovedet
"Selv papegøjer dør af alderdom," siger hun og kommer langsomt i tanker om granat-fuglen, som hun og hendes kolleger synes at have glemt med vilje. For nu gælder det fremtiden og fremskridtet, krigen er deponeret i baghovedet som et uønsket minde om en grum fortid.
Men så lyser den unge kvinde pludselig op.
"Faktisk har jeg selv en papegøje derhjemme. Men den siger ikke som en granat. Den siger 'god morgen', 'giv mig et kys' og 'hvad står dollaren i i dag'," siger hun og forsøger at beherske sit fniseanfald.
Også uden for Hotel Commodore er forvandlingen af efterkrigstidens Beirut i gang som en maskine, der kværner i døgndrift. Trafikken bevæger sig i langsomme ryk som en slange i dødskamp, fordi vejspor inddrages til udbygninger, restaureringer og arkæologiske udgravninger.
For en udenforstående ser det hele unægteligt meget effektivt og arbejdsomt ud. Syriske daglejere med gule plastikhjelme pudser facader på nyopbyggede huse, cementblandere kværner, kraner hejser cementblokke op og ned, støvet lægger en uvirkelig film over scenen, og kun ind imellem kan man se arrene fra krigen i form af gennemhullede huse og familier, der sidder på den stump af altanen, der blev tilbage, efter den sidste bombe faldt i 1990.

Skuffede håb
Men lige under overfladen ulmer et nationalt skænderi med ministerpræsident Rafik Hariri i centrum.
Denne rigmand, der siges at besidde værdier for seks milliarder dollars, tilbragte det meste af krigsårene i Saudiarabiens forretningsliv, hvor han byggede sin formue op.
Efter krigen vendte han tilbage båret på en bølge af håb om, at denne Libanons Berlusconi kunne sætte gang i genopbygningen og rette internationale pengestrømme mod det, der engang blev kaldt Mellemøstens Schweiz.
Det er ikke gået helt, som han ønskede, og libaneserne håbede.
Det, der før var byens hjerte, er i dag omdannet til en stor byggeplads forvaltet af Hariris konsortium Solidere. Officielt ejer Hariri seks procent af aktierne i selskabet, men det menes, at hans reelle aktiepost er langt større.
80 procent af de gamle bygninger er revet ned, og ideen er, at investorer, først og fremmest udenlandske, skal opkøbe grunde og opføre deres finansielle hovedkvarterer for Mellemøsten, luksushoteller og banker.

De fattige glemt
Området, Solidere har indtaget, udgør kun otte procent af hele Beirut, og den mangesidede kritik går blandt andet på, at de øvrige 92 procent af byen - og især dens fattigste indbyggere - er blevet fuldstændig glemt, mens penge og fokus uretmæssigt er lagt hos Solidere alene. Ikke mindst takket være Hariris magtfulde politiske position.
"Vil du vide, hvad vi har imod Solidere's projekt?", spørger Assem Salem, der er formand for Sammenslutningen af Ingeniører og Arkitekter og tager tilløb til sit udfald.
"Solidere har fuldstændig ødelagt byens centrum! Området har historisk været det sted i byen, hvor kristne og muslimer levede sammen, men nu er de alle smidt ud, de fleste imod deres vilje, og vi aner ikke, hvem der flytter ind i stedet." "Det passer ikke, at alle de gamle bygninger var så faldefærdige, at 80 procent af dem skulle rives ned. Mange kunne være reddet. Der var masser af middelalderbygninger i området, og det burde have været omdannet til et stort arkæologisk centrum," siger Salem.

En drøm?
Solidere afviser naturligvis anklagerne og foretrækker at se sig selv som et symbol på landets kamp for at blive taget alvorligt.
"Da jeg begyndte at arbejde her for næsten fire år siden, anså jeg hele projektet for at være en smuk drøm, en skør ide. Men nu er det ikke en skørt længere. Drømmen er ved at gå i opfyldelse," siger Vicky Dib, Solideres talskvinde, der viser rundt på Solideres 1,8 millioner kvadratmeter store område.
Og det ser ualmindeligt tjekket ud, når hun i sin lysegrå spadseredragt og sylespidse hæle peger bygninger og ringveje ud med en laser-blyant på plastikmodellen i Solideres hovedkontor, mens ordene vælter ud af hende i et antal, der langt overgår smilene på hendes stramme ansigt. Vicky Dib efterlader ingen som helst tvivl om, at Solidere tager sig selv endog meget alvorligt.
På køreturen ruller vi ned i en vejtunnel, der udgør en del af ringvejen omkring centrum, og Vicky Dib fortæller, at tunnellen er blevet fodret med den mest moderne teknologi.
Udluftningen er optimal, kameraer overvåger trafikken, og lyset tilpasses dagslyset, så bilisternes øjne generes mindst muligt.
Kritikerne mener som Vicky Dib, at Solidere er en drøm, men først og fremmest ministerpræsidentens egen personlige drøm om profit.
Og det ser ikke ud til, at investeringerne vælter ind, som han havde ønsket. Solideres aktier står i en værdi af 11 dollars mod de 18, Solidere havde beregnet på nuværende tidspunkt. Solidere selv forklarer den manglende tillid med den fastfrosne fredsproces i Mellemøsten og den økonomiske krise i Asien, mens andre mener, at problemet skyldes regeringens manglende evne til at administrere landets økonomi.

Økonomisk rod
Det startede med et gevaldigt boom lige efter krigen, men de seneste tre år er kurven fladet ud. Den økonomiske vækst, der i 1995 lå på syv procent, faldt året efter til fire, og lå i 1997 på 3,5 procent. Og økonomiske analytikere venter, at væksten vil holde sig på det niveau de næste to år. Underskuddet på de offentlige budgetter har været stigende og lå i 1996 på 18,5 procent af BNP, og sommerens debat går på at begrænse udgifter til lønninger i den alt for store offentlige sektor. Skattesystemet fungerer dårligt - Hariri-kritikere er utilfredse med, at Solidere eksempelvis ikke betaler skat af sine indtægter - og statens renteudgifter er stigende.
Men Solidere har ikke tænkt sig at give op. De 8.000 syriske daglejere, der hver dag befolker området og sveder liter af sved på at pudse mure og manøvrere blolæggere, arbejder ufortrødent videre.
Og investeringsbanken Merrill Lynch tippede tidligere på året Solideres muligheder for at tjene penge og skaffe lejere fra 1999 og frem til at være virkelig gode.
Så vidt så godt. Men det tilfredsstiller ikke de fattige i forstæderne, og intet tyder på, at Solideres kritikere - læs Hariris kritikere - vil holde mund foreløbig.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her