Læsetid: 3 min.

DSU-formand angriber Jacob Bukstis unionskurs

20. august 1998

Jacob Buksti skader EU-sagen ved at kræve, at EU-toget holder pause, siger DSU-formand
Morten Bødskov. Det har han misforstået, siger Buksti

DSU's formand, Morten Bødskov, lægger sig ud med socialdemokraternes magtfulde politiske ordfører, formanden for Europaudvalget, Jacob Buksti.
Baggrunden er Bukstis nylige krav om at undgå dansk suverænitetsafgivelser til EU under de kommende forhandlinger om flere Østeuropæiske landes optagelse i EU.
"Jeg føler, at den socialdemokratiske retorik i slutningen af kampagnen op til Amsterdam-traktaten, hvor parti- og regeringsledelsen gjorde meget ud af at tale om hertil og ikke længere, er blevet indprentet i både socialdemokratisk retorik og politik. Men fordi man fik et kæmpechok over, at også 45 procent af de socialdemokratiske vælgere stemte nej til Amsterdam-traktaten, så lægger man sig fast på noget der ligner en rendyrket 'JuniBevægelses-retorik'.
Jacob Buksti er forkert på den, når han taler om at stoppe med suverænitetsafgivelse i forhold til EU," siger Morten Bødskov.

Farlig tradition
Morten Bødskov har misforstået budskabet, siger Jacob Buksti.
"Når Poul Nyrup Rasmussen har sagt, at vi ikke skal have flere folkeafstemninger om EU i den kommende tid, så må det også betyde, at vi ikke skal have mere afgivelse af suverænitet i Grundlovens forstand i de kommende måneder," understreger Jacob Buksti.
"Men pointen er ikke, at vi aldrig mere skal afgive suverænitet. Men vi skal ikke have folkeafstemninger der bringer det danske medlemsskab af EU i fare, og som indeholder et dramatisk misforhold mellem konsekvenserne af et ja og et nej. Det er også farligt at gøre det til en tradition, at alle ændringer i EU-samarbejdet skal til afstemning," siger han.
"Det er min påstand, at man snildt kan lave et bedre EU uden suverænitetsafgivelser. Men hvis der kommer suverænitetsafgivelse, så skal det være på områder som folk kan forstå."
Morten Bødskov derimod, ser gerne mere afgivelse af suverænitet allerede nu. I Europabevægelsens blad, Nyt syn på Europa, har han netop skrevet en artikel under overskriften 'Mere Union - Ja tak'.

Med i spidsen
"Med de mange socialdemokratiske regeringer, der er i hele Europa i dag, så har der aldrig været en større chance for socialdemokraterne for at formulere hele EU-projektet. Vi - Danmark - har fået mere suverænitet ved at afgive suverænitet til EU i spørgsmål som miljø og beskæftigelse. Uden at afgive suverænitet til EU på miljøet, ville vi ikke have set EU køre så høj en profil ved FN's miljøkonference i Kyoto. Afgivelsen betyder her, at vi er med i spidsen for et samarbejde, der kan give langt større bidrag til det internationale miljø, end vi selv kan," siger Morten Bødskov.
Derfor syntes de unge socialdemokraters formand, at det er forkert at lukke af for yderligere suverænitetsafgivelse.
"At sige, at 'vi har behov for et pusterum', er den forkerte måde at håndtere problemet på. EU er svaret på globaliseringsudfordringen. Derfor kan det kun give bagslag at bruge en forkert retorik, hvor folk får den opfattelse, at EU er en trussel mod vores velfærdsstat. Og sandheden er, at EU kan hjælpe med til at give os en suverænitet tilbage, der kan videreudvikle velfærdsstaten," siger Morten Bødskov.

Dyb indånding
Hen ad vejen ser også Jacob Buksti behovet for at afgive mere magt til EU.
"Der er brug for en dyb indånding lige nu. Men det er ikke sådan, at samarbejdet skal sættes i stå. Fremtidige suverænitetsafgivelser kunne for eksempel være på selskabsskatteområdet, på udvidelsen mod øst, eller inden for miljøet. Så ville det være tåbeligt at sige, at Danmark ikke kunne deltage. Men sådanne suverænitetsafgivelser ville være til at forklare vælgerne," siger han.
"Det var svært at forklare vælgerne at de ved afstemningen om Amsterdam-traktaten stemte om afgivelse af suverænitet inden for forbrugerbeskyttelse, diskrimination og menneskerettigheder - tre områder, der ellers forekommer selvfølgelige. Jeg tror, de fleste vælgere stemte efter, om de kunne lide EU eller ej, og ikke om suverænitetsafgivelserne," siger Jacob Buksti.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu