Læsetid: 2 min.

DSU'ere får højskolestøtte

24. august 1998

Medlemskab af Socialdemokratiets ungdomsorganisation udløser tilskud
til højskoleophold. Konservativ Ungdom synes, det er en fidus

Har du været medlem af Socialdemokratiets Ungdom i mindst en måned, før du starter på en landets tre arbejderhøjskoler, LO-skolen, Esbjerg Mediehøjskole og Roskilde Højskole, kan du høste tilskud fra LO's Oplysningsfond.
På Esbjerg Mediehøjskole, der tiltrækker mange unge elever, er der i gennemsnit omkring seks ud af et hold på 25, der får tilskuddet, oplyser Inge Jørgensen fra skolens økonomiafdeling.
Tilskuddet ligger som regel på omkring 6.000 kroner til et ophold på 20 uger, men det er den enkelte elevs økonomiske situation, der afgør, hvor stort tilskuddet bliver, oplyser Frode Møller Nicolaisen, der er forstander på LO-skolen i Helsingør.
En helt ubemidlet DSU´er, der ønsker at komme på højskole, kan derfor få hele opholdet betalt.

Moralsk forkasteligt
Konservativ Ungdom er betænkelig ved den mulighed, der ligger i, at personer, der planlægger et højskoleophold, kan melde sig ind i DSU rent pro forma, for at høste tilskuddet. Det vil gøre DSU's medlemstal større, og dermed udløse en større portion af tipsmidlerne, da Dansk Ungdoms Fællesråd, støtter ungdomspartierne efter antallet af medlemmer.
"Det er unfair og direkte moralsk forkasteligt, at Dansk Ungdoms Fællesråd kan risikere at punge penge i folk, der måske slet ikke er interesseret i politik," siger William Olesen, landssekretær for KU.
"Selvfølgelig er det fint nok, at DSU har LO i ryggen, men det vil jo trods alt betyde en del, hvis der bare er 100 personer, der melder sig ind proforma," siger han.
Morten Bødskov, formand for DSU er naturligvis glad for ordningen, og han mener slet ikke, at KU har grund til bekymring.
"Vi profilerer os ikke på ordningen, og vi har ikke oplevet, at der er medlemsryttere blandt dem, der har fået tilskud," siger han. "Utrolig mange af dem, der har fået tilskud, engagerer sig i arbejdsbevægelsen, og gør et godt stykke arbejde i DSU."
Ordningen blev oprindeligt lavet for at ligestille unge med tilknytning til arbejderbevægelsen med dem, der er medlem af et fagforbund og får støtte af den vej, fortæller Frode Møller Nicolaisen, forstander på LO-skolen.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu