Læsetid: 6 min.

Dværgeskikkelse i fuld figur

28. august 1998

Anne Marie Løns roman om dværgen Tyge Willhof-Holm er et gennembrud i forfatterskabet

roman
Man skal vænne sig til Tyge Wilihof-Holms sprogføring.
I begyndelsen virker den mærkeligt kluntet, trods hans store ordforråd og hans kærlighed til det præcise ordvalg. Men lidt efter lidt sker der noget: Denne mands stemme, hans overraskende individuelle sætningsrytme går i blodet på en og bliver harmonisk. Det urytmiske føjer sig til en ny rytme. Oplevelsen er rent musikalsk. Måske ligner den det, Peter Bastian har skrevet om i forbindelse med visse taktarter i balkan-musikken.
Det er en hurdle, det er en fryd at overvinde. Og blandt alt det, der er lykkedes i denne bog, er sprogføringen måske det mest forunderlige. Vi får det ind gennem ordet, som Tyges omgivelser ser:
"Dyrene bliver ganske simpelt skræmte ved synet af mig, men de har det i øvrigt ligesom menneskene, når de først er blevet vant til at se mig, er de ikke bange mere."

Grundig research
Dværgenes dans forener det, man hidtil har kendt Anne Marie Løn for, med noget, der opleves helt frisk og nyt.
Som i hendes forrige store roman, Prinsesserne, er der solid encyklopædisk viden om landbrugsforhold, jyske slægter, historisk detailviden af mange slags. Og som tidligere er der også i Dværgenes dans en mærkbar fortællerglæde ved at gøre afsides, oversete hjørner af fortiden levende. Denne gang er det en del af den jyske lavadel, der vækkes til live, mens den synger sin svanesang efter lovændringen om stamhuse i 1919. Dette gammeldags episke stof er grundigt researchet med hjælp fra efterkommere.
Men hvad der ikke lykkedes fuldt ud i Prinsesserne, det lykkes her: At disciplinere fortællingen og få den til at danse. Fortælleren Tyge Wilihof-Holm er musikalsk begavet ud over det sædvanlige, og den musikalske lydhørhed er ham i kroppen. Erindringen er bundet til toner. Og romanen er gennemsyret af musikalsk viden og af musik.
Af statur er Tyge Wilihof-Holm nøjagtig 1 meter og 36, "ingen ringe højde for en dværg. Hans hår er plysset - det giver en ekstra centimeter. Hans sko er specialsyede, hans påklædning udadlelig, mandigheden beviser han med et velplejet fipskæg. Tyge er en forfængelig mand, hans selvfølelse har et barnligt-selvfølgeligt drag. Ikke for ingenting er han blevet forkælet af syv søstre, en mor og en barnepige.
Læseren deler hurtigt Tyges proportioner med ham - og hans perspektiv, tillidsfuldt, for der er megen selvindsigt og realitetssans hos denne fortæller. Og megen livsduelighed: Det handler ikke om ikke at være dværg. Men at være en usædvanligt smuk dværg. Som for eksempel Tyges forbillede, som han spejler sig i: Giacomo Favorchi, kurfyrstens af Sachsens italienske dværg på Karel von Manders maleri på Statens Museum.
Hans korte statur har forhindret ham i den musikalske karriere, som hans far har planlagt for ham. Det er et brud med familiens drømme (ikke med dens økonomiske realiteter), når Tyge glæder sig over sin faste stilling med pension som organist ved Vestre Kirkegårds Nordre Kapel. Her, ved orglet, udfolder han alt det, der ikke kan siges, knap nok tænkes, men sanses. Tyge er en vældig, men også meget renfærdig sanser.

De store temaer
Romanen starter furioso med et følelseskaos. Tyge ser en kvindeprofil i sidespejlet på orglet, mens han spiller ved en begravelse. Oplevelsen henrykker og ryster ham på en måde, han ikke forstår. Og denne rystelse ligger startpunktet for hans selvfremstilling og for selve romanens handling. Wild-romantisch? Ja. Men man hopper på og har for længst glemt alle indvendinger i det overrumplende kapitel 58, et mesterstykke af forenet følelsesstorm og musik, uvejr, nat, sammenbrud og gennembrud. Det er de store temaer, det handler om: Angsten for kærligheden, for lidelsen, for utilstrækkeligheden, forstillelsen, den brudte harmoni. Melodramaet klinger rent.
Tyges fortælling handler på en gang om et Danmark i forvandling og om disse store, almene temaer. Hovedvægten ligger på Tyges forhold til familien, som prøver at leve, som om man ikke mærker de sidste krampetrækninger i overgangen fra feudalt samfund til demokrati. Det paradisiske Wilihofsgave ved Horsens fjord med en rigdom af folkehold, videnskabelige studier, kunstnerisk begavelse, syv søstre og en ældre bror og den elskede barnepige, Vidde, får altsammen liv i et svindende lys af en Welt von gestern. Det er på en gang et miljø, uden hvilket Tyge aldrig havde fået den livskraft, værdighed og uddannelse, som gør ham i stand til at leve sit liv så nydende, (Tyge må have det med hjemmefra, når han hver dag går til barber, hyppigt til massør og naturligvis ikke undværer en fast hushjælp).
Og samtidig er det ved at lægge diskret afstand til dette miljø, han må blive sig selv. Tyges realitetssans overgår langt forældrenes. Mens tøjet derhjemme trevler og knapperne bliver blankslidte, er forældrene forargede over noget så folkeligt som en organisteksamen. Tyge glæder sig over arbejdet, at kunne forsørge sig selv og være økonomisk uafhængig. Ingen derhjemme ved, at han har en bibeskæftigelse som hyggepianist i Petersens familiehave, og hans omgang med venner, som den blinde organist-kollega, ligger udenfor, hvad der kan komme på tale ved middagsbordet.
I den samfundshistoriske udvikling er Tyge en pioner og en ener i en familie, som dyrker slægtsstoltheden og traditionerne på en måde der på en gang er yndefuld og dødsdømt. Det dødsdømte kan tages bogstaveligt: Ingen af de syv søstre fører slægten videre. Og den ældre brors kærlighed er rettet mod mænd.

Et Danmarksbillede
Der er alle gode grunde til at opfatte romanens historie som et billede på Danmarks. I Tyges skikkelse forenes to strømme i 20'ernes Danmark: Oplysningstidens idealer, repræsenteret af slægten en folkeligt-moderlig livskraft repræsenteret af barnepigen og hendes sene efterkommer - for en sådan er det, som gemmer sig bag profilen i spejlet.
Det gamle er udlevet, men sender dog en gren ind i den nye tid i form af Tyge, som må overgive sig til kærligheden. Og vi ved det jo godt: Den er det, det kommer an på.
Når Anne Marie Løn så ofte kaldes for en folkelig fortæller, så er det både fordi hun er "gammeldags" i sin historiske realisme og laver hele verdener, man som læser kan gå rundt i og sanse, men det er også, fordi hun tager fat i det råstof, som også det kulørte lever af, og som sartere fortællertyper omgås mere indirekte om overhovedet.
Hendes Danmarksbillede er smukt, blandt andet fordi det er fuldt af mening. Til slut en tydelig mening. Brikkerne falder på plads, så næsten alt for smukt, det gamle og det nye forenes.
Ovenover eller nedenunder dette stykke Danmarkshistorie ligger de bløde dele: fortællingen om kærligheden, der når frem til den godt bevarede perle inde i muslingen. Her fornemmes det, som om to næsten lige vigtige strømme skal mødes for Anne Marie Løn.
Den ene handler om at leve med sine begrænsninger, at forbedre og forfine det, der er i stedet for at pines af det, der ikke er. Den anden handler om at bryde de begrænsninger, der gør et menneske til en ø. Og det er lige før, romanen får etableret et så fuldt portræt af den enlige Tyge, en så selvberoende karakter, at det bliver svært at fastholde oplevelsen af mangel og længsel efter det fastland, som han til sidst bliver forenet med.
Lyder disse indvendinger af meget? Det er ikke meningen, for det der står tilbage er oplevelsen af et stykke fabelagtig portrætkunst. Tyge Wilihof-Holm er blevet en person i fuld figur, som det er en fryd for læseren at danse med og gøre til en del af sit eget fastland.

*Anne Marie Løn: Dværgenes dans. 365 s. Kr. 268. Gads forlag

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu