Læsetid: 6 min.

Dylan nede i kælderen

29. august 1998

Greil Marcus vender hver en sten i Bob Dylans 'hemmelige' projekt fra midten
af 60'erne: The Basement Tapes

NY BOG
Den mest fortærskede episode i mytologien omkring Bob Dylan - manden med de mange masker - er den legendariske optræden ved Newport Folk Festival i juli 1965, hvor den feterede unge 'protestsanger' mødte op i sort læderjakke og med et fem-mands band bag sig for første gang i festivalens historie satte strøm på musikken.
At Dylans overraskelsesangreb på det nærmest religiøst fanatiske folk-publikum udløste rasende reaktioner og beskyldninger for forræderi er en kendt sag. Backstage forsøgte arrangøren og folkemusikkens samlingsskikkelse Pete Seeger og musikforskeren Alan Lomax at hugge strømkablet over med en økse, og episoden er blevet en vandrehistorie. Men hvilke kræfter, Dylan reagerede imod, har fortabt sig i tågerne.
I sin seneste bog, Invisible Republic: Bob Dylan's Basement Tapes, kommer den begavede amerikanske musikkritiker Greil Marcus med et bud på en forklaring, der stikker dybere end den sædvanlige iagttagelse af, at Dylan vendte 'sit miljø' ryggen netop på et tidspunkt, hvor de tidlige 60'eres folk revival stod på sit højeste. Marcus får på overbevisende måde sat folk-revivalismen ind i en større sammenhæng, hvor periodens borgerrettighedsbevægelse kædes sammen med et fornyet behov for at genfinde fundamentet under den amerikanske erfaring.

Da folkbølgen tog land
Konkret var folk-bølgen udløst i 1958, hvor The Kingston Trio's enorme hit med den appalachistiske 1800-tals mordballade "Tom Dooley" havde banet vejen for en genvurdering af de aktuelle potentialer i amerikansk folkekultur. På et mere overordnet plan hang de overleverede sanges fornyede popularitet sammen med en generel tendens til at udviske grænserne mellem kunst og liv. Og det var dét, Dylan reagerede imod. Han pegede på, at musik - og kunst i det hele taget - ikke skabes af historien, men af individer; at sange ikke vokser ud af hverdag og arbejde, men af myter, overtro, fantasi og mysticisme.
Da Dylan vendte folk-revivalisterne ryggen, blev han betragtet som en arrogant overløber, og når hadet til ham i en kort periode antog så voldsomme dimensioner, at publikum kunne finde på at råbe 'Judas' efter ham, hang det sammen med den antagelse, at eftersom han nu kunne skifte side, havde han nok været ironisk - altså falsk - hele vejen igennem. Dylan kom til at stå for alt, hvad revivalisterne hadede, skriver Marcus: "Han kom til at fremstå som en fortaler for byen frem for landet, kapitalen frem for den lille håndværker - for den hvide kunstner frem for det sorte Folk, selviskhed frem for medfølelse, grådighed frem for fattigdom, nu'ets eufori frem for de langvarige prøvelser, svindleren frem for arbejderen,
tyven frem for det forældreløse barn."
Greil Marcus' bog er ikke en biografi. Som i sine tidligere værker - eksempelvis Mystery Train (1975), Lipstick Traces (1989) eller Dead Elvis (1991) - bruger han nedslag i musikhistorien som afsæt for refleksioner og analyser, der rækker langt ud over det specifikke eksempel.

Den amerikanske vision
Dybest set handler alle Marcus' bøger om dette århundredes amerikanske musikhistorie set i lyset af de oprindelige forestillinger om Amerika. Den amerikanske vision om frihed, lighed og demokrati spejlet i de mytologier, der bæres af blues, rock, pop, og hvad der ellers findes af populærkulturelle musikformer.
I Invisible Republic, som der med god grund citeres fra i Asger Schnack og Christan Braad Thomsens aktuelle Dylan-guide, fokuserer Marcus på Dylans historie fra Newport og frem til slutningen af 60'erne.
Det er en turbulent periode, der ikke alene kastede Dylan ud i en række afgørende valg, men også i glimt placerede ham selv i spidsen af udviklingen.
Efter Newport satte Dylan ud på en lang og kaotisk turné gennem USA, Australien og Europa. Med sig havde han fire-femtedele af et obskurt Toronto-band kaldet The Hawks, tidligere backing for rockabilly-sangeren Ronnie Hawkins. At de fire musikere - Robbie Robertson, Rick Danko, Garth Hudson og Richard Manuel - sammen med trommeslageren Levon Helm fra Arkansas senere skulle samles i gruppen The Band, kunne ingen vide på dette tidspunkt.
I juni '66 kom Dylan ud for en motorcykelulykke, hvorefter han trak sig tilbage til kunstnerkolonien Woodstock nord for New York. Snart efter slog også musikerne fra The Hawks sig ned i området, i West Saugerties, hvor de lejede sig ind i et hus kaldet Big Pink. Og fra sommeren '67 og frem til et stykke ind i '68 mødtes Dylan og mere eller mindre komplette udgaver af det kommende The Band for at jamme uforpligtende i kælderen under Big Pink.

Opdagelse efter nye veje
Repertoiret var en blanding af folk- og bluesstandards, men efterhånden begyndte Dylan også at smide originalt materiale ind i disse sessions. I løbet af et års tid indspilledes mere end hundrede sange uden tanke for andet end at gå på opdagelse efter nye veje ind til essensen af den amerikanske sangskat.
Det, der senere blev kendt som The Basement Tapes, blev udført i en ånd af fuldstændig åbenhed.
Det var aldrig tanken, at musikken skulle udgives, og med undtagelse af seksten optagelser, der i 1975 udkom på en dobbelt-lp, er det righoldige materiale forblevet et mystisk - og mytisk - bootleg-samlerobjekt.
For et par år siden udkom en uofficiel fem-dobbelt cd, der efter sigende rummer det hele.
De legendariske kælderbånd er omdrejningspunktet i Marcus' fremstilling, men selv om bogen bringer mange konkrete detaljer for dagens lys - forfatteren har fulgt Dylan siden midten af 60'erne og været ven med Robbie Robertson siden starten af 70'erne - fortaber han sig ikke i anekdoter. Tvært imod bruger Marcus - som det er hans metode - det specifikke som udgangspunkt for svimlende flyveture over den amerikanske mytologi.

Mytologiske lag
Marcus fortolker ikke. Han oversætter ikke. Han vikler lag efter lag af mytologi og betydning af den enkelte tekst, den enkelte performance, den enkelte frasering. Han fejer med et vældigt overblik hen over materialet og hvivler endnu en gang obskure brikker op fra musikhistorien - Harry Smiths Anthology of American Folk Music fra 1952, blueslegenden Dock Boggs, hillbilliefænomenet og enkeltsange som "I'm Not There" eller "Tears of Rage" er emner, der behandles indgående - men han lander altid på benene og får de mange svinkeærinder til at hænge sammen på en måde, så det virker ubesværet, raffineret, ikke-forceret.
I Invisible Republic beskrives de mange indspilninger på The Basement Tapes som et kort over et mere eller mindre tabt landskab, en usynlig republik, et fortidens og måske også fremtidens Amerika; og Bob Dylan og hans medsammensvornes ekskursioner karakteriseres som forsøg på at genfinde kraften i de originale musikformer, uden at forfalde til gentagelse eller nostalgi.
Eller som Elvis Costello udtrykte det i et interview i 1994: "Det er min fornemmelse, at Dylan på det tidspunkt forsøgte at lære at skrive sange, så de lød, som om han lige havde fundet dem under en sten."
Ved at kigge ind gennem nøglehullet til Dylans 'hemmelige' musiklaboratorium tegner Greil Marcus et overrumplende og konstant stimulerende portræt af en kunstners bestræbelser på at sprænge sin egen karrieres fængsel.
Et signalement af en performers forsøg på i den enkelte sang at forene tradition og fornyelse, fortid og fremtid. Og i videre forstand et nuanceret billede af en kultur befolket af stemmer og masker, der er i konstant transformation.

*Greil Marcus: Invisible Republic. Owl Book, Henry Holt & Company, N.Y., paperbackudgaven, 1998.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her