Læsetid: 4 min.

Essays med dødsforagt

25. august 1998

Yasmina Reza udtrykker sorgen over, at tiden går, og at alle dør, selv de mennesker, som forbliver i live

NY BOG
"Hellere græde på bagsædet af en Rolls-Royce end på bagperronen af en metro", lyder et af Francoise Sagans bonmots. Møder man denne anstødelige bemærkning med et skævt smil i stedet for på nordisk vis at citere "Lykken er ikke gods eller guld", er man moden til at læse den franske forfatter Yasmina Rezas Hammerklaversonaten. Ellers: Lad hellere være.
I bogen laver Yasmina Reza det, psykologerne kalder sorgarbejde. De samme psykologer ville i Freuds navn slå korsets tegn for sig ved at se, hvordan hun gestalter sin sorg over det, man i gamle dage kaldte forgængeligheden. Hun er født i 1957 og er endnu ikke kynisk nok, eller erfaren nok, til at lade døden indgå i et begreb om harmoni. Mange dør, men frem for alt er der sorgen over den elskede faders død.
Således præsenterer faderen sig selv stående nøgen foran spejlet i dagene før sin kræftdød: "Dette her er Auschwitz. Det dèr er en kvinde, der er gravid i syvende måned. Benene er Conchita. Og ansigtet... ganske enkelt min dødsmaske." (Conchita er en kvinde, de begge kender, med frygtelig udposninger af åreknuder).

Stileheftet
Traditionelt sorgarbejde ville både fader og datter fnyse ad. De er stridens mennesker, der protesterer mod egoismen og døden ved at udstille sig selv og deres omgivelser.
Rezas sårbare småfortællinger eller miniessays, hvad man så skal kalde dem, er forfinede og af og til vanskeligt forståelige. De kræver tid og indlevelsesvilje, læseren skal gennemtænke situationerne og komplikationerne sammen med hende. I denne raffinerede samling af indtryk, tanker og øjebliksbilleder er hvert ord, hver situation gennemført med noget, man kun kan kalde dødsforagt. Det er sorgen og kærlighedens begrænsninger. Det er sorgen over, at tiden går, at alle dør, selv de mennesker, som forbliver i live. De dør, fordi de forandrer sig. Derfor kan et slidt stilehefte, hvor forfatteren og hendes syvårige datter sammen har tegnet og skrevet en lille historie pludselig blive et uvurderligt, uerstatteligt dokument, netop fordi det dokumenterer, fastholder, at noget engang var på en helt bestemt måde, som det aldrig, aldrig nogensinde kan blive igen.
Det er moderen, som græder over det mistede stilehefte - datteren forstår hende ikke og siger: Mor, holder du da mere af det end af mig? Datteren er endnu ikke gammel nok til at kende sorgen over tiden, som uhjælpeligt er tabt og kun kan genvindes fragmentarisk. Stileheftet og et fotografi af datteren i syvårs alderen med tandløs, smilende og åben mund er sådanne fragmenter. Ak, hvor forandret uden Blichersk sentimentalitet.

De svære fortællinger
Lad mig lige få lov til at indskyde, at Hammerklaversonaten er glimrende og stilsikkert oversat af Elisabeth Ellekjær.
Reza søger altid uden om det konventionelle. Hun søger aldrig de nemme løsninger. Et af hendes øjebliksbilleder handler om, hvorledes hun går til koncert med en nær ven, der taler og taler om sin sorg over en hård skilsmisse. Reza hører høfligt efter, for det har man venner til. Fortabelsen lurer bare. For hun tænker hele tiden på noget helt andet, på om hun har udvist dårlig smag ved at købe den similihalskæde, som hun denne aften viklede om sit håndled, fordi hun fortrød, at hun havde købt den og alligevel gerne ville afprøve kædens virkning på sine omgivelser.
Da hun omsider får taget sig sammen til at forelægge denne rene bagatel, et forfængelighedsspørgsmål, for sin ven med den ubærlige sorg, forstår han straks, at det er det, hun har tænkt på hele aftenen, mens han udgød sit eget hjerteblod. Og et langt venskab er uopretteligt forbi, uden nogen af de to kan fortælle hinanden hvorfor. Det ville være for pinligt og for pinefuldt.
Der skal mod til at genfortælle denne historie om sig selv. Yasmina Reza har hentet dette mod fra Roland Barthes og fra den rumænsk-jødisk-franske filosof, Emil Mihai Cioran, hvis slagfærdighed var beundret. Værkerne er næppe oversat til dansk, derimod til mange andre sprog f. eks. italiensk, de er nemlig meget ugrundtvigianske, og Evind Larsen ville bestemt ikke bryde sig om dem. En aforisme lyder, citeret efter hukommelsen: Jeg kender ikke noget frygteligere syn end at se en gravid kvinde på en kirkegård.
Til foråret skal et af Rezas teaterstykker Art opføres i København. Det bliver meget spændende at se, om hun kan forene de to filosoffers skarpsind med en Sagan'sk behændighed til et resultat af klogskab, underholdning og indsigt i slægt med Hammerklaversonaten, noget, som rækker ud over, hvad man ellers får at se på en teaterscene? Hammerklaversonaten bliver man ikke i banal forstand lykkeligere af at læse. Derimod indsigtfuld og mere eftertænksom. At begribe det sårbare og sandfærdiges karakter er også en form for lykke.

*Yasmina Reza: Hammerklaversonaten oversat af Elisabeth Ellekjær. 98 s., 168 kr. Lindhardt og Ringhof. Udkommer i dag

Yasmina Reza
*Yasmina Reza er af jødisk, iransk-ungarsk afstamning og forfatter til en af 90'ernes store teatersucces'er Art. Stykket med den danske titel Kunst kommer på Privatteatret i begyndelsen af 1999

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her