Læsetid: 2 min.

Færre år på dagpenge

7. august 1998

Økonomisk ekspert råder arbejds-ministeren til at skære i dagpengeperiodens længde
og samtidig frede satserne

Arbejdsminister Ove Hygum bør skære i dagpengeperiodens længde og til gengæld holde sig fra satserne, når han fremlægger sit forslag til 1990'ernes tredje reform af arbejdsmarkedspolitikken i løbet af denne måned.
Sådan lyder opfordringen fra økonomen Troels Østergaard Sørensen fra Københavns Universitet, der har specialiseret sig i arbejdsmarkedsforhold. Forklaringen er, at undersøgelser viser, at arbejdsløse er ekstra aktive for at få et arbejde kort før dagpengeperioden udløber, mens nedsættelser i satserne ikke har samme effekt.
"Kort før ydelsen forsvinder, er aktiviteten for at finde et job meget stor. Til gengæld er der ingen undersøgelser, der afgørende viser, at mindre nedsættelser af sats-
niveauet skulle have en tilsvarende stor effekt på den arbejdsløses indsats for at finde et arbejde," siger Troels Østergaard Sørensen.
I dag kan arbejdsløse modtage dagpenge i fem år. Herefter bliver man henvist til det sociale system.

Ja til anvist arbejde
Økonom Jørgen Bang Petersen fra Dansk Arbejdsgiverforening oplyser, at 253 arbejdsløse blev skubbet fra dagpengesystemet og over i det sociale system i løbet af de første seks måneder af 1997, mens 430 faldt ud af dagpengesystemet i løbet af de seneste seks måneder af 1997.
I dag befinder 230.000 arbejdsløse sig i dagpengesystemet, en del er i gang med en aktivering, en anden del er på orlov, mens 160.000 er direkte arbejdsløse. Af de 230.000 er 25.000 arbejdsløse på fjerde år, mens andre 25.000 er arbejdsløse på femte år. Langt den største gruppe, det vil sige 170.000, har altså været arbejdsløse i højst tre år.
Følger ministeren Troels Østergaard Sørensens anbefaling vil denne gruppe ikke mærke noget til en forkortelse af dagpengeperioden fra fem til tre år, mens de to gange 25.000 arbejdsløse på fjerde og femte år for alvor skal i gang med at finde beskæftigelse.
Troels Østergaard Sørensen peger på afkortningen af dagpengeperioden som en af flere stramninger af reglerne for, hvornår og hvordan arbejdsløse skal stå til rådighed for arbejdsmarkedet.
Derud-over peger han på muligheden af at arbejdsløse hurtigere end i dag skal sige ja til et anvist arbejde uden for deres eget fag og uden for deres eget geografiske nærområde.
"Der er megen fornuft i at stramme op på rådighedsreglerne midt i en højkonjunktur. Hvis vi gjorde regelsystemet afhængigt af konjunkturerne, skal reglerne ikke laves om, hvis der bliver behov for at slække på dem igen," siger Troels Østergaard Sø-rensen.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her