Analyse
Læsetid: 5 min.

Fem år efter Oslo

27. august 1998

Fredsforhandlingerne mellem israelerne og palæstinenserne har været afbrudt i 17 måneder, og her fem år efter den historiske Oslo-aftale er der ikke meget at fejre

I mandags var Yassir Arafat, Shimon Peres og to af hovedpersonerne bag den 'Principerklæring,' der indledte fredsprocessen mellem Israel og palæstinenserne, samlet til en lille højtidelighed i Oslo. Anledningen var naturligvis fem-året for erklæringen, der var et resultat af hemmelige israelsk-palæstinensiske forhandlinger i Oslo.
Fredsprocessen har nu været afbrudt i 17 måneder, efter at Israel besluttede sig for at bygge et boligkompleks i den arabiske del af Jerusalem, hvilket palæstinenserne har opfattet som et klart brud på - i hvert fald ånden i - 'Principerklæringen.'
De stærkeste og mest pessimistiske kritikere af fredsprocessen mente derfor, at højtideligheden i Oslo mere måtte betragtes som en begravelse af Osloaftalen end en fejring af dens fem-årsdag.
Denne vurdering blev selvfølgelig afvist af såvel den norske udenrigsminister som af Arafat og Peres, skønt de alle tre var meget enige i, at der ikke er megen grund til optimisme med henblik på at få processen vakt til live igen.
Meget sigende glimrede den israelske statsminister, Benjamin Netanyahu, ved sit fravær - han havde ikke tid. Næste dags morgen havde han derimod tid til at besøge de jødiske bosættere i Hebron og love dem, at den israelske stat vil bygge nye, permanente hjem til de 450 jøder, der bor i Hebrons centrum.
De har bosat sig i Hebron i midlertidige bebyggelser af politiske og religiøse grunde. Nu skal de have rigtige huse, lovede Netanyahu dem. Løftet kommer efter, at en rabbi blev dræbt i sidste uge samt efter konfrontationer mellem jøderne og nogle af de omkring 130.000 palæstinenserne, der bor i byen.
Netanyahu kunne også finde tid til at udtale sin uforbeholdne opbakning til de amerikanske missilangreb i Sudan og Afghanistan nogle dage inden højtideligheden i Oslo. At Netanyahu har travlt med at holde sammen på sit spinkle regeringsgrundlag er klart for enhver.
Det, at han valgte at sende parlamentsformanden Meir Shitritt fra Likud, kan dog ikke undgåes at blive tolket som et klart signal fra Netanyahu om, at han bestemt ikke er begejstret for Osloaftalen.
Det er der i og for ikke noget nyt i. Da han sad som opposi
tionsleder under Rabin-regeringen, var han markant i sin kritik af Principerklæringen, og under hans tid som regeringsleder, er der kun sket ganske få fremskridt i processen, og som palæstinenserne ser det, ganske mange tilbageskridt: De henviser til udvidelsen af de jødiske bosættelser på Vestbredden, til åbningen af en tunnel ved grædemuren i Jerusalem samt i ændringen i selve grundlaget for fredsprocessen, som det er lykkedes Netanyahu at få gennemført.

Olsoaftalerne blev forhandlet på baggrund af et princip, der kaldes 'land for fred'. Det betyder i al sin enkelhed, at Israel afgiver besat land til gengæld for sikre fredsaftaler.
Det var på baggrund af dette princip, at Rabin-regeringen lavede aftalerne om tilbagetrækning fra Gaza og Jeriko og senere fra dele af Vestbredden, den såkaldte Oslo 2 aftale fra 1995.
Princippet har imidlertid været stærkt kritiseret både på palæstinensisk og på israelsk side.
Palæstinenserne, navnlig Hamas-sympatisører, er kritiske fordi de mener, de får for lidt og Israel for meget.
Hamas mener, at hele området mellem Jordanfloden og Middelhavet bør være under palæstinensisk kontrol.
I Israel er der tilsvarende modstand, især fra folk, som støtter højrefløjen og dele af Likud. For dem er det en alvorlig fejl at afgive så meget som en tomme af besat land. Både den palæstinensiske og den israelske modstand har ført til terror.
Benjamin Netanyahu, der netop havde ført valgkamp på en politik, der tog afstand fra 'land for fred'-princippet, blev, efter en række palæstinensiske selvmordsbomber, valgt til ny statsminister foråret 1996.
Han indførte straks en anden dagsorden, som man kan kalde 'fred for sikkerhed': For det første må palæstinenserne garantere et stop for terror, før der kan forhandles om afgivelse af land, og for det andet kan der ikke blive tale om at afgive ret meget land ud fra et sikkerhedshensyn.
Med Hebron-aftalen fra januar 1997 lykkedes det faktisk Netanyahu at få princippet gjort helt centralt i forhandlingerne - så meget, at aftalen blev ledsaget af et brev fra den daværende amerikanske udenrigsminister Warren Christopher, hvor han garanterer, at Israels sikkerhed for USA er det helt centrale spørgsmål i fredsprocessen. Det grundlæggende princip for fredsprocessen blev dermed ændret på et meget afgørende punkt, hvilket er et klart brud med Principerklæringen fra 1993, hvor der netop henvises til FN's Sikkerhedsråds resolutioner nr. 242 og 338, der stadfæster 'land for fred'.
Ser man på USA's Mellemøstpolitik siden 1995 har spørgsmålet om sikkerhed og dermed om terrorisme ligeledes fået en meget central rolle.
Det, der dikterer politikken, er bekæmpelse af terror, uanset om det er Iran, Irak eller de israelsk-palæstinensiske forhandlinger, der er på dagsordnen.
Der er altså et tæt parløb mellem Israel og USA i udenrigspolitikken. Forholdsregler til bekæmpelse af terrorisme er det evigt genkomne tema i legitimeringen af udenrigspolitikken.
For Israel betyder det, at enhver indrømmelse er ledsaget af sikkerhedskrav til palæstinenserne, som de vil få overordenligt svært ved at indfri.

Sikkerhed er ikke blot handling, men også retorik. Således forlanger Israel, at Arafat udvirker, at PLO ændrer sit charter.
Det kan Arafat ikke: Han har ikke kontrol over alle de grupper uden for Det Palæstinensiske Selvstyre, som er i opposition til Osloprocessen. Han kan derimod få Selvstyrerådet til at lægge afstand til de famøse paragraffer i chartret, og det har han allerede gjort.
Ved at stille umulige sikkerhedskrav kan Netanyahu få det til se ud som om, det er palæstinenserne, der ikke vil give indrømmelser.
Seneste nyt er, at Netanyahu er gået med til at rømme de 13 procent af Vestbredden, som er angivet i en plan udarbejdet af amerikanerne, og som allerede længe har haft tilslutning fra Arafat. Det blev i denne uge i israelsk presse betegnet som et gennembrud.
Indrømmelsen er med garanti ledsaget af nye sikkerhedskrav, som palæstinenserne ikke har en jordisk chance for at opfylde.
Den eneste vej frem er, at Israel går tilbage til de grundlæggende principper i Osloprocessen og at USA snart indser, at det ikke kan være anderledes. Før kan man ikke tale om gennembrud.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her