Læsetid: 4 min.

FILM i tv

13. august 1998

*Kevin Costner med ungdommelig hårpragt ses i en usædvanlig rolle som amerikansk elite-cykelrytter - en forløber for Tour de France-helte som Lemond og Julich. Han er den ene af to brødre, der konkurrerer i Colorado-løbet Hell of the West, og dramaet opstår, fordi brødrene ikke bare er rivaler, men også lider af en arvelige hjernesygdom. Costner vinder første etape, brormand anden, og så er der lagt an til spænding på sidste og tredje etape. - John Badham har instrueret uden den store indsigt i cykelsportens mysterier, men ganske underholdende er filmen alligevel og med gode navne i birollerne: Janice Rule, Jennifer Grey og Rae Dawn Chong. Filmen er fra 1985.
American Flyers/ Fuld fart over feltet. DR 2, fredag kl. 20.00-21.50

*Nicolas Cage er både rørende og grinagtig som impulsiv Brooklyn-bager i denne kåde komedie fra 1987 om New Yorker-italieneres kærlighedsforviklinger. Det er Chers lokkende enke Loretta, der er genstand for Cage' hede længsler. Det fører til kærlighedsscener af lige dele komik og romantik. Cher viser erotisk sødme og og kontant humor, og filmen instrueres af Norman Jewison som en veloplagt, let fordøjelig samling klichéer om overstrømmende romantiske, familiebevidste italienere.
Moonstruck/ Lunefulde måne. DR 1, fredag 21.00-22.45

*John Cassavetes' ånd - en mærkelig blanding af flænset følsomhed og anarkistisk voldsomhed - hviler over sønnen Nicks She's So Lovely, der for nyligt holdt sig nogle måneder på bio-repertoiret. Og Cassavetes spiller også en hovedrolle i Elaine Mays mageløst barske buddy-film, Mikey og Nicky fra 1976. En Dogmefilm før begrebets opfindelse, teknisk ufuldkommen og ugleset, kun set af uendelig få, men aldeles uforglemmelig! - Bare Cassavetes' entré, ravende rundt i sit lille snuskede hotelværelse, med flere dages skægstubbe og øjne, der er blodskudte af mangel på søvn. Han tilkalder sin gamle ven Mikey, for han har rodet sig ind i livsfarlige gangsteraffærer. Og da Mikey spilles af Peter Falk, kommer vi ned på jorden og kan ånde roligere: her er selve den inkarnerede pålidelighed og sympatisk bekymrede sunde fornuft. Tror vi. For alt bliver vendt på hovedet i denne ætsende film om et venskab, der opløser sig, mens de to mænd turer rundt i regnvåde New York-gader og giver efter for deres fandenivoldske desperation. Sådanne film, hvor alt er sort i sort, tør Hollywoodinstruktører ikke længere lave, selv i deres værste mareridt. Men Elaine May turde, og sammen med Cassavetes og Falk skar hun ind til benet i sin afdækning af et venskabs selvbedrag og illusioner. Og Cassavetes og Falk spiller med en så dyb solidaritet, at misantropien aldrig skygger for menneskeligheden. - Tarantinos gangsterfilm er den rene drengerøvs-lir sammenlignet med dette bidende noir-drama, der ikke blot foregår om natten, men også i den egn af sjælen, hvor klokken altid er fire om morgenen.
Mikey and Nicky. TV2, lørdag kl. 23.35-01.15

*Den danske filmskats guldklumper - af stærkt vekslende karat - strøs nu igen gavmildt ud af TV2s Lene Nordin. Hun lagde ud med Dirch Passer og kommer på mandag til Tøffelhelte og skrappe damer, et overflødighedshorn af klip med konen, kællingen og madammen som hustyran og partner i vane-ægteskab. - Udsendelserne vidner om kærlighed til og især stor indsigt i den sære og sjove danske filmhistorie, men desværre mest på en indirekte måde. Man har fundet fine klip frem fra dansk films mørkeste kroge, men de afsnuppes ofte og bruges som illustration af pseudosociologiske teser om, hvordan 'vi' gebærder os, når vi er forelskede eller gift eller under tøflen etc. Der blæses højt og flot på forskelle mellem
Dreyer, Soldaterkammerater, Malmros og Støv på hjernen, når klippene ryger ind i den store nivelleringskværn. Det sker med mange behændigt sammenføjede, velvalgte klip, skægge glimt og snedigt fremgravne guldkorn, men når man berøves muligheden for at leve sig ind og glemme tid og sted, kommer udsendelserne paradoksalt nok til at virke langtrukne af lutter hastværk. - Et andet problem er de skuespillere, der sættes til at speake. Tommy Kenter lød gyseligt kælen og koket, da han i mandags skulle fortælle om Kunsten at score. Mens Paprika Steen heldigvis er anderledes sober i sin indtaling af Tøffehelte og skrappe damer, hvor vi får Bodil Udsen, Sigrid Horne-Rasmussen og Kirsten Walther i fuld mandeundertrykkende udfoldelse - men sært nok ikke Maria Garland, den mest frygtindgydende af dem alle.
Dansk Film Skat. TV2, mandag kl. 20.35-21.25

*W. C. Fields, den guddommelige gnavpotte og børnehader, ses i melodisk brummende udfoldelse i denne farce-klassiker, der leverer et opmuntrende bevis på, at vore tv-stationer ikke helt har glemt, at der blev lavet film før 1950. Fields er en butiksejer i en lilleby, og han hjemsøges af alle de plager, en mand af hans ophøjede status og naturlige værdighed kan udsættes for. Den værste plageånd er hans familie med den arrige kone og de egoistiske børn, men en forsikringsmand, der er på jagt efter 'Karl La Fong', gør alt for
at fuldende denne rædselsvision af en støjplaget lilleby-tilværelse. - W. C. Fields personificerer med storslået, aristokratisk selvfølgelighed alle småborgerens lavere instinkter og vil til enhver tid efterleve mottoet: "Giv aldrig en dumrian en ærlig chance." Til gengæld har vi fået chancen for at forny bekendtskabet med denne sande original og tak for det.
It's a Gift/ Tøffelhelten. DR 1, søndag kl. 23.45-00.50

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu