*Alfred Hitchcock fik et come-back, da han i 1972 vendte tilbage til sin fødeby London for at optage sin første engelske film i 22 år. Frenzy blev en succes på Cannes-festivalen og viste, at den aldrende gysermester ikke havde mistet grebet. - Det er en typisk Hitchcock-historie om en mand med ryggen mod muren, uskyldigt mistænkt for de 'slipsemord', der hærger London. Så han må flygte fra politiet og samtidig jage den rigtige morder. Filmen har ikke den seriøse vægt, instruktøren lagde i mange af sine Hollywoodfilm - til gengæld er den kvikkere fortalt, rummer en del humor og en ret kvalmende stranguleringsscene. Se, hvad Hitchcock kan få ud en scene med et lig i en sæk kartofler og indrøm, at manden ikke bare er spændingsmester, men også surrealist.
Frenzy. TV3, torsdag kl. 23.10-01.20
*Robert Mitchum hovedrolledebuterede i denne amerikanske B-film fra 1944, optaget for en klatskilling. Den legendariske James Agee - filmkritiker og forfatter - var begejstret for historien om den uskyldige pige, der for sent opdager, at hendes ægtemand ikke er den, han udgiver sig for. I sin nød søger hun hjælp hos sin tidligere kæreste, spillet af Mitchum. Agee var især begejstret for fortælle-energien i en spændingshistorie, der dog tynder lidt ud efterhånden. Instruktøren er William Castle, der senere blev kendt som en slags fattigmands-Hitchcock og ekspert i billige chok og salgs-fiduser.
Betrayed (When Strangers Meet)/ Manden hun mødte. TV2, torsdag kl. 00.30-01.40
*John Boorman løb linen ud i den stadig uovergåede film om mennesket i naturen - forstået som et drama, der vender al udflugtsromantik på hovedet og lader en uafrystelig rædsel blive tilbage. Fire bymennesker tager på kanotur i de appalachiske bjerge, men den naturens orden, de ser frem til, viser sig at være et mareridt af vold og livsfare. John Boorman anbringer mændene i fossende flodbølger og på klippefremspring - sådan ser det i hvert fald ud, for filmen har i alle henseender et voldsomt ægthedpræg. - Som skildrer af mænd under fysisk spidsbelastning og psykisk pres har Boorman få ligemænd, og Jon Voight, Burt Reynolds og Ned Beatty yder præstationer, som er højdepunkter i karrieren. For den akrobatiske fotografering står Vilmos Zsigmond, og James Dickey har skrevet manuskriptet efter sin egen roman.
Deliverance/ Udflugt med døden. TV-Danmark, fredag kl. 01.05-02.55
*Joe Dante havde ikke tabt pusten, da han i 1990 lavede sin opfølger til Gremlins. Denne gang skaber de små respektløse mogwaier (som man ikke skal gøre våde eller made efter midnat) kaos i et moderne forretningskompleks. Handling er der ikke meget af, derimod et evigt spruttende fyrværkeri af gags og vitser fuld af hentydninger til andre film. Og hvem kan stå for Gremlinerne, når de trækker i det flotte kluns og med top-hatten kaster sig ud i et musical-nummer i Busby Berkeley-stil?
Gremlins 2: Det nye kuld. TV3, lørdag kl. 20.30-22.35
*Billy Wilder kendes bedst som en hvas, satirisk herre, der ikke gav mange flade ører for Hollywoods pænhed og sentimentalitet. Men Wilder har også en romantisk åre, som inspirerede ham til kloge, kærlige komedier, som
f. eks. Avanti! Her spiller Jack Lemmon en stresset amerikansk industrimagnat, der skal hente sin fars lig hjem fra den lille italienske ø Ischia. Det går ikke helt efter planerne, til Lemmons store irritation, men efterhånden blødes han op, finder en ny livsrytme og nyforelsker sig i en genert englænderinde, spillet af Juliet Mills. - Der er både skarpt komedievid og fin drilagtig romantik i historien, som Wilder har skrevet med sin faste partner I. A. L Diamond. En film af en type, der ikke laves mere, for en Billy Wilder går der kun én af på dusinet. Og så får man chancen for et gensyn med Jack Lemmon i arbejde for den instruktør, som bedst forstod at udnytte hans talent.
Avanti! DR 1, lørdag kl. 22.25-00.45
*Marx-brødrene og Bob Hope sørger for, at den kommende søndag kan blive en munter dag. En nat i Casablanca fra 1946 er vel ikke helt på højde med Marx-brothers' store triumfer i 1930'erne, men brødrene er i fin komisk form, mens de afslører nazi-spioner i Casablanca og selvfølgelig parodierer Bogart-filmen af samme navn. - Også Bob Hope kaster sig ud i parodien i Mit yndlingsmotiv fra 1947, hvor han er en fotograf, der fungerer som en konstant meget skrækslagen privatdetektiv. Peter Lorre og Lon Chaney er skurkene i den ofte skægge spøg, som også Dorothy Lamour kaster glans over. - Bob Hope er i øvrigt en af Woody Allens yndlingskomikere, og Allens Manhattan Murder Mystery (1993) både hentyder til og inspireres af Hope-filmen.
En nat i Casablanca. TV2, søndag kl. 16.00-17.30
Mit yndlingsmotiv. DR 1, søndag kl. 23-00.30
*Robert Redford har en af sine bedste roller i dette satiriske drama fra 1972 om en ung idealistisk sagfører, der overtales til at stille op som senator-kandidat for det demokratiske parti i Californien. McKay vil i starten gøre noget for forureningsbekæmpelse, socialhjælp og borgerrettigheder, men ude blandt vælgerne opdager han, at det ikke er ideerne, der samler stemmer - snarere billig retorik, indstuderet tv-optræden, taler-vitser og baby-kysseri. - Filmen er skrevet af Jeremy Larner, der kender den politiske scener bag kulisserne, for han skrev bl. a. taler for præsidentkandidaten Eugene McCarthy i 1968. Og instruktøren Michael Ritchie er mand for at give McKays nedtur et skær af reportageagtig ægthed og sans for de røgfyldte lokalers jargon. - Filmen er selvfølgelig præget af sin tid, men dens fokusering på den medieskabte politikertype har ikke mistet i aktualitet.
The Candidate/ Stem på MacKay. TV2, onsdag kl. 00.15-02.15