Læsetid: 6 min.

De fire temperamenter

5. august 1998

Kontra Kvartetten har eksisteret i 25 år. Musikerne spiller jubilæumskoncert i Tivoli i aften

JUBILÆUM
"Det er jo Kjeld - spiller han også violin?" Det er den otte-årige der tager imod det grønne bud, som bringer et nyt festskrift til Kontra Kvartetten. Fotoet på forsiden af festskriftet viser primarius Anton Kontra i profil samt tre andre smilende strygere. Det ser ud som om Kontra giver cellisten Morten Zeuthen en irettesættelse. Zeuthen og de to andre strygere, violinisten Boris Samsing og bratschisten Peter Fabricius smiler, måske griner de endog. Måske siger Zeuthen i en formidlende tone til Kontra: "Ja, Anton, vi har øvet os på stemmerne til Ligetis 2. Strygekvartet - det skal nok gå alt sammen."
Jeg forklarer den otte-årige, at manden på forsiden ikke er Kjeld fra Olsenbanden, men en berømt violinist, som har lært os flegmatiske danskere noget om temperament og kompromisløshed. Desuden ville Kjeld aldrig skælde ud, han kunne heller ikke drømme om at udskifte jordemodertasken med en violinkasse. Det er kort sagt utænkeligt at se Kjeld som en koleriker.

Humor må der til
Kontra Kvartettens medlemmer har spillet sammen i 25 år. Det er en bedrift i sig selv, tænk lige over det en gang til: 25 år i tykt og tyndt, i sol og regn! Lige meget hvad der sker i aften kl. 19.30, når kvartetten spiller i Tivoli, vil ingen kunne tage fra de fire musikere, at de har skabt mange positive stemninger i det sidste kvarte århundrede.
Ingen udskiftninger undervejs, men der må have været situationer, hvor lokummet har brændt. Kedelige hotelværelser, sure sokker, fugtige kirkerum, hustruer der har forbandet kvartettens eksistens, uduelige kritikere, der ikke har forstået en skid af, hvad det hele handler om. Jeg tænker i den forbindelse på kritikken af kvartetten efter en aflysning af en Ligeti-opførelse ved en NUMUS Festival, hvor fagfolk sagde, at musikerne i kvartetten ikke havde øvet sig. Der blev de sgu sure i Kontra Kvartetten. Morten skrev et læserbrev til Dansk Musik Tidsskrift. Ikke et vredt et - Morten Zeuthen er en morderlig venlig mand - men en præcisering af, at musikerne havde øvet sig.
Humoren har holdt sammen på gruppens medlemmer, hævdes det et sted i festskriftet. Det virker helt plausibelt, smilet på fotoet - især Fabricius' hæstegrin - virker lige så ærligt og hjerteligt som var det et grineanfald af John Cage.

Kunsten at finde stedet
Jeg mødte Morten Zeuthen første gang sidst i 1970'erne. Det var i forbindelse med prøverne til Verdis Requiem. Vi stod i herregruppen i Københavns Drengekor og fik anvisninger af dirigenten, der agerede med hænderne, som hængte han tøj op på et sammenklappeligt tørrestativ. Han hed Mogens Wøldike.
Efter prøven blev to af musikerne tilbage i Radiohusets Koncertsal. Morten Zeuthen gik rundt med sin cello på podiet, satte sig ned, spillede et par strofer og spurgte kollegaen hvordan det lød fra netop dette sted. Sådan fortsatte de to i lang tid. For en udenforstående må det have taget sig ud som et grotesk optrin af Beckett. Med gravalvorlig mine gik Zeuthen rundt på podiet for at slå sig ned et øjeblik og spille.
Gradvist ændrede optrinnet karakter. Man forstod at det ikke drejede sig om instrumentalteater, men at cellisten ville finde det akustisk set bedste sted at spille. Stille, men stædigt blev han ved, og langsomt kom man som eneste tilskuer og lytter til at forstå den kunstneriske ambition.
Jeg blev ret hurtigt forelsket i Zeuthens cellotone, og pudsigt nok også i hans lillefinger - drømte som klaverspiller om at have en lillefinger, der var lige så lang som Morten Zeuthens. En drøm der forståeligt nok for bestandig må forblive en drøm, for man er ikke født med udskiftelige lillefingre.
Dette er en helt irrationel bemærkning, der ikke har en pind med artiklens emne at gøre. Når bemærkningen ikke er slettet, er det fordi Per Nørgård har lært mig, at alt for så vidt hører med. Det der i første omgang synes at være uvæsentligt, kan senere og i en anden sammenhæng og i et andet historisk rum vise sig at være umådeligt væsentligt.

Fire slidere
Hermed er komponisten Per Nørgård bragt ind i artiklen. Hvilket er helt på sin plads, idet han har været en af de største leverandører til Kontra Kvartetten. I 1988 indspillede kvartetten Nørgårds samlede værker for strygekvartet, der på det tidspunkt omfattede seks. I 1993 uropførte den Nørgårds 7. Strygekvartet i forbindelse med fejringen af Det Kgl. Biblioteks 200-års dag.
Listen over uropførelser er betydelig. De fleste har været der: Niels Viggo Bentzon,
John Frandsen, Vagn Holmboe, Palle Mikkelborg, Steen Pade, Poul Ruders - plus en masse andre. Jeg tæller 46 værker i listen. Diskografien er også imponerende.
Nu skal De ikke tro, at man kommer sovende til disse resultater, hvis De troede det. Forestil Dem en lang og udmarvende orkesterprøve med Radiosymfoniorkestret, hvor Zeuthen og Samsing spillede sammen i en lang årrække. En tilsvarende svedetur har Kontra og Fabricius fået i Sjællands Symfoniorkester. Efter endt arbejde mødes de fire så og prøver på kvartetrepertoiret med henblik på en længere række koncerter. Ikke noget med at kikke på uret og fagforeningssnak og jeg skal komme efter dig: Spil og spil og spil. Og spil.
I 1990 blev Kontra Kvartetten Statsensemble. I den periode havde musikerne ikke noget andet arbejde end at øve og spille for Danmark hjemme og ude. Over en tre-årig periode blev det til 20 udenlandsrejser. Peter Fabricius har ført dagbog. Den 3. juni 1990 er de fire musikere i USA. Citat fra dagbogen:
"P(eter) hos frisør og køber nye (dyre) bukser, som er for små. Tager chancen og får dem heldigvis byttet, selv om han har gået med dem. B(oris) køber en fin blomstret real american skjorte. B, P og M(orten) tager taxa til lufthavn, mens A(nton) skal med nattog ca. 2000 km mod Atlanta. Flyet lander i Atlanta 19.10, og med en undergrundsbane styret af en robot suser vi mod udgangen for at hente vores bagage. Venter forgæves på bagagen i en time - da den endelig kommer, mangler celloen: M er helt nede. Vi andre bliver urolige. Forhører os og får at vide, at den er ude i lufthavnen - sammen med en hund!"
Sådan er det at være på turné, problemer, masser af problemer. Engang foranstaltede nærværende skribent en koncert med Arditti Kvartetten på Louisiana. Bratschisten havde fået stjålet sin kuffert og måtte med lynets hast køres til Helsingør for at gæste en herreekviperingsforretning. Cellisten havde været så uheldig at beskadige sit instrument, hvorfor arrangøren på ingen tid skulle finde en meget god cello. En halv time efter kørte jeg med en cello bag i Mazdaen som i værdi modsvarede flere parcelhuse. Den venlige udlåner var Morten Zeuthen. Flink mand.

Musikalsk magi
Sådan kunne man fortælle en lang række historier om de fire strygere i Kontra Kvartetten. De fleste af dem handler om fire generøse gemytter med en enorm appetit på musik og liv. Ja, slet og ret: Musik og liv, så kort kan det siges. Og de fire har været med i så mange sammenhænge og i så mange projekter, at man uden at overdrive kan fastslå, at d'herrer ikke har sovet tiden væk.
I det historiske perspektiv tøver man ikke med at hævde, at kvartettens fire mænd hver for sig og sammen har betydet ikke så lidt for udviklingen af både musikere og komponister i Danmark. Med deres formidable spil har Kontraerne vist vejen for nye strygergenerationer. Med deres vilje til at indstudere nye danske værker har kvartetten gjort det muligt for skabende kunstnere at udvikle og videreudvikle sig.
De blev engang i et tidsskrift kaldt musikalske troldmænd. Det var et heldigt udtryk for magien som de fire musikere altid har haft med sig. Resten er 'bare' en hulens bunke disciplin og lidt held i sprøjten.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her