Læsetid: 4 min.

En forsvindende god kunstner

26. august 1998

Forfatteren William Boyd har skrevet en spøgefuld lille biograf om den amerikanske kunstner Nat Tate, der aldrig rigtig blev kendt, nok mest fordi han heller aldrig eksisterede

NY BOG
Da Nat Tate den 8. januar 1960, kun 32 år gammel, begik selvmord ved at hoppe fra borde på Staten Island-færgen efterlod han sig et af kunsthistoriens store mysterier. Et par dage forinden havde han stjålet de fleste af sine værker fra samleren og plejefaren Peter Barkasian, og brændt dem alle på plænen foran det hus, hvor han havde sit atelier.
Han havde haft en kort, men intens karriere med lige dele storhedsvanvid og mindreværdskomplekser og så selvfølgelig sprut. Som sine samtidige Jackson Pollock og Willem de Kooing kæmpede Tate en hård kamp med kunsten. Der var en manglende anerkendelse hos kritikerne, en skånselsløs selvkritik og mislykkede forhold til kvinder, som han ikke forstod. At hans lig aldrig blev fundet i Hudson-floden, er kun et alt for godt billede på, hvor lidt man egentligt ved om denne excentriske kunstner.
Men det er ikke kun derfor, at Nat Tate indtil nu har været et ubeskrevet blad i kunsthistorien. Han har nemlig aldrig lavet et eneste maleri, drukket en eneste sjus eller for nu at sige det kort og godt, som det er, så har han aldrig levet. Alt hvad der findes om og af ham kan læses i forfatteren William Boyds fiktive biografi Nat Tate. An American Artist: 1928-1960, som udkom i foråret.

Bowie læste op
Det var således først ved en oplæsning af Boyds bog i Jeff Koons studie, Kostabi World, i New York i april måned, at Nat Tate blev kendt for andre end forfatteren.
Blandt de indbudte gæster til oplæsningen var forfatteren Paul Auster, hans kone Siri Hustved, skuespilleren Michael Palin, Koons selv og en lang række andre kendte folk fra den amerikanske kunstverden.
Det var musikeren David Bowie, som i øvrigt udgiver bogen på sit forlag 21, der læste op.
Dagen efter blev oplæsningen omtalt i The New York Times, der havde spurgt forskellige af de celebre gæster om de kendte noget til Nat Tate. De fleste havde svaret tøvende, mens enkelte mente, at de huskede at have set, og endda snakket med, kunstneren.
På den måde skabte Boyd, i det små, en satirisk kommentar til kunstverdenens frygt for at afsløre bare en smule uvidenhed. Selv sagde han dog, at det ikke var hans hensigt, men det er jo ikke rigtigt til at vide, om man skal tro på Boyd.

Hvilket leksion?
Også herhjemme ser Boyds biografi ud til at skabe delte meninger om den mystiske Nat Tate.
Weekendavisens Bo Green Jensen roser i sin anmeldelse "Broen til stilheden" Boyd for at fortælle "Tates historie i en saglig og gennemillustreret tekst." Og indledende skriver han sågar, at Nat Tate er "ikke et kunstnernavn man finder i ret mange leksika. Faktisk skal man være heldig for at finde en fodnote om manden." Det må man sige, og denne anmelder vil gerne se i hvilket leksion Bo Green Jensen antyder at have fundet noget om Nat Tate ud over det, der står i Boyds bog.

Karikeret biograf
I sig selv er Boyds biografi ikke videre interessant, især ikke når man kender sandheden, eller løgnen om man vil. Den er sjov i sit overgjorte og karikerede forsøg på at dokumentere Tates liv og levned med referencer til private møder, offentlige begivenheder, dagbogscitater fra både Tate selv og de få mennesker han omgikkes samt den udstilling på Alice Singer Gallery sidste sommer, hvor Boyd efter sigende så Tates værker for første gang. Men på kun 72 små sider er det samtidig også ret begrænset, hvor dybt og nuanceret Boyd formår at beskrive sin fiktive kunstner.
Der er da også kun fire fotografier af Tate selv i bogen, hvoraf to er fra hans bardom, i skolen og på fodboldbanen, et tredje fra hans besøg hos Braque, hvor han sidder i skyggen og så et fjerde af kunstneren som voksen året før sin død. Resten er mere eller mindre tilfældige fotografier af hans atelier, Picasso, Franz Kline, digteren Hart Crane som var Tates store forbillede og andre af Tates venner og bekendtskaber. Det er således mistænkeligt, at der ikke bare er ét fotografi af Tate sammen med nogle af de mennesker Boyd skriver om, og det er også den væsentligste grund til, at bogen ikke overbeviser.

God elsker
Boyd har dog gjort et omfattende arbejde for at få bogen til at virke troværdig. Han har fået Bowie og forfatteren Gore Vidal til at skrive på bogens omslag, hvor Vidal kalder den "en bevægende skildring af en kunstner, som tiden forstod alt for godt." Mens den den berømte samler Peggy Guggenheim et sted er citeret for så sent som i fjor at have skrevet til Boyd, at Tate var "en god elsker".
Der er da, helt bevidst, heller ikke megen kunsthistorisk saglighed over Boyds overfladiske beskrivelser af Tates liv og det noget stereotype billede på miljøet omkring den abstrakte ekspressionisme i halvtredserne og tresserne. Og så er Tates værker (lavet af Boyd?) med kryptiske titler som Portrait of K fra serien Third Panel Triptychs, ikke andet end yderst beskedne pasticher over en stil, som det kræver mere end opfindsomhed at få noget godt ud af.
Man kan dog godt ærge sig lidt over, at Nat Tate ikke er en sand historie. For i hans tragiske skæbne er der helt sikkert stof til en vaskeægte moderne kunstnermyte, hvis han nu havde eksisteret, men det har han altså ikke.

*William Boyd: Nat Tate. An American Artist: 1928-1960- Ill. 72 sider. Cambridge: 21 Publishing Ltd. Fås hos Arnold Busck

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu