Verdens produktion af kød er femdoblet siden 1950 og har tabt forbindelsen med den oprindelige landbrugskultur og lægger et voksende pres på naturressourcer og de fattiges ernæring
Kødspiseri
Verdens produktion af kød er femdoblet siden 1950. I gennemsnit bruger en amerikaner to gange sin egen vægt om året i kød: 44 kilo oksekød 31 kilo svinekød og 48 kilo fjerkræ pr. indbygger.
I Danmark bruger vi mindre oksekød (18,4 kilo), men til gengæld mere svinekød (56,9 kilo) samt 18,1 kilo fjerkræ.
I alt forbruger vi 93 kilo kød pr. indbygger om året.
Den gennemsnitlige verdensborger spiser 36 kilo kød om året, fra vugge til grav. Det er dobbelt så meget pr. menneske som i 50'erne.
Store forskelle
Gennemsnittet dækker dog over meget store forskelle. Det største kødspiseri foregår i Nordamerika, Europa, Sydamerika og Østasien.
I de folkerige lande Indien, Pakistan, Bangladesh, Indonesien, og hele Afrika bortset fra Sydafrika er gennemsnittet under 5 kilo pr. indbygger selv om kødspiseriet i alle fattige lande under et er fordoblet i løbet af de sidste ti år.
Niveauet i Kina, Japan, Rusland, Mexico og Sydafrika er 40-50 kilo.
I Vesteuropa, Argentina, Brasilien og New Zealand spiser man omkring 80 kilo kød. USA er med sine 123 kilo pr. indbygger i 1997 i en klasse for sig.
Husdyrenes antal vokser hurtigere end menneskenes. Der er en milliard grise, 1,3 milliarder køer, 1,8 milliarder får og geder, 13,5 milliarder høns og knap 6 milliarder mennesker i verden i dag. Næsten hver sjette af de sidstnævnte får for lidt mad. Samtidig fortærer de førstnævnte en tredjedel af markernes afgrøder - foruden den føde, husdyrene kan finde selv.
Størst vækst i u-lande
Det voksende kødspiseri lægger beslag på flere og flere ressourcer.
I industrilandene bliver næsten 70 procent af kornafgrøderne brugt som foder til husdyr. I udviklingslandene er dette tal i gennemsnit kun 21 procent. Men disse 21 procent er resultatet af en tredobling siden 50'erne - og andelen stiger.
I Mexico er andelen steget fra 5 til 45 procent siden 1960'erne og selv i Egypten, som har haft store problemer med at brødføde den voksende befolkning, er andelen af foder steget fra 3 til 31 procent siden 60'erne.
Kina har femdoblet forbruget af kornafgrøder til foder (især til grise og fjerkræ) siden slutningen af 70'erne. Det er nu oppe på 100 millioner tons om året.
Konkurrence om foder
Oprindelig var kvægdriften mest baseret på græsgange, der ikke kunne opdyrkes. Disse græsningsarealer, som globalt omfatter et areal, der er dobbelt så stort som den dyrkede jord, belastes nu hårdt af den intensive drift. Kvægets behov for græsning er en af de stærke drivkræfter bag rydningen af regnskov i Mellem- og Sydamerika.
Men kvæget æder sig også, igennem kraftfoderet, ind på den frugtbare landbrugsjord. Det sker i konkurrence med svin og fjerkræ.
Tommelfingerreglen siger, at der skal bruges syv kilo planteprotein for at lave et kilo bøfkød.
Svin og fjerkræ omsætter proteinerne lidt mere effektivt. De bruger henholdsvis fire og to kilo.
Den voksende købekraft, især hos lidt mere velstillede familier i de fattige lande, er drivkraften i det globale kødboom.
Populært sagt har kvægproducenterne, svineavlerne og fjerkræavlerne råd til at opkøbe planteproteinerne for næsen af verdens fattigste mennesker, selv om deres produkter i sagens natur koster langt mere i forhold til næringsværdien end den tilsvarende produktion af vegetabilske fødevarer, som udelukkes.
Dette grundlægende forhold ændres ikke selv om de industrielle husdyr opfodres i de mest supereffektive computerstyrede stald- og fodringssystemer.
Man anslår, at ca. 25 millioner fattige i USA får for lidt at spise.
Men hvis den gennemsnitlige amerikaner skar sit kødforbrug ned med 5 procent, ville der blive 7,5 millioner tons mere planteføde til rådighed om året. Det er rigeligt til at bespise de 25 millioner fattige.
Svin og fjerkræ fører
Væksten i produktionen af oksekød er aftaget noget i 80'erne og 90'erne. Til gengæld er tilvæksten af svin og høns blevet større.
Det hænger tæt sammen med udviklingen i Kina, som med sin store befolkning med tradition for svinehold tegner sig for halvdelen af verdens forbrug.
Men det hænger også sammen med de økologiske grænser for kvægdriften. Verden over er kvægdriften forbundet med de store græsgange, der ikke egner sig til opdyrkning, men er velegnede for kvæg og får og geder.
Når græsningen udnyttes til grænsen for den økologiske bæreevne skærpes konflikten mellem kvægdrift og agerbrug. Det fører til kulturelle sammenstød f.eks. i Afrika, Mellemøsten og Centralasien. Det øger også konkurrencen om foderstoffer.
Den samlede stigende kødproduktion lægger derfor pres på miljøet og befolkningen i områder, hvor der er knaphed på vand (f.eks. det nordlige Kina, Nordindien, Mellemøsten og Sahelbæltet syd for Sahara). Og i områder hvor det er svært for bønder at få adgang til jord.
Miljø og sundhed
At den industrielle husdyrproduktion belaster vandmiljøet med iltsvind og algeopblomstring til følge, behøver man ikke fortælle en dansker. I USA, hvor husholdingsaffaldet fylder og vejer væsentligt mere end i Danmark, har man beregnet, at affaldet fra husdyr ikke desto mindre er 130 gange større.
Dertil kommer drivhusgassen methan. 25 procent af det menneskeskabte udslip stammer fra husdyrene.
Overdrevet kødspiseri med dertil hørende fedt og kolesterol er som bekendt desuden hovedårsag til vidt udbredte livsstilssygdomme.
I stedet for at lancere nye fedtfattige kød- og mejeriprodukter kunne man styrke folkesundheden ved simpelthen at skære det animalske forbrug ned i forhold til det vegetabilske. Det kunne starte en god cirkel:
Hvis blot 10 procent mindre af den årlige høst blev brugt som foder, ville det frigøre planteføde nok til 225 millioner flere mennesker, svarende til verdens befolkningsvækst i tre år.
Nedsat kødspiseri i industrilandene ville formindske presset på sundhedsvæsenet og presset på miljøet, agerjorden, græsgangene og vandressourcerne i mange dele af verden.
Befolkningsvæksten og underernæring i udviklingslande ville blive et lidt mindre problem.
*Hovedkilde: Worldwatch Institute på basis af bl.a. FN's fødevare- og landbrugsorganisation FAO, Det amerikanske Landbrugsministerium og den amerikanske Miljøstyrelse.
