Læsetid: 4 min.

Om at fyre en første-elsker

18. august 1998

Hvis følelsen af mandighed aftager med alderen og den dalende seksuelle aktivitet, må det være et mareridt for filmverdenens førsteelskere at blive gamle

KOMMENTAR
Hvad vil hun dog med det overmodne ribs?, vrængede jeg, da Helen Hunt hengav sig til Jack Nicholson i biograffilmen As good as it gets. Sådan tænkte jeg også, da Julia Roberts tog med tvangsneurotikeren Woody Allen til Paris i Everybody says I love you, og da Demi Moore sejlede afsted med Robert Redford i Et frækt tilbud og da...
Jeg har undret mig såre over denne tendens, at flere og flere af Hollywoods pensionsmodne, mandlige skuespillere kurtiserer ganske unge kvinder i deres seneste film. Logisk set kunne der selvfølgelig være tale om en slags indbyrdes, platlummer lockerroom-væddemål af typen 'størst/først', men spørgsmålet er vel, hvor meget squash de aldrende herrer fra Hollywood orker at spille sammen i løbet af ugen. Hvorfor filmverdens sværvægtere i disse år går på strandhugst i døtrenes gymnasieklasse handler om noget andet.
Jeg glæder mig ofte over de muligheder for anderledes anskuelser, postmodernismens relativering af gamle sandheder har givet. Postmodernismen gav og inspirerede - men den tog også! For eksempel ærgrer det mig, at 90'erne er rippet for uforgængelige, mandlige filmhelte.
Jeg misunder 70-årige kvinder deres årtier med Gary Grant, Gene Kelly, Robert Mitchum, Humphrey Bogart og Gary Cooper. Tænk bare, close-ups med velkendte ansigter, velkendte læber i velkendte kys. Gensyn efter gensyn fra sædet i det dunkle drømmerum. Den postmoderne angst for gentagelsernes truende inerti gjorde kål på genkendeligheden! Zap, zap, Tom Cruise, River Phoenix, zap, Brad Pitt, Keanu Reeves, zap, Leonardo DeCaprio; nye ansigter i omkostningstunge filmproduktioner, stjerner for en måned, merchandise salg og derefter ud i glemslen. Over lærredet flakser glatte, erfaringssvage ansigter, vi ikke har nogle referencer på.

De kan stadig kysse
Kald det en protest eller en reaktion på disse flygtige bekendtskaber. I hvert fald er vi mange biografgængere, der længes efter at se de skuespillere, vi kender, dem, vi har en historie tilfælles med. Pengelugten, ved dette globale sukkeri, er åbenlys.
Det giver filmselskaberne anledning til at stable de gamle helte op med puder og støttestrømper. Men desværre er regulær money-making sjældent katalysator for kunstnerisk nytænkning i dén branche. Så nøglen i ryggen drejes rundt, og Redford, Newman, Beatty, Nicholson og Douglas comebacker i den rolle, branchen mener, er kvintessen af deres talent - førsteelskerens.
Garanten for, at deres fremskredne alder ikke er en hindring for at udfylde rollen troværdigt, er de unge, kvindelige medspillere. Ved at parre de gamle drenge med langt yngre kvinder overbetones aldersmomentet med det formål at besværge stjernernes fortsatte status som lærredets ubestridelige førsteelskere; Skeptikere omvendes, applausen vil ingen ende tage, for de kan sgu stadig kysse, de gamle skrubtudser!

Fossil-stadiet
Når dette er sagt, står den relativt banale forklaring på fænomenet tilbage. Dén, der må tilskrives skuespillernes egne valg. Dén, der handler om forfængelighed. Dén, der handler om, hvor svært det er at blive gammel i en kultur, der glorificerer ungdom.
En svensk undersøgelse påpegede for nylig, at mange ældre kvinder føler, at deres kvindelighed er aftaget i takt med alderen og den dalende seksuelle aktivitet. Hvis kønsidentitet, alder og seksualitet også hænger sådan sammen for mænd, må det selvsagt være et mareridt for filmverdenens førsteelskere at blive gamle. Bøfkælderen kan holde fedmen stangen, ja, men hudens slaphed, den umiskendelige gråtone og rynkernes ansigtsgravering må sprættes op, rettes ud og farves, hvis fossil-stadiet skal camoufleres overbevisende.

Spild af talent
Er man skeptisk eller simpelthen en pivrøv, kan filmprojekter med unge, smukke, intelligente kvinder erstatte den afstivning af forfængeligheden, som plastikkirurgien ellers tilvejebringer. Rygtet går, at Roger Moore nægtede at vise sig afklædt i sin sidste 007 performance - han var da tæt på 50 år. Selverkendelse eller ej, jeg husker, hvordan han dækket af et lagen gled direkte over i en silkeslåbrok, hver gang han havde undervognsbehandlet endnu en ung, russisk bimbo-agent. Ikke tale om, at alderen skulle afholde Moore fra at opfylde Bonds credo "find them, fuck them and forget them".
Jeg vil se dem, jeg kender, yes! - men de må gerne blive gamle, det bliver jeg også selv. Jeremy Irons - som jeg har første-elsket siden Gensyn med Brideshead - er blevet ældre. Det klær ham! Og han bliver ikke én dag yngre i mine øjne af at nedlægge Juliette Binoche i Misbrugt eller genindspille Nabokovs Lolita. Mest af alt er det vel spild af talent.
Soliditeten i en skuespillers stjernestatus - det værdige gensyn - genereres ikke ved at spille den samme rolle hele livet, men tværtimod ved at bemestre de roller, som naturligt følger med ens alder.
Hvis Jeremy aflagde sig sin forkærlighed for aristokratisk kultur og italiensk scenografi, og skelede lidt til Sam Neill, Gabriel Byrne og Max von Sydows karriereforløb, kunne han utvivlsomt tilføre sit britiske talent nye aspekter. - Og skal det absolut bruges til forførelse, så lad for guds skyld begærsobjektet være en mand eller kvinde på hans egen alder.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her