Læsetid: 8 min.

Generation '98

14. august 1998

Generationen på omkring de 30 år har i 1998 fået mund og mæle. Et værdimæssigt opgør er ved at tage form - i det personlige liv

FRIE ORD
I mangel af bedre er min generation af dem omkring de 30 år blevet kaldt "Den Tavse Generation" eller blot det intetsigende, udefinérlige couplandske X. Vi voksede op med havregryn med mælk på, Ingrid eller Kaj og Andrea i fjernsynet, Gasolin og siden TV-2 i højttalerne, børnehavernes erstatningsmoderlighed og grønne parcacoats som vinteruniform. Det var før McDonalds', Coca Cola og fastfood blev til den herskende kultur, men alligevel var vi den første generation, der fra barnsben oplevede et eksponentielt køb-og-smid-væk samfund.
Da parcelhusets rektangulære mur blev for lille, buldrede de nyliberale 80'ere derudaf. Nogle trak sig ind i sig selv, famlede efter navlen eller spejlede sig narcisistisk i spejlet. Mange søgte tilflugt i ironien, for det var i virkeligheden en fed ironi, at forældregenerationens og 68'ernes antikapitalistiske, frihedssprængende farvel til de såkaldt småborgerlige og gammeldags værdier i 80'erne blev udnyttet af kapitalismen.
Nyliberalismens thatcheristiske eksperimenter på markedet gik fint i spand med 68'ernes frihedsrevolution. Og der kom intellektuel næring fra kunstens dekonstruktivister og universiteternes postmodernisme.
I privatlivet toppede antallet af skilsmisser, og nogle søgte at fuldbyrde frihedsreligionens evangelium ved at hengive sig til Don Juans evige forførelsestrang, dyre blændværk og den blotte lyst til at selvrealisere sig. En million andre danskere fik et liv i ensomhed. For nogle var det et helvede, for de var blevet tvunget ud i arbejdsløshed, selvom Danmark iflg. magthaverne havde opbygget verdens bedste velfærdssamfund. Der var noget råddent i den danske stat, men de færreste i den såkaldte tavse generation orkede at tage livtag med den nye generation af magthavere - 68'erne - som efterhånden var marcheret ind i de politiske, økonomiske og kulturelle institutioners top. Så hellere erobre Europa på interrailpas eller finde sig selv i Den Tredie Verden med rygsækken som erstatningshjem.
Eller som det 34-årige postbud, forfatteren Morten Alsinger, sagde i et interview af Mette-Line Thorup her i avisen i lørdags: "I 80'erne midt i værdiopløsningen var der bare så mange ting, der skulle afprøves. Og vi fik i modsætning til de unge i dag alt det spillerum, vi ville have. Vi gik ud af gymnasiet og lige ned og hævede bistandshjælp i ti år. Schlüter-regeringen. Yes, mand! Det var ansvarsfrihed i stor stil."

Murens fald derhjemme i Europa blev en brat opvågning til virkeligheden. Det fremtvang erkendelsen hos mange af os søgende og nydelsessyge x'ere, at det måske var på tide at blive voksen.
"Det er begyndt at gå op for mange af os, at vi måske kørte frihjul over for os selv," forklarer Morten Alsinger - der netop har udgivet romanen Fuga sammen med Jakob Ejersbo.
Mange har i 90'erne søgt efter nogle værdier, som kan bibringe fremtiden et håb, der rækker ud over den kynisme, som magthaverne normalt kalder realisme. De søgende halvfemserne er ved at være slut, og hvis de tavse og ironiske x'ere blot tør åbne øjnene og ørerne, og se og lytte, så vil de opdage, at 1998 er året, hvor et usædvanligt stort antal af jævnaldrende forfattere, kunstnere, teaterfolk og filminstruktører har fået mund og mæle.
De har grebet ordet og sat krop og personlighed ind bag andre visioner og værdier, end de værdier som mainstream-68'erne frisatte og levede efter op igennem 70'erne og 80'erne. Det er måske på tide at give x'erne et navn: 98-generationen.
98-generationen har vilje til at skabe et godt familieliv og bruge tid på opdragelsen af sine børn, i stedet for at lade sig nøje med forældre-generationens skilsmissekultur. Tag for eksempel Morten Alsinger, der i lørdagsinterviewet hudflettede, hvordan meningsdannere i den bedre del af jobskalaen for et par år siden sad og diskuterede i kvindeprogrammet, Status Q. Disse meningsdannere - forklarede han - sad hele tiden og talte om, hvor hårdt det er at tone ned for karrieren, men hele tiden gik de en stor bue uden om at diskutere børn.
Et sådant liv og livssyn kan Alsinger ikke bruge til noget. i stedet tog han konsekvensen i sit eget liv. Han valgte forældreorlov for at få tid til at være far for sin søn på to år:
"Det kan godt være, at mænd ikke er gearet til tage mere ansvar i hjemmet i praksis - endnu. Men for mig handler det om at have vilje til at omstrukturere sit liv," siger han, der ikke er bange for at være sin søns "mandlige forbillede" og tale om "konsekvens i opdragelsen." Det kræver tid, sammen. Og det var den 29-årige fodboldspiller Brian Laudrup sikkert sig udemærket bevidst, da han fornylig sagde farvel til landsholdet med den begrundelse, at han af hensyn til familien måtte nøjes med at spille klubfodbold.

Den næsten jævnaldrende teaterinstruktør Katrine Wiedemann er en anden af de markante eksponenter for det, jeg vil tillade mig at kalde 98-generationen. Her i foråret sagde hun i et interview til Weekendavisen, at der i Danmark "stråler af skam omkring os":
"Vi har det ikke så godt her nordpå. Det er manglen på ideologi og religion. En stor ensomhed. Blandingen af ensomhed og frigjorthed. Det er det værste. Det giver den dér danske udstråling. Denne sørgelige, flove udstråling, der kommer fra folk, som har mistet deres værdighed. Som mangler modstand. Vi har opbygget et land, hvor staten skal være forældre for os, hvor alle problemer er ryddet af vejen, så snart de dukker op, hvor det altid og hele tiden er åh så legalt at nurse sin egen svaghed og klage sig, og hvor det kan være en forsidehistorie i Politiken om salt er skadeligt for blodtrykket," siger Wiedemann, der mener, at man kan blive "høj af et fix virkelighed". Ved forårets folkeafstemning om EU, gav hun selv et "desperat ja", men hun ærgrer sig tydeligt over, at det Danmark hun elsker, lider under en forfærdelig masse vrangforestillinger. "Det er ikke et paradis. Materielt måske, men er der virkelig ikke andre værdier end at kunne gå mæt i seng?"

Det mener den 34-årige teaterdirektør for Østre Gasværk, Lars Kaalund, at der er. For ham at se kræver livet et valg - af kærlighed. Han har udgivet et flot og farverigt teaterkatolog for sæsonen på scenen, og den er helliget kærligheden: "Min utopi er, at vi kan samles om nogle fælles værdier for, hvad kærlighed er," sagde han i et interview her i avisen den 4. august.
Han er i så henseende på bølgelængde med Det Kongelige Teaters skuespilchef, Klaus Hoffmeyer, der allerede den 27. marts proklamerede, at jubilæumsåret her i 1998 er viet til livets store spørgsmål, "kærlighed, kærlighed, kærlighed": "Vi håber på, at den distraktion publikum måske kommer i, når man sidder i de elendige stole i Stærekassen kan overvindes, når vi nu sætter kærligheden op som tema."
Kaalund - der selv her til efteråret har opsat Shakespeare-klassikeren Romeo og Julie - har noget på hjerte, der er symptomatisk for 98-generationens værdier. "Jeg er ikke moralist. Folk må selv om, hvad de propper i tilværelsen. De skal bare ikke bilde sig ind, at forelskelse er kærlighed, eller at man kan købe den. Kærlighed handler jo også om at modtage, ikke bare bruge og smide væk." Bymennesket skal i sin søgen efter et ståsted ikke forveksle længsel efter identitet med længslen efter kærlighed, mener han.
Han tør også nærme sig det moralske spørgsmål, som mange kulturradikale libertinere og en del 68'ere helst vil være fri for at tale om: "Moral i dag er bundet i din egen samvittighed, men tager man utroskab som en mulighed for at være ansvarlig omkring sine egne drifter, så behøver det jo ikke at være en stor moraliserende ting, at man vælger ikke at volde sin elskede ondt." Det kan jeg ikke sige bedre her i Kærlighedens år.
Betydningen af et kyskhedsløfte i livet og troskab overfor nogle grundlæggende værdier handler ikke kun om at gøre op med brug-og-smid-væk kulturen - f.eks. i sexlivet. Det er også et opgør med forestillingen om, at fem flasker rødvin er bedre end et godt glas rødvin med fornem fylde, eller naturen det skidt bare er til for at bruges.
Kyskhedsløfter kan være frigørende i en anden dimension - også i filmmediet. Se blot, hvordan den 29-årige teaterinstruktør Thomas Vinterberg i sin - og sine skuespilleres - skæbnetunge og medrivende film, "Festen", løftede et lille slør for, hvordan der midt i selv den værste familietragedie kan findes et lille skrøbeligt livshåb. Kyskhedsløftet, Dogme-95, som han har givet sammen med folk som Lars von Trier, Søren Kragh Jacobsen og Anne Wivel, har vist sig ikke at være en ødelæggende spændetrøje, men har snarere frigjort filmen og fortællingen fra den stupide Hollywood-dyne af specialeffects og stjernedyre industrikoncepter.
Den samme erkendelse gav den 29-årige barokmaler, Thomas Kluge, udtryk for, da han i et interview her i avisen den 11.-12. april, bekendtgjorde, at "jeg dyrker bevidst den langsomme, fordybende maleproces som modtræk til zappersamfundet. Tingene skal hæve. Jeg må censurere, sortere milliarder af indtryk fra for at finde et koncentrat af tilværelsens essens. Det tager tid."
Kluge er ikke bange for at tale om grænser, vigtigheden af et figurativt formsprog og lader sig direkte inspirere af barokkens store mestre.
Han repræsenterer også 98-generationens oprør og langer bl.a. ud efter Kunstakademiet og fluxus-bevægelsen: 60'erne har "uddannet de unge kunstnere til at gøre de ting, som de troede på. Den manglende gudstro, meningsløsheden i livet etc.," siger Kluge, der priser sig lykkelig for ikke at være kommet ind på Akademiet og at være tvunget til at finde sin egen vej.

Generationsopgøret finder mange udtryk, men det er først her i 1998, at generationen for alvor har brudt sin x'ede tavshed. 98-generationen er ikke et ideologisk manifest, men først og fremmest noget, der rykker og forandrer praksis i det personlige liv.
Et af de gode eksempler er Thomas Vinterberg, der midt under Cannes-ræset skyndte sig hjem for at være sammen med sin familie og sin datter. I et interview her i Information d. 19. juni 1998 rettede han en skarp kritik af superindividualismen:
"Fællesskabsånden er overflødiggjort, den er nærmest blevet latterliggjort. Ved murens fald har man besluttet sig for, at enhver form for fællesskab er naivt, barnagtigt og overflødigt, og det mener, jeg overhovedet ikke, det er."
Også familien taler han varmt for: "Lige meget hvad, så bliver vi jo nødt til at holde sammen: Det er en illusion at forestille sig, at man kan splitte en familie ad. Jo, det kan man godt, der er der mange, der gør. Men de kan ikke i deres blod."

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu