Linda Wendels rapkæftede 'Mimi & Madammerne' både ætser og irriterer i sit generationsportræt af de kvikke, frigjorte kvinder, der hænger fast i kompromiserne
NY FILM
Først må en misforståelse ryddes af vejen. Mimi & Madammerne er ikke den opløftende komedie om kvindefællesskab, som plakaten lover med billedet af fem styks muntre kvinder på rad. Samt et slogan - Det' bare kvinder og de kan selv - som spiller på den engelske komedie-verdenssucces Det' bare mænd.
Sjældent har en annoncering været så misvisende, for filmen er bestemt ikke særlig munter. Dens drama om frustrerede, rådvilde parforhold hælder voldsomt mod det pessimistiske, og det er også svært at se filmen som en sort komedie.
Det specielle ved Linda Wendel, som både har instrueret og skrevet manuskript, er netop - her som tidligere - hendes prunkløse realisme. Denne gang har dialogen ganske vist et brus af det tungerappe og teater-effektfulde, men tonen er forfriskende hverdagslig og lige-på-og-hård, billedstilen funktionel og appetitten på at se sørgelige sandheder lige øjnene nærmest umættelig.
Fræk talkshow-værtinde
Faktisk er det lige ved at være Weekend om igen - altså en ajourføring af Klaus Rifbjerg/Palle Kjærulff-Schmidts 36 år gamle gennembrudsfilm, der introducerede en ny realisme i dansk film.
Igen er vi i et sommerhus, og igen demonstreres der i et kollektivportræt en så pinagtig mangel på handlekraft og lidenskab, at man næsten kvier sig ved at kalde den meget dansk. Men der er nok ingen vej udenom.
I centrum står en tidstypisk skikkelse - den frække, ambitiøse talk-show-værtinde Mimi. Hun samler en ca. 35-årig venindegruppe til råhygge i det lækre sommerhus, hun har giftet sig til gennem ægteskabet med den rige forretningsmand Franz. Så kan mændene komme dagen efter som det tynde øl.
De fem kvinder har en fortid som rockgruppe, men nu er der gået en halv snes år, og hvad har de så til fælles?
Ikke så meget, viser det sig - udover knas i parforholdet.
Gammel flamme
Det er Mimi, der kører showet. Hun er den moderne medie-narcissist, fuld af ubehagelige sandheder, der smutter som skrubtudser ud af munden. En egotripper med et ego, der er ved at blive væk fra hende i et manisk behov for selvudfoldelse.
Engang elskede hun Klaus, en næsten lige så rastløs stand up-komiker (Michael Carøe, type-casted og præcis). Men turde ikke forsøge at binde ham til sig. Klaus er nu gift med en af veninderne, og Mimis skjulte dagsorden i veninde-invitationen, er måske at få ham tilbage.
Det bliver dog kun til en markering af utroskab og en halvhjertet pusten til en gammel flamme, som ikke helt er slukket. Men fatal for Mimi, idet ægtemand Franz, som elsker hende, trækker grænsen her.
Bag alle de skrappe venindereplikker og de slogan-agtige ytringer, der fyger gennem luften som overskrifter fra Alt for Damerne, handler filmen om længsel og følelsesundertrykkelse. Mimi og Klaus kan snakke om kusse for åben skærm, men de kan ikke give hen. Så langt rækker dristigheden ikke.
Andet gennembrud
Mimi er det hektiske mediemenneske, som med jævne mellemrum må standse op foran spejlet i et forsøg på at begribe, hvem hun egentlig er.
Hun flagrer rundt om ægtemanden Franz, der som filmens eneste figur hviler i sig selv, tyk og tung og overbevist om den stærkeres ret. Han elsker Mimi og kan derfor ikke gå på kompromis.
Franz bliver derved filmens mest sympatiske, helhjertede figur, spillet med tyre-agtig kraft og overbevisning af Dick Kaysø. Den hyggelige Krummefar får her gennembrud nummer to - der er en forbløffende uforbeholden kraft, træfsikkerhed og intensitet i en portræt, der tilsætter jovialiteten et farligt strejf af tyranni og en solid dosis ægte smerte.
Mimi spilles overraskende af Tammi Øst, der på film ellers kun kendes som sød og sødmefuld. Hun giver måske sin bitch lovlig stærk udblæsning, men er her på linie med filmens øvrige mangel på nemme, blide følelser og charmeoffensiver. Hellere end at stryge med hårene finder filmen de ømme punkter.
Et enkelt lille idyl bliver det dog til, mellem en ung lokal fisker og den mest hæmmede af veninderne. De spilles fint af Søren Sætter-Lassen og Tina Gylling Mortensen, men dette positive kontrapunkt står alligevel noget blegt.
Skurre-toner
For Linda Wendel vil først og fremmest fremvise de utallige kompromiser, rivninger og frustationer i forholdet mellem kønnene. Og hun har et lige så lydhørt øre for søsterskabets falske toner og halvkamouflerede statusræs. Filmen er for det meste skarpt iscenesat og præget af et næsten virtuost ensemblespil.
Alligevel er der passager, som irriterer og skurrer, når de forlader sig for stærkt på det slagords-facile. Madammerne slynger om sig med lidt for mange damebladsoverskrifter, som ikke bliver fulgt op. Og visse scener byder sig for klichéagtigt til, uden at blive forløst. Som for eksempel pigernes berusede fællessang - skal den virke smittende eller patetisk? Eller et afsnit med to politifolk, der vist sigter mod det morsomme, men ganske forgæves.
Men Mimi & Madammerne er en film, man må respektere. Lige så lidt som Linda Wendels andre film - Ballerup Boulevard og Lykken er en underlig fisk - kolporterer den illusioner. Den punkterer overfladedrømmene og viser et mere grundliggende savn. Og det sker oven i købet med betydelig større slagkraft og nerve end i de to foregående film.
*Mimi & Madammerne. Instruktion og manuskript: Linda Wendel. Dansk (Grand, Palads, Bio City, Lyngby Bio)
