Læsetid: 5 min.

Om at gribe det uhåndgribelige

17. august 1998

Orhan Pamuk, en af 1990'ernes helt store forfattere, har skrevet en allerhelvedes - eller himmelsk - indviklet roman

NY BOG
Sin forrige bog, mesterværket Den sorte bog, afsluttede den tyrkiske forfatter Orhan Pamuk med ordene: "Intet kan være så forunderligt som livet. Bortset fra litteraturen." I sit nye (mester)værk fører Pamuk noget af denne påstand ud i konkret bevisførelse. For Det nye liv handler om, hvordan en bog bestemmer livet for en ung mand. Hvad dette indebærer af dechifrering af vedkommende bog, af vejene gennem dens betydning og denne formidlings politiske tekstmæssige kringelkroge - ja, det handler Det nye liv om.
Det burde efterhånden ikke være nødvendigt at anbefale en roman af Pamuk. For dels har han med romanen Det Hvide Slot (da. 1994) vist overfor et dansk publikum, at han behersker enormt meget - og med Den Sorte Bog (da. 1996) har han eftertrykkeligt fået slået sit navn fast som en af tidens helt store forfattere.
I overordnet perspektiv har de to tidligere oversatte romaner og Det nye liv et fælles tema: At søge identitet. Forskellen er, at den nye roman er allerhelvedes indviklet. Ikke sådan side for side, da er den enkel og en nydelse at læse. Men bare nogle snese sider ad gangen kan den være svær at følge med i. Hvormed ikke være sagt andet, at den er en relevant udfordring for den litterært kræsne, og for den, der godt vil læse noget, der idémæssigt ligger nogle spadestik under det umiddelbart indlysende.
Dét skal hverken være forfatterens eller den tyrkiske kulturs problem; problemet ligger hos os i Vesten og for at indkredse det, hos os i EU, der af mange forståelige og lige så mange dumme grunde holder Tyrkiet uden for den europæiske union.

Den 'absolutte' sandhed
En "skønne dag", engang for ti-tyve år siden læser den 22-årige teknikum-studerende Osman en bog. Den slår ham af pinden. Hvad den læste bog handler om, får vi aldrig at vide, og det er heller ikke så vigtigt. Sammen med den pige, der spillede Osman bogen i hænde, tager han på en vild tur gennem Tyrkiet, med busser, hvor videoskærmenes grønne skær over chaufførernes sæder viser den vestlige kulturs affald, og hvor bussernes og landevejenes tilstand medfører uheld og blod og lemlæstelser, der overgår dét passagerne ser på de amerikansk producerede produkter på skærmene.
For enden af vejen, i konkret og overført betydning, kommer de frem til en såkaldt doktor, i grunden karamelfabrikant, der som livsopgave har valgt, at bekæmpe dét den ukendte bog beretter. Men i virkeligheden er den formidlet af hans søn, der via et fingeret trafikuheld har valgt at skifte identitet og forsvinde ud af denne (tyrkiske) virkelighed. Mere hverken vil eller kan jeg fortælle om den indviklede handling. Men bortset fra handlingen, så udgør denne roman en enorm fornyelse af fortællekunsten, og vil være en kommende guldgrube for litteraturteoretikere. Også fordi Pamuk ved siden af så meget andet jonglerer med verdenslitteraturen, denne gang især med Dante og Rilke.

Mystikkens realisme
Noget af det helt enestående ved Det nye liv er, at dens direkte emne er en bog, vi ikke får meget at vide om. Men at fortælleren sluges af det, og at dette - stadigvæk uden at vi ved så meget om hele - formidles af forfatter og fortæller, så læseren bliver suget ind i en labyrint. Hér er det svært at finde ud af vejen (det hører labyrinter til), men man bliver i hvert fald ikke dummere af det.
Vejen er lang og indviklet, meget indviklet. Men man holder ved. Fordi sproget er så smukt og godt (formidabelt fordansket af Henning Goldbæk); fordi handlingen er spændende som en klassisk kriminalroman; og fordi læseren konstant får repræsenteret dybt essentielle livsspørgsmål; ikke klasket ud som aforismer, men vævet ind i handlinger som i elementære fortællinger og tegneserier - og noget sådant kan kun helt store forfattere håndtere.
At skrive om fascinationen af en bog, vi som læsere ikke kender noget til, er i sig selv en fortælleteknisk præstation. Et af andet får vi dog henimod slutningen af romanen at vide, og heller ikke dét vil jeg røbe. Men meget af baggrunden er såre prosaisk. Lige så vigtigt er det, at bogens mysterium er et genialt afsæt til at komme ud i mystikkens sfærer. Sådan som livet har sine mystiske bestanddele, og som Tyrkiet har balanceret mellem Orient og Occident, mellem fundamentalistisk og liberal islamisme, og vestlig kultur og sækularisering. Det er hér, jeg tror bogens politiske dybder ligger. Men den grundlæggende baggrund kender denne anmelder for lidt til.
Bogen præges i sin dramatiske highlights og nedtonetheder af nogle undertoner, der måske kunne tænkes at skyldes risikoen for censur. For Pamuk demonterer mange myter, og skaber samtidig nye - og holder fast ved islamsk mysticisme, hvis sekter ikke har de bedste vilkår i dagens Tyrkiet, for nu at sige det meget mildt.
I sin kombination af noget meget konkret, noget meget abstrakt og de konstant overraskende møder mellem de to størrelser, ligger der en tekst, der ganske enkelt er enestående. Dog ikke mere end at denne anmelder nok vil anbefale, at man læser den forrige roman Den sorte bog. Den er fortsat Pamuka hovedværk. Der er ingen grund til kvalitetsmæssigt at sammenligne de to bøger - hoved-hovedemnet er det samme: Hvor ligger identitet(en) henne? Livets fornyelse. Gad vide, hvor lang tid anmelderne havde til at skrive om James Joyces Ulysses. For det er i disse højder, Pamuks romaner befinder sig. Derfor må jeg enten bruge tre avissider for at indkredse Det nye liv. Eller jeg slutter, udmattet og vildt begejstret her.
Og det gør jeg, bortset fra at slutte med en kliché, der er dybtfølt og baseret på konkret erfaring: Efter læsningen af Pamuks romaner er man ikke helt den samme mere, for i hvert fald fornyer de éns holdning til litteratur.
Det er ikke spor smart, men enormt dygtigt gjort af Pamuk, at han på et littererært metaplan (undskyld udtrykket) skriver om det, han i grunden skulle skrive om. I begyndelsen af romanen hedder det om Osmans møde med sit livs bog (d.v.s, livets indhold): "...dens påvirkning var så stærk, så indiskutabel og solid, at enhver tale om bogen, sammenlignet med bogen selv, ville forvandle bogens indhold til tom snak og unødvendigt sludder."
200 sider længere henne får vi en kommentar fra en af de talrige bipersoner:
"En god bog er noget, der minder os om hele verden...Måske er alle bøger sådan, eller burde i det mindste være det... Bogen er en del af noget, som ikke er i selve bogen, men hvis eksistens og varighed jeg mærker gennem det bogen siger."
Her ligger forfatterens ønske om, hvordan hans bog om en bog kan læses. Og Orhan Pamuk henter hensigten hjem, på en dybt original måde.

*Orhan Pamuk: Det nye liv. Oversat af Henning Goldbæk. 306 s. 348 kr. Lindhardt og Ringhof

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu