Fire danskere om ugen kommer nu hjem fra en tur i varmen ramt af tropesygdomme. Hansen og kone i Afrika kan bekræfte, at det ikke er spor anbefalelsesværdigt
DERUDE
PRETORIA - De kommer pludseligt - rystelserne. Fra et sekund til det næste er kroppen som en stor, isnende kødklump, der klaprer af kulde, og som synes at hænge og rasle løst på knoglerne. I hvert eneste lille led føles det, som om knive bliver stukket ind og vredet rundt. Smerten er uudholdelig.
Der er kun én ting at gøre: ned at ligge, mens kroppen klaprer og ryster videre, og man venter på, at kuldefeberen er ovre.
I dette tilfælde varer det første kuldeangreb små tre timer, før der igen falder ro over corpus magnus.
Ro og ro. Nu starter det næste angreb nemlig. Varmefeberen melder sig, og den stiger lynhurtigt til rekordhøjder - ofte over 40 grader. Man sveder, så lagner og dyner pjasker i vand.
Den relative ro indfinder sig først, når parasitterne har fornøjet sig en tur rundt i blodet og igen er vendt tilbage til leveren - of all places - for at fortsætte deres skånselsløse hastige formering.
Man er ikke i tvivl. Der er ikke tale om en kraftig influenza. Det her er noget meget værre. Det kan kun være malaria.
Dagen efter viser blodprøven, at ikke bare er jeg angrebet af malaria men sågar også af den ondartede - den dødelige hjernemalaria.
Nogle siger, at der findes tre typer malaria, andre fire. Men hvorom alting er, lægger hjernemalariaen normalt sit offer død i løbet af nogle dage - hvis der ikke skrides ind meget, meget hurtigt. Nogle har ganske vist være heldige, men det er de færreste.
Fin latin
Jeg er blevet stukket af en grimmer myg under en tur oppe i Malawi for et par uger siden, og bæstet har fået indlogeret et lille væsen i min lever. Væsenet hedder helt præcist Plasmodium Falciparum. Det siger i hvert fald manden i kitlen, som har stetoskopet dinglende ned over lægemaven.
Bag det fine latinske navn gemmer der sig en djævelsk lille snylter, der for det første formerer sig med vanvittig hast i leveren og dermed ødelægger omgivelserne hurtigere, end man selv ville kunne klare et sådant forehavende.
For det andet truer den og dens hastigt øgende yngel med at brede sig igennem blodet til hjernen. Hvis dét sker, begynder kortene at være lidt dårligt blandet.
Langt de fleste af de an-slået tre millioner mennesker, der årligt dør af malaria, dør af hjernemalariaen.
I forvejen er min bedre halvdel, konen, blevet angrebet af den ondartede malaria og er nu indlagt på sygehus. Hendes djævelske parasitter har indfundet sig på et lidt tidligere tidspunkt end mine. Helt nøjagtigt et døgn før. For vores begges vedkommende har vi ellers gjort det rigtige: Sørget for at gå til læge med det straks og er blevet behandlet. Og ikke nok med det: Jeg selv har oven i købet taget profylakser - forebyggende medicin - under turen til Malawi.
Min bedre halvdel får så hurtigt som muligt en dosis Halfan-tabletter tre gange i løbet af 24 timer.
Vi undrer os lidt, eftersom Halfan er blevet erklæret et decideret farligt middel af danske sundhedsmyndigheder.
Men den sydafrikanske læge bedyrer, at Halfan kun er farligt for folk med hjerteproblemer, og at han har fundet både konens og mit hjerte i fin stand. Halfan er fuldt forsvarligt, siger han.
Det er ikke just tidspunktet at begynde at diskutere med lægen, og har vi i øvrigt noget valg?
Imidlertid virker Halfantabletterne ikke, som de burde. Konen bliver ved med at have malaria - efter behandlingen.
Situationen begynder at virke en kende dramatisk. Parasitterne truer nu hele tiden med at trænge op i konens hjerne. Derfor indlæggelsen.
Min bedre halvdel bliver overvåget intenst af læger og sygeplejersker, og efter en nervepirrende nat, hvor vi overspændte følger, om der er tegn på bedring, vender Halfan'en tilsyneladende situationen. Medicinen - eller rettere modgiften - er ved at have nedkæmpet parasitterne, og nye blodprøver viser efter et par dage 'negativ' - for os begge. Vi er kureret - indtil videre. Det vil sige indtil vi ved, om malariabæsterne stikker hovederne frem igen. Der kan stadig være parasitter i leveren, som modgiften ikke har fået ram på.
Små og store parasitter
Men nu opstår næste problem: Hvordan får man konen ud fra et sydafrikansk betalingshospital, selv om hun er kureret. Uheldigvis er der blevet taget et utal af blodprøver, og hvad kan sådanne blodprøver ikke indikere af andre mulige sygdomme.
Vi argumenterer overfor det stejle personale, at konen er kureret for malaria, og at hun i øvrigt var frisk og sund, indtil hun blev ramt af sygdommen, og at hun derfor nu bør udskrives. Men nej, så enkelt er det ikke: Da vi ikke bider på forklaringen med andre mulige sygdomme, fastholder sygeplejersken med den særdeles stramtsiddende knold i nakken, at konen stadig skal have ro. Og det kan hun kun få her på hospitalet.
Mens sygeplejersken og det øvrige personale et øjeblik er umærksomme, sørger konen og jeg for at lægge vores oplevelser med malariabehandling bag os under en i hast planlagt flugt. Med konens pakkede weekendtaske sniger vi os med held forbi hospitalsreceptionistens skarpe blik og ud i friheden. Med os tager vi erindringen om mange små parasitter og én stor, fra hvem vi inden så længe får en kæmpe stor regning - en regning, der kun kan give kuldegysninger.
*Lars Zbinden Hansen er freelance-skribent p.t. bosat i Sydafrika
