Læsetid: 4 min.

Gudstjeneste i funkkatedralen

20. august 1998

The Artist - stadig af mange kendt som Prince - affyrede en drivende groovy koncert

KONCERT
Det er en længe savnet entertainer, der tirsdag aften træder ind på scenen i Valby Hallen. En entertainer, der de sidste to gange, han har været på turné i Europa, har smyget sig udenom Danmark med sin lille, smidige, meget smidige krop samt sit følge af musikere. Prince kaldte han sig engang. Siden har han blot været repræsenteret af et symbol, og i dag kalder manden sig i stedet The Artist - uden at han dog har forkastet brugen af det såkaldte Love Symbol, ja, selv hans guldguitar er formet efter det, som den betvinges deroppe fra scenen.
Men inden det når så vidt denne tirsdag, er aftenen ved at udvikle sig til en ørkenvandring. Først indtager bassistkongen Larry Graham - frontfigur i funkgruppen Graham Central Station - scenen og forkynder på fremragende, forførende facon funkens budskab til folket i et sjældent medrivende sæt.
Og måske fordi Graham med følge byder på klimaks før det egentlige klimaks, så føles det netop antiklimaktisk, da Chaka Khan trækker publikum igennem endnu en minikoncert, men denne gang bestående af for meget harmoni, for slikkede grooves uden egentlig kropsappeal, uden kompositorisk mindeværdighed - de to hits "I Feel For You" - i øvrigt forfattet af daværende Prince - og "I'm Every Woman" undtaget.

At lægge huset ned
Der er gået næsten tre timer, inden forventningerne forløses. Og ørkenvandringer og navneforandringer eller ej, så hilses den længe savnede, lille mand med den store musikalitet med uforbeholden hyldest fra et publikum.
"Jam of the Year" fra 1996's Emancipation indleder gudstjenesten i den alt andet end funky betonhal. Kroppen er katedralen, og gud sidder i mellemgulvet, hvortil der transmitteres med et fejende drive fra The Artists band, New Power Generation, der tydeligvis savner den sugende, saftige bund som Larry Graham serverede tidligere på aftenen, men til gengæld nyder fyndighed og en entertainer af den anden verden i front.
Det handler om publikumsdeltagelse. Ganske vist er The Artist en til tider overordentlig egocentrisk entertainer - "Do you love me?", lyder det flere gange - og en selvoptaget guitarsolist - stadig med masser af hvinende, skælvende, ornamenterende reminiscenser fra Jimi Hendrix - men han er også en indpisker og en benhård flirt. I pendulfart over den brede scene, opildnende mand som kvinde med mimik, hofteled, rumperyk, piruetter og et par ture ned i split.

De syv slørs dans
The Artist er ikke på togt ind i musikken - den behersker han - men på mission med menigheden. Og derfor forekommer det også helt naturligt, at han tager publikum på cruise ned gennem årene, løfter det nostalgiske fællesskab via gennembrudspladerne 1999 og især Purple Rain, som aftenen igennem rekapituleres i fyldige uddrag.
Stemmen savner ingen smidighed: Fra den sensuelle dybde og den karakteristiske hæshed til falsetten og skriget. Og musikalsk spændes der fra den store soniske staffage med blæsere og orgel i maksimal ornat til elastiske, enkle funk-oaser; fra guitareskapader og knejsende soli helt ned til manden alene ved flygelet behørigt døbt Beautiful. Her udfolder The Artist sig også på noget, der kunne ligne slap line. Flere perler udfoldes, varierende fra det indfølende til det letbenet valsende: "The Most Beautiful Girl In The World", "Diamond and Pearls", "The Beautiful Ones". Men da intermezzoet når til den mildest talt erotiske "Darling Nikki" hagler taktfaste klapsalver over entertaineren, der dernæst stopper. Koket fornærmet sætter han sig på flygelet med korslagte ben, provokerende til endnu mere medvind. Det får han. Og dernæst stilhed. Han begynder igen, og klapsalverne begynder igen. Og han stopper. Sådan kan katten lege med musen, Don Juan med sine ofre. Og vi er alle villige ofre for en leg, der afsluttes med en påtaget forarget irettesættelse - "I'm gonna tell your mama!" - da alle synger med på "Darling Nikki"'s masturbatoriske tekst.

Smagfuld og skamløs
Så er det ikke svært at tilgive en kort prædiken om Gud og kærlighed - både i toner og ord - for det er del af en større, medrivende helhed. Og som beåndede The Artist menigheden, så er det med en næsten uforståelig præcision, at publikum følger taktslagene.
Hits savnes og hits genopdages - for eksempel den Sinead O'Connor-adopterede "Nothing Compares 2 U" - ved en kalejdoskopisk koncert med en ex-Prince i udadvendt storform. Sjældent har en showmaster kommunikeret med sit publikum med så varierede virkemidler, med så elastisk elegance.
Den længe savnede guitar-, piano- og publikumsbetvinger takker af med et sejt masserende nyt nummer og endelig de pumpende festtemaer - igen fra gennembrudspladerne - "Baby I'm A Star" og den uundgåelige exit "1999": "Tonight I'm gonna party like it's 1999".
The Artist har spillet sit publikum, som han spiller sin instrumentpark: Med overstrømmende lidenskab, men også med sublimt overblik. Fra koket flirt til ubehersket bunkefest. Fra det smagfulde til det skamløse. Sexet er måske det rigtige ord.

*The Artist m/New Power Generation, Larry Graham m/band, Chaka Khan m/ band, Valby Hallen, tirsdag

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu