Læsetid: 8 min.

Håbet spirer i regnskoven

21. august 1998

Jo mere den asiatiske økonomis krise forværres, jo gladere bliver jæger-samlerne i Borneos jungle. Kan glæden mon smitte?

FRIE ord
Der er grund til lyssyn. Tag nu det telegram, som det verdensomspændende nyhedsbureau Reuter udsendte forleden. Midt i den endeløse strøm af meldinger om de japanske bankers insolvens, de østasiatiske økonomiers recession, Ruslands vaklen på kanten af statsbankerotten, frygten for europæisk vækststop og danske aktieejeres milliardtab, udsender Reuter så et lille, diskret nyhedstelegram, der strutter af optimisme og fremtidstro.
Kilden til historien er en lille rødhåret schweizer med runde briller, som for otte år siden blev kendt af den vestlige offentlighed, da han - iført lændeklæde og kniv - trådte ud af Borneos jungle og fortalte om penan'ernes grumme skæbne. Manden hed Bruno Manser, og penanerne var - og er - den sidste nomadiske jæger-samlerstamme i Borneos regnskov. Da Manser kom ud af skoven, havde han levet sammen med penan'erne i fem år, efter at han i 1984 var hoppet af en videnskabelig ekspedition ind i junglen. Hjemme i Schweiz troede mange ham død, men i Malaysia vidste myndighederne alt for godt, at han rumsterede rundt i regnskoven. Faktisk var de så irriterede over det, at de havde sat en pris på 250.000 kr. på hans hoved og sendt et par hundrede elitesoldater ind i penan-land for at fange ham. Manser blev nemlig en slags talsmand for de få hundrede tilbageværende penan'er, der levede deres stille, usynlige liv i den mange millioner år gamle regnskov. Et liv, der dag for dag blev mere truet af malaysiske og andre tømmerbaroners skruppel- og hensynsløse hugst af regnskovens kæmper. Med forfærdende hast forsvandt skoven og dermed nomadefolkets muligheder for at opretholde en simpel og bæredygtig livsform baseret på jagt med pusterør og pil og grød lavet af den vilde sagopalme.
Nå, Bruno Manser kom ud af junglen, holdt sine pressekonferencer - også i København - om overgrebene mod regnskoven og penan'erne og blev derefter usynlig og glemt i det turbulente mediebillede. I tirsdags var der imidlertid nyt fra ham igen.
Det går godt. Jeg knytter store forhåbninger til den sydøstasiatiske økonomis nedtur, lød det glade budskab, som Manser afleverede på et pressemøde i Singapore, hvor Reuters korrespondent lyttede og lavede sit lille telegram.
Den finansielle krise, som begyndte i Thailand for et år siden, gradvist blev regional, og i dag i aviser som vort hjemlige Børsen kaldes 'global', har nemlig haft den velsignede virkning at tvinge et antal malaysiske tømmerselskaber i knæ og nedsætte fældningsaktiviteten hos andre. Fordi det kriseramte sydøstasiatiske marked ikke for tiden er i stand til at efterspørge tropisk træ i nær samme grad som under de vilde vækstår.
Bruno Manser hilser den økonomiske minusvækst velkommen og siger, at den er "et af de bedste midler" til at redde den enestående regnskov og det folk, der endnu lever i den.
Hans ord er formentlig som talt ud af munden på de biologer og miljøfolk, der søger at værne om den store, tempererede urskov i det russiske Karelen og i Sibirien. Her har den russiske økonomis rutchetur mod falitten tvunget russiske tømmerselskaber til at drosle deres hæmningsløse hugst ned, mens flere udenlandske selskaber har trukket deres træfældningsmaskiner og investeringer ud. Alt sammen til glæde for de endnu vidtstrakte skove med deres enestående plante- og dyreliv.
For naturen - og de få naturfolk, der endnu måtte leve i den - er økonomiernes krise en velsignelse. Naturen og dens folk står uden for markedsøkonomien og rammes ikke, når valutakurserne falder, kapitalen flygter, efterspørgslen ophører og virksomhederne lukker. Det eneste, de mærker, når markederne trækker sig sammen, er freden, der sænker sig.
Sådan er der så meget. F.eks. gevinsten for atmosfæren af den russiske økonomis nedtur. Fordi det indtil videre er gået så ualmindelig elendigt for den ny omstillingsøkonomi, er energiforbruget i industrien, og transportsektoren raslet ned med det resultat, at Rusland i dag belaster det globale drivhus med 30 procent mindre CO2 end i 1990. Nedtur for økonomien, optur for økologien. Himlen over vore markedsøkonomiske hoveder har ingen problemer med, at rublen falder og fabrikkerne lukker.

Nu er det jo desværre sådan, at man aldrig kan tillade sig at være glad over noget. Altid er der sortseere, der skal gøre én opmærksom på medaljens bagside. F.eks. at der er en hel masse - når sandheden skal frem: milliarder - af mennesker, hvis tilværelse er så infiltreret i og bestemt af markedsøkonomien, at dens lokale, regionale eller globale nedtur også bliver deres nedtur. Ikke langt fra penan'ernes regnskov og naturalieøkonomi er hundredetusinder af fattige malaysiere i dag i den dybeste nød, fordi deres cash crops ikke mere kan finde afsætning på de kollapsede markeder, eller fordi de fabrikker, de arbejdede på, har mistet kunderne og derfor må fyre de ansatte. Det samme i Rusland, hvor minearbejdere, soldater og mange andre nærmest tvinges over i en naturalieøkonomi, fordi der ikke længere udbetales lønninger. Deres problem er, at de ikke har kompetence - for nu at tale i markedets sprog - til, som penan'erne, at leve af naturgrundlaget. Som i øvrigt ofte er fraværende, fordi det blev ødelagt af forurening og rovdrift, mens hjulene endnu snurrede.
Det er altsammen forvirrende og modsætningsfyldt. Men godt nok interessant at spekulere over på dage, hvor tvivlen om vækstens fortsættelse melder sig stadig hyppigere i overskrifterne. For bare et år siden gik vor egen finansminister Mogens Lykketoft sammen med den amerikanske vicefinansminister Lawrence Summers og et helt kor af især amerikanske økonomer på banen og talte om the new economy, en forventet ny æra med stabil, uforstyrret højvækst i årtier fremover. Nu veksler frygten for det asiatiske banksystems sammenbrud og den russiske økonomis kollaps med noget, der ligner næsten-vished for, at dansk økonomi går i stå. Dystre udsigter for økonomisk vækst, Farvel til opsvinget, Betalingsbalancen er gået i minus, Dampen går af dansk økonomi - sådan har overskrifterne lydt i de hjemlige medier de seneste dage.

Danmark har en SR-regering, som på fire år med højvækst - fra 1994-97 - blot har evnet at bringe antallet af medborgere på overførselsindkomster ned fra 965.000 til 905.000, dvs. med gennemsnitlig halvanden procent om året. Hvis den jobskabende vækst går i stå, er det med den nuværende politik svært at forestille sig andet, end at kurven igen knækker og antallet af overførselsmodtagere påny stiger. Man kan selvfølgelig glæde sig over, at de danske CO2-udledninger i den situation sikkert vil falde, fordi hjulene kører langsommere, men glæden bliver hul i bevidstheden om de mange medborgere, som vil blive stillet økonomisk og trivselsmæssigt ringere, hvis markedsøkonomiens ekspansion bremses.
I en vis forstand er problemet netop borgernes binding til den i dag globaliserede konkurrenceøkonomi. Det er den, der gør det så svært for regeringen og andre gode kræfter at skabe tilstrækkeligt med nye job til for alvor at få bragt antallet af forsørgede ned. Jobbene er der simpelthen ikke til dem, der har svært ved at konkurrere på det regionale eller globale marked. Polakkerne og kineserne gør det simpelthen billigere.
Kunne man dog for pokker bare slippe ud af den økonomi. Hvis de danske overførselsmodtagere ligesom penan'erne kunne leve i bæredygtige fællesskaber og af det lokale naturgrundlag, så kunne de med sindsro vende ryggen til rubelkriser, bankkrak og betalingsbalanceunderskud.

Helt dér er vi vist ikke og kommer næppe lige med det samme. Men selve tanken om at trænge markedet - det globaliserede, konkurrencebestemte - tilbage har en del for sig. Eller rettere: Det har en del for sig at skabe et nyt marked for menneskers økonomiske samvirke, helt eller delvist befriet fra den internationale konkurrence. Et marked hvor man udveksler gensidige, honorerede tjenester, som ikke alene kan sikre beskæftigelse, men også kan vise sig at binde nogle af de tråde mellem mennesker, som brister i dag, men som er forudsætningen for, at man kan tillade sig at tale om samfund. Som penan'erne i regnskoven er afhængige af hinanden og derfor kan hævde at besidde et fællesskab, sådan må moderne mennesker finde strategier - sådan hedder det nu - til at binde de tråde af lokal afhængighed, som i dag mere og mere erstattes af elektroniske tråde mellem beslægtede, men aldrig mødende brugergrupper på kryds og tværs af kloden.
Det er tjenester, der som før beskrevet i denne avis drejer sig om at klippe og barbere hinanden. Service-strategien som det kaldes, hvis det skal tages alvorligt. Allerbedst er det naturligvis i den helt radikale, men i dag nærmest kriminaliserede udgave, hvor tjeneste honorerer tjeneste - "hvis du maler mit hus, så ordner jeg din have" - fordi frirummet befriet for penge-marked dermed bliver størst muligt. Således at man som penan'erne kan slappe helt af over for mediernes nervøse meldinger om kurserne og vækstraterne.
Virkeligheden her og nu er, at de fleste nyttige tjenester ikke ydes og udveksles - man må enten gøre det hele selv eller lade græsset gro - fordi vi insisterer på at knytte penge og betaling til ydelserne. Og med dagens priser, dvs. mindstelønninger, er der alt for mange tjenester, som der ikke er betalingsduelige købere til.
Socialminister Karen Jespersen og arbejdsminister Ove Hygum slås i disse timer og dage med den ny arbejdsmarkedsreform, som skulle være præsenteret i går torsdag, men blev udskudt til på mandag. Og som af regeringen ses som et afgørende middel til at bringe nogle af de 900.000 på offentlig forsørgelse tilbage på arbejdmsarkedet. Som Jens Reiermann beskrev i gårsdagens Nyhedsanalyse vokser alene gruppen af førtidspensionister på den laveste ydelse med 13.000 om året, så der er noget at se til for de to reformministre. Det centrale problemer er, at der ikke er købere til de tjenster, som de pågældende kan yde, fordi prisen for deres ydelser i dag som sagt er for høj.
Som samme Reiermann fortæller i dagens avis vil skatteminister Ole Stavad imidlertid ikke være med til at tage skatteøkonomiske skridt ud over de i forsommeren vedtagne for at gøre tjenesterne betalelige og dermed de arbejdsdygtige førtidspensionister og andre duelige overførselsmodtagere anvendelige som deltagere i fællesskabet af gensidigt tjenende ånder.
Med en vækst, der måske er ved at gå i stå og med en voksende gruppe medborgere uden evne til at klare sig på det globaliserede, vækstafhængige konkurrencemarked gælder det om at trænge afhængigheden af dette markedsmonstrum tilbage.
Penan'erne har nok ikke en model, vi kan bruge - selv Bruno Manser forlod jo regnskoven og tog bukser på - så vi er tvunget til at tænke selv. Og altimens drømme om den dag, hvor friheden er vundet i en sådan grad, at det føles muligt at glæde sig - på naturgrundlagets vegne - over vækstøkonomiens såkaldte nedture.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu