Læsetid: 8 min.

Havet er igen en god forretning

5. august 1998

Fiskerne i Thyborøn tjener godt for tiden. Men de kommer ikke let til pengene

"Der ligger Thyborøns hjerte", siger Willy og peger på Thyborøns Andels Fiskeri, i daglig tale "TAF", hvor industrisfisken bliver forarbejdet til fiskemel og -olie.
Siden fiskerne i 1956 startede fabrikken på andelsbasis har den gennemgået en forrygende udvikling og hører nu til blandt Europas mest effektive, fortæller mine selvbestaltede guider mig, da vi kører på sight-seeing i byen omkring Danmarks tredjestørste fiskerihavn.
Arne, Willy og McCloud, som kaldes sådan på grund af sit overskæg, er hyggelige følgesvende. Jeg har mødt dem på Kanalen, en af byens to bodegaer - og så er smugkroerne, som jeg kun hører om, men ikke frekventerer, udeladt af regnskabet. Kanalens markiser reklamerer med, at det er stedet, "hvor mennesker mødes". Det er ikke en floskel: Ikke siden jeg rejste i Pakistan og Tyrkiet har jeg mødt en hjælpsomhed og imødekommenhed, der kan måle sig med Thyborønboernes. Og det uanset om man går ind på Turist- og Erhvervskontoret eller på værtshus.

Guldspinderi
Stemningen i Kanalen virker godt nok lidt overvældende, lige da jeg træder ind af døren efter gåturen fra præstegården, hvor jeg talte med byens indremissionske præst. Ved den lange bardisk sidder en række mænd - nogle af dem meget store og fulde af den slags muskler, der kommer af fysisk arbejde - som har nydt godt af eftermiddagstilbuddet: To øl for en øls pris.
Tonen i lokalet er rå; på tryk ville citater af den indbyrdes samtale ligne oplægget til et slagsmål; men tonen er varm, og grovhederne blot den verbale udgave af mænds venskabelige skulderdunk.
Lars tilbyder fluks at tale med mig, da jeg efterlyser en ung fiskeskipper. Han er 25 år, uddannet som smed, men havet trak: "Både far og farfar og oldefar er fiskere. Det må være en familiesvaghed."
Jo, som så mange andre fædre har Lars' far advaret sine tre sønner om, at der er for meget bøvl ved at være fisker.
"Men nu sejler jeg hans skib, og han er glad for at gå lidt på aftægt. Han har kun været ude tre gange i år. Vi sejler cirka 35 gange om året og væk lige fra tre til 17 dage af gangen. I alt er jeg nok væk 240-250 dage på et år."
På spørgsmålet om han har en kæreste, svarer Lars helt umiddelbart: "desværre nej," og tilføjer så:
"Jeg tænker sjældent på det... men det er nok ikke så let for en fisker at være gift, som da min far var ung."
"Der er ikke tid. Vi ligger stort set aldrig hjemme. Nogle gange kommer vi hjem klokken syv om morgenen og sejler igen om aftenen. Når jeg er ude, arbejder jeg 18-20 timer i døgnet. For eksempel når vi fanger Tobis. Så er det op klokken fem og først i seng hen på morgenen. Og så ligger man og spekulerer ... nogle gange er man helt udkørt og tænker: hvorfor gør jeg dog det her."
"Det er da fordi, du gerne vil spinde noget hurtigt guld," siger Jan og slår sig ned ved vores bord.
Hans bemærkning bliver indledningen til en længere diskussion om, hvorvidt fiskeriet går "nogenlunde" eller om det går "megagodt":
"Priserne er helt i top. Lars er bare ræd for, at det går ud over kvoterne, hvis vi siger det højt. Men alle ved, at fiskeriet blomstrer helt vildt nu," siger Jan.
"Spinder du guld", spørger jeg.
"Ja for helvede. Sidste år tjente jeg 585.000 kroner. I år har jeg ind til videre tjent 250.000, og jeg regner da med at nå den magiske halve million igen," fortæller Jan.
"Vi kommer heller ikke nemt til pengene," siger Lars. Han er på vej hjem, men inviterer mig ned og se trawleren L 455 Lotte Vohnsen næste formiddag.
Jan er begyndt at lægge til side i stedet for at bruge alt, hvad han tjener:
"Jeg fylder snart 30 år, og kan ikke holde til fiskeriet i benene og ryggen. I 1986 fik jeg næsten foden klippet af i et isbånd og var sygemeldt i halvandet år. Nu søger jeg erstatning endnu en gang. Jeg vil bruge pengene til en uddannelse. Min drøm er at få med adfærdsvanskelige børn at gøre."
Landlivet trækker også på en anden måde:
"Jeg har kone og to børn, og jeg savner dem, allerede inden jeg går hjemmefra."
Arne har sat sig ved bordet. Han er 52 år og efterhånden kommet i den alder, hvor han skal have det lette arbejde ombord:
"Jeg begyndte først som fisker, da jeg var 18. Den gang tog de unge slæbet. Det kan man ikke regne med i dag. Det går stærkt, og jeg kan ikke blive ved med at følge tempoet. Men jeg har været heldig med min nuværende hyre. Dér tager de unge arbejdet med isningen."
"Isningen er det hårdeste arbejde på industritrawlerne. Når vi er ude i mange dage, fryser isen til i blokke, der skal skovles med håndkraft. Det skal der mandskraft til. Ryggen bliver ødelagt. Jeg fatter ikke, man ikke kan opfinde en anden metode til det arbejde, når man kan flyve til Månen og Mars."

Et kig i dybet
Næste formiddag, da jeg står på dækket af L 455 Lotte Vohnsen, forstår jeg, hvorfor fiskerne taler om, at isningen er hårdt arbejde: Gennem en af lastlugerne er der et langt kig ned til skibets bund, hvor isen opbevares, og til det isbånd, som transporterer den håndskovlede is op til lastrummet, hvor is og friskfanget fisk blandes. Isbåndet er dækket af en elefantrist, så fiskerne ikke får benene i klemme, som det skete for Jan.
Lars viser rundt under dækket: I den seks kvadratmeter store messe, hvor de fem mand spiser og hviler sig og ser fjernsyn; i det snævre lukaf, hvor de fire procentaflønnede fiskere har køje; i skipperens lukaf, hvor Lars har sin egen køje. Over alt er der småt, mørkt og brugt.
I styrhuset møder jeg Lars' far, Erik Vohnsen. Han kom ud af skolen som 13-årig og begyndte at fiske. Skolen havde ingen interesse, og hans ordblindhed dømte uvidende lærere som dumhed:
"Jeg fik at vide, at jeg hverken kunne tage kørekort eller skippereksamen. Men begge dele lykkedes."
Trawleren er fra 1975. Den var "møj moderne" da Erik Vohnsen fik den bygget. Det er den ikke mere på trods af flere ombygninger.
"Det her skib skulle have været skiftet ud for 10-15 år siden. Men begrænsningerne på fiskerflådens tonnage betyder, at vi bygger om og om på det gamle."
Erik Vohnsen har tilbragt det meste af sit voksne liv på havet:
"Det har været et godt liv. Men måske er jeg gået glip af noget ved aldrig at være hjemme. Drengene græd, når jeg kom, fordi de ikke kendte mig, og græd, når jeg tog afsted igen, fordi de havde lært mig at kende."

Fiskerkonens liv
Eriks kone og drengenes mor, Lotte Vohnsen, som trawleren er opkaldt efter, kommer kørende for at høre, hvornår hendes mænd kommer hjem til frokost.
Erik lokkede hende hertil fra Samsø, fortæller hun. De skulle bare være her et år, lovede han. Nu er der gået 25. Det har været et specielt liv at være fiskerkone i Thyborøn:
"I dag er der nok ikke mange unge piger, der vil finde sig i det, min generation fandt sig i. Det har mange gange været træls at tage alene afsted til familiefester. Men man vænnede sig til, at mændene var væk. Der var nok at tage sig til - det er et arbejde selv at opdrage tre børn. Man måtte selv tage alle beslutningerne. Og i mange år var jeg formand for husholdningsforeningen."
Var det så ikke ind imellem svært at få manden hjem?
"Jo - det er jo nemt at komme hjem og lege julemand i tre dage - så kunne jeg rette op på dem, når han tog afsted igen."
Og nu, hvor hendes mand er hjemme næsten hele tiden?
"Det skal man også vænne sig til," smiler Lotte Vohnsen.
"Jeg har jo fået interesser, blandt andet strikker jeg en gang om ugen sammen med nogle andre til Mother Teresa. Og jeg er vant til at køre til Holstebro og drysse rundt sammen med en veninde, hvis vi lige får den ide. Det gør jeg ikke, når han er hjemme."
At to af hendes tre sønner har valgt havet som levevej, har ind i mellem bekymret Lotte Vohnsen:
"Inderst inde har jeg nok mange gange ønsket, at de skulle beskæftige sig med noget andet end fiskeri," siger hun.
Selv om Erik Vohnsen har frarådet sine sønner at vælge havet som levevej, er han tydeligvis også stolt over at to af dem vil være fiskeskippere:
"Nu er Ken ombord på et andet skib, for at lære konsumfiskeri. Hvis det er noget for ham, må vi tænke på at investere i det."
Ken, som er 20 år, sidder ved siden af sin far i styrhuset. Han er lige blevet færdig på skipperskolen og har ret til at sejle fiskekuttere af alle størrelser på alle have.

Pengene lokker
Hvorfor han vil være fisker?
Hans far svarer for ham ved at gnide tommelfingeren mod pegefinger og langemand:
"Ken sparer op. Han bliver et godt køb, den dag en pige får øje på ham. Det er godt, når de unge ikke bliver afhængige af kreditforeningen."
Erik Vohnsen er glad for, at Lars vil være industrifisker, mens den yngste, Ken, vil være konsumfisker:
"Jeg er ikke vild med at have to drenge på samme skib, hvis der sker en ulykke".
Ulykkeshistorierne falder tæt, når man slår ørerne ud i Thyborøn. Willy, som er en af de folk, jeg møder på Kanalen, gik i land efter en alvorlig arbejdsulykke i forbindelse med med en øvelse på det redningsfartøj, hvor han arbejdede i mange år.
Arne fortæller om en kammerat, der gik til i bølgerne uden for indsejlingen.
Da Willy inviterer på køretur, spørger jeg med et skævt blik til flaskerne: "Er du sikker på du kan køre?". Det er Willy helt sikker på: "Jeg er aldrig blevet taget," siger han med samme logik, som da Bjarne Riis i første omgang svarede på, om han havde taget doping.
Arne og McCloud tager med os for selskabs skyld. En pose med øl udgør provianten. Da jeg sætter mig ind på højre forsæde og rutinemæssigt spænder sikkerhedsselen ser Willy undrende på mig: "Det bruger vi ikke her," smiler han og starter motoren.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her