TIL NÆSEN
I onsdags havde Husmanns Vinstue i 'Pisserenden' i København 110 års jubilæum. Det skumle kælderlokale genlød i dagens anledning af slagsangen Kom, kom til Husmanns/ kom og drik dig fuld, udsat for særdeles blandet mandskor.
Husmanns er et af de steder, hvor Osvalds gamle vise Henne om hjørnet/ nede i kælderen uvægerligt dukker op i baghovedet. En kælderbeværtning, hvor øllet skummer, snapsen dugger, replikkerne fyger rapt, og smørrebrødet er højt og godt.
Men først et par bemærkninger om begreberne 'vinstue' og 'Pisserenden'. De fleste gæster, stam- og tilfældige, vil have bemærket, at det ikke just er vin, der flyder de store mængder af på danske vinstuer. Når Husmanns m.fl. alligevel bærer betegnelsen, skyldes det ofte - og også i Husmanns tilfælde - at det er startet med en vinforretning, hvor indehaveren så har indrettet et hjørne til skænkestue, så man kunne smage på varerne. Med tiden er balancen vippet, og til sidst har funktionen som udskænkningssted aldeles fortrængt det oprindelige formål.
Hvad Pisserenden angår, så er historien den, at kvarteret omkring Larsbjørnsstræde i hine tider var hjemsted for en stor del af byens bryggere og brændevinsbrændere. Efter indkogningen af kornet og urterne stod de tilbage med bærmen, som de brugte som foder til deres kreaturer, der var opstaldet i baghusene. Og dyrene forrettede naturligvis deres nødtørft, stort som småt. I starten af 1910'erne blev kvarteret hjemsted for byens professionelle damer, og det trak mandfolk til det lokale værtshusliv. Når de skulle af med øllet igen, foregik det ofte i porte og kælderhalse, og det gav områdets gamle tilnavn ny aktualitet.
I dag er her pænt og nydeligt, ja nærmest trendy. Sortklædt og mystisk ungdom sameksisterer med bohemer og mediefolk - og altså også med de frokostherrer, der har deres helle på Husmanns. Og en helle er det virkelig, selvom den sidste rest af det berømte forbud mod kvinders tilstedeværelse blev ophævet i starten af 1980'erne.
Husmanns tilhører eliten af københavnske frokostrestauranter i den klassiske stil - sammen med steder som Kanalcaféen, Hos Karen Kik, Café Petersborg, Tivolihallen, Restaurant Schønnemann, Sorgenfri, Huset med det grønne træ og et par steder til, som jeg sikkert har glemt i forbifarten. Det er hér, dansk madtradition og hygge overlever i sin reneste form. Al tanke om cola og burgere dør øjeblikkelig hen, når man hengiver sig til stegte eller syltede sild, lun oksebryst med nyhøvlet peberrod, Husmannns specialitet: Ristet røget ål med røræg, og gammel ost med fedt, sky og rom. Alt på godt brød og ledsaget af et stort glas duggende, velskænket fadøl og en klar Kummensakvavit. De tjenende ånder på slige etablissementer forener som regel høflig effektivitet med en særlig slags københavnsk robust charme, som er svær at stå for.
Og så kunne det hele være gået tabt. I de fræsende, brølende socialdemokratiske vækst-tressere havde myndighederne nemlig set sig gale på de gamle kælderbeværtninger. De opfyldte ikke diverse myndighedskrav, som den tids nye hærskare af bureaukrater spyttede ud i rekordfart, og en overgang så det ud til, at deres dage (altså kælderbeværtningernes - ikke bureaukraternes, desværre) var talte. Men da rejste Holger Danske og den danske folkesjæl sig til modstand. I bogen Må jeg be' om en kælderbeværtning fra 1963 skrev Sigfred Pedersen (selv stamgæst på Husmanns) som følger: "Enhver kælderbeværtning er dødsdømt, når den nuværende indehaver slipper sit målebæger. Til hvilket formål? Kælderbeværtningen er netop det bedste tilflugtsted for folk med oprevne nerver, for mennesker, der flygter fra livets barske realiteter. Når den nedlægges må man i stedet bygge et nervesanatorium med den dobbelte kapacitet og betalt af det offentlige"
Heldigvis gik det ikke så galt. Bureaukraterne tabte og folket vandt. Og således kommer det sig, at vi stadig kan liste hen om hjørnet, ned i kælderen og være drenge (og i sjældnere tilfælde piger) igen, mens vi nyder øllet, snapsen og smørrebrødet og forsikrer hinanden om vor gensidige fortræffelighed.
