Læsetid: 4 min.

Herthas violin

15. august 1998

KALENDER
SELV STORE slyngler kan jo være begavede digtere. De kan være udstyret med en selvskabende vitalitet, som som trodser moral og selvkritik. Den svenske forfatter Sigrid Combüchen analyserer i sin essaysamling Om en dag man vaknar indgående Gabriele D'Annunzios prosa. Fællesnævneren for ham og to andre verdensdigtere, Yukio Mishima og Knut Hamsun, er ifølge hende et gehør for, hvordan vinden synger i nervetrådene. Og deres fascination har fascistiske træk. Essayet er et stærkt forsøg på at fastholde både kritik og beundring for D'Annunzios værk, hans forføreriske prosa, som alligevel ikke forfører: der findes ingen inderlighed, det emotionelle appellerer ikke til læserens følsomhed, men til en slags æstetisk overenskomst.
D'Annunzio bliver oftest strengt bedømt. Anders Österling, der ellers oversatte digte af ham til svensk i sit tolkningsbind af Italiensk klassisk lyrik, skal have kaldt ham en "skaldet damehelt" og hans litteratur for "en parfumesamling på det toiletbord, han har skabt sig af den romerske og italienske kultur."
I D'Annunzios "Solsang" er der ellers frisk luft:

Se, hvor blændende blå havnen nys er vågnet,
frisk af den friskeste brise skælver den nu af lyst:
i sit skød den mærker
algernes grønne kærlighedsliv.

Men så bliver det til Italiens hav, ærens og styrkens hav, og han beder brændingen lade selve Ungdommen stråle klar i vinden som det hærdede stål.
Krigeren d'Annunzio er kendt for sin militære besættelse af Fiume efter 1. Verdenskrig, hvor han med sin friskare etablerede et personligt diktatur, som Italien dog ret snart måtte afvikle. Han slog sig så ned ved Gardasøen, hvor han beslaglagde og tyvstjal en privat pragtvilla i Gardone, som Mussolini lod ham beholde for at lokalisere og pacificere sin rival.

DENNE VILLA Vittoriale, som han kaldte den, har en interessant historie. Dens retmæssige ejer var en dansk violinistinde, Hertha Thode. Hun uddannede sig som ung i Paris og knyttede kontakt med europæiske kunst- og kulturmiljøer, der endnu før 1. Verdenskrig synes at have udgjort et berømmelsens netværk, som hun talentfuldt spillede sig ind i.
I Heidelberg trak en veninde hende med til den lærde kunsthistoriker og humanist Henry Thodes forelæsninger om renæssancen. Han var ikke hvem som helst, gift med Daniela, datterdatter af Franz Liszt og datter af Cosima og Hans von Bülow, der trak sig til fordel for Richard Wagner, som på den måde blev Danielas stedfar. Da Herthas og professor Thodes forbindelse udvikledes, indførtes hun i Bayreuth-miljøet, hvor Siegfried Wagner snart friede til hende. Men skandaløst nok, skønt skilsmisser ikke just var ukendte foreteelser på stedet, lod Thode sig skille for i 1914 at ægte den unge virtuos.
Hertha Thode skildrer i sine erindringer, Mindernes Rigdom (1945), indgående den brogede affære med gode portrætter af familien og gæsterne i villa Wahnfried som et åndens og kunstens tempel under Cosimas indiskrete magtfuldkommenhed.
Thode, der elskede og åndede for Italien, havde nogle år forinden købt villaen ved Gardasøen og fyldt den med kunstskatte, bøger, håndskrifter, noder og Liszt' flygel midt i al rigdommens frodighed. Dertil førte han nu sin brud, hvorefter verdenskrigen brød ud. Da Italien året efter erklærede de allierede krig, var de med ét fjender og måtte i huj og hast forsegle huset og forføje sig bort.

KRIGEN blankede dem af, Thode døde på Rigshospitalet i København 1920, og Hertha indledte kampen for sine arvede rettigheder. Skildringen af hendes møder med d'Annunzio i villaen er fantastisk læsning. Den lille grimrians charme lader hende ikke upåvirket, hans elegante breve, der lover hende alt i og fra hendes hjem, er mesterværker af falskhed, og med en fascinerende retorik, som i det hele taget gør hans postmoderne æstetik før tiden til virkelighed. Hun var afmægtig over for hans manøvrer.
Han var til gengæld dybt krænket over den danske opinion, som tog Herthas parti, men som jo ikke kom nogen vegne med det fascistiske bureaukrati. Han krævede Johannes Jørgensen i Assisi til vidne i sin retfærdige sag mod Thode, som endda havde skrevet det grundlæggende værk om Frans af Assisi. Nølende tilstod man hende efter D'Annunzios død i 1938 af lutter kulance nogle få tusind kroner, mens han havde nøjedes med at sende hende en kuffert med gammelt skrammel og solgt malerierne, derunder en Rembrandt. Hertha Thode måtte sælge sin kostelige violin for at overleve.

VILLA Vittoriale, bevaret for eftertiden i Gardone, er beslægtet med Salvador Dalis museumshjem i Figueres i Spanien, samme kompilation af smagløshed og selvforherligende mytologisering. Nu er god smag ikke uden videre lykken, excessernes retorik fascinerer, men så at sige altid med retning mod umenneskelighedens æstetik.
Den er martialsk. D'Annunzio skulle absolut have en halv torpedobåd anbragt i haven, mens Dali har nøjedes med et automobil i patioen.
De sprøde, danske violintoner fik ikke lov at lyde længe over søen, hvor Vergil og Dante og Goethe færdedes. Vinden synger i nervetrådene, og i erindringen ser man som D'Annunzio i det citerede digt, Canto del sole, kystens blomstrende bjerge, spejlet vidt omkring, som billeder af pyramider, der bæres i triumf kranset af efeu.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her