Læsetid: 5 min.

Det er himlen der vil det sådan

19. august 1998

Teltene strækker sig over flere kilometer, som skrøbelige værn mod det vand, som flyder på begge sider af de mange hjemløse indbyggere i den oversvømmede kinesiske by Anxiang

Anxiang - Et spøgelsesagtigt vrag, fyldt op med sandsække og beton, ligger kæntret midt i halvt sammenfaldne bygninger. Kun forstavnen rejser sig over det mudrede vand, som har indtaget det kvarte af den lille by Anxiang i den centrale provins Hunan.
Skibet er blevet sænket for to uger siden i et af de fortvivlede forsøg på at stoppe et 120 km langt brud i diget, som har overladt 80 kvadratkilometer land til de rasende vandmasser.
I dag er det kun ruinerne fra den engang fire etagers høje fabrik, som skibsvraget er tørnet imod, der vidner om vandmassernes voldsomhed. Selv en båd, fyldt til randen med sand og beton er blevet fejet afsted af det vand, som strømmede gennem bruddet.
Det var først efter tre ugers overmenneskelige anstrengelser, at det lykkedes at reparere diget. Først måtte hullet kvadreres med jernstænger for at bryde vandstrømmen, hvorpå 500 pyramideformede metalbeholdere fyldt op med sten og 800.000 sandsække blev kastet ned over jernnettet.
Anxiang har som de mange andre kommuner, der ligger langs Yangzi-flodens leje, måttet betale dyrt i forbindelse med de oversvømmelser, som nu i to måneder har hærget landet og krævet 2.000 dødsofre ifølge de officielle opgørelser, som ikke er ført a jour i 10 dage.

Hjemløse telte
De 110.000 mennesker, som beboede den lille landlomme mellem to foldarme, har mistet alt. Næsten 50 mennesker er døde i Changde-distriktet, som Anxiang hører ind under og mange flere er meldt savnede - og har været det i de tre uger, der er gået siden dramaet.
Ovenfor den reparerede breche strækker de hjemløses telte sig over flere kilometer, som skrøbelige værn mod det vand, der flyder på begge sider. En broget flok - lige fra unge piger, som fortvivlet holder fast i de sidste rester af forfængelighed til gamle vejrbidte bønder - slår tiden ihjel på diget, mens de afventer af vandstanden falder.
Siden den 24. juli har titusindvis af skæbner således krydset hinanden på det smalle dige.
Xu Lancheng har haft de samme sorte bukser på siden katastrofen: "Vi hørte advarslen i radioen om aftenen. Men vandet gik os allerede til knæene. Og den næste dag var det for sent at redde nogensomhelst," forklarer den gamle rynkede bondekone, som nu bor sammen med sin mand i et telt. "Vi blev allerede oversvømmet i 1954, men hvad skal vi gøre. Det er himlen, som vil det sådan," sukker hun med den særlige fatalisme, som kendetegner folk, der lever i pagt med naturen.
Normalt skulle hun på denne årstid være i marken og tage sig af bomuldsplanterne. Men himlen har i stedet bestemt, at hun skal tilbringe flere måneder på et dige, belejret af vand, sammen med tusindvis af andre bønder i samme situation.

I vejrudsigtens hænder
Gao Haixiu har heller ikke fået reddet noget fra vandet: "Jeg boede lige der, hvor bruddet opstod. Pludselig hørte jeg rædselsskrig og elektriciteten gik. Vi flygtede omgående, for jeg vidste, at vandet kom. Nu har jeg intet tilbage, og mit liv er i regeringens og vejrudsigtens hænder. Hvis der blæser op, er det teltene, som ryger," beretter hun.
For områdets bønder er oversvømmelserne en veritabel plage.
Ikke alene har de mistet alt, men når vandet trækker sig tilbage, efterlader det et lag af sandet mudder, som skal skrabes af, inden man igen kan plante til.
I 40'erne var hele området blot en tunge af brakland, i oversvømmelsernes vold ved højvande. Sådan som det også var tilfældet for størstedelen af Dongjing-søens bredder, et par kilometer mod øst.
Men landbrug og industri har i årenes løb ædt sig ind på disse stødpudeområder i takt med befolkningstigningen. De zoner, som ellers naturligt blev oversvømmet i nærheden af søen, er blevet til industrigrunde og vandmelonmarker, og dermed udsættes tusindvis af mennesker for flodens luner.
Endnu værre er det, at Yangzi-flodens leje og Dongjing-søens vandstand langsomt er steget i forhold til det omgivende land på grund af accelererende bundfældning.
"Søen er et Damokles sværd over indbyggernes hoveder. Man har forsømt bundplejen i årevis. Og nu er det gået så vidt, at hvis diget springer, så er situationen katastrofal," forklarer Wang Jian, som er provinsregeringens ordfører.

Fare for kolera
Nu prøver man at organisere tilværelsen på diget med nødtørftige hygiejneforhold - et par grise snuser rundt i affaldet. Hønsefjer og fiskerester flyder mellem teltene. Simple huller gravet i digets skrænter gør det ud for toiletter. Flygtningene får 500 g ris pr. dag, lidt olie, desinficerende tabletter til at rense flodvandet. Og en stråhat for at undgå solstik.
Indtil videre er der kun meldt om diarré og hudsygdomme. Men der er reel fare for, at sygdomme som kolera, dysenteri og tyfus bryder ud.
Minderne om de katastrofale oversvømmelser fra 1954 står stadig prentet i erindringen. Dengang krævede vandet 3.000 ofre i Hunan, men de epidemier som fulgte, førte i månederne derefter til 32.000 dødsofre blandt den i forvejen underernærede og svækkede befolkning. Her 40 år efter gør den forhøjede levestandard sit til, at befolkningen ikke er så modtagelige for sygdomme, men risikoen for epidemier er ikke desto mindre overhængende med en befolkningstæthed, som i dag er tre gange så stor som i 1950.

Surrealistisk myretue
I nærheden af flygtningelejren, er kampen mod vandmasserne endnu ikke afgjort. Et dige spændt ud mellem Hunan og Hubei truer med at bryde sammen under presset af Yangzis stadigt stigende vande.
Tusindvis af bønder og andre borgere vrimler rundt i en surrealistisk myretue, belyst af kraftige projektører.
Diget, som er konstrueret i 1996, har endnu ikke "sat sig". Til venstre slikker det flodvand, der kommer fra Hubei, den enorme jordvold kun få meter fra toppen.
Til højre ca. ti meter lavere befinder Hunans stigende vande sig. Hvis diget brister er hele byen Anxiang påny truet.
"Vandet kommer fra en breche i en sideflod til Yang-zi. Myndighederne i Hubei har endnu ikke udbedret skaden, fordi den gør presset på Wuhan mindre. Men her får den til gengæld vandet til at stige, så vores provins er truet. Vi prøver at få en fredelig aftale med Hubei", forklarer Chen Haibo, borgmester i Changde, som Anxiang er underlagt.
Vandet kender ingen grænser, men i den forvirring, der hersker, synes enhver at hytte sit eget skin.

© 1998 Liberation & Information

Oversat af Tine Byrckel

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu