Læsetid: 4 min.

Hjertebankende sange om længslen i os alle

3. august 1998

Efter at have været nærved og næsten i ti år udsender sydstatssangskriveren Lucinda Williams en cd, der fra første skæring har karakter af en ny-klassiker

NY CD
Der findes plader, der folder sig ud som et landkort over skæbner, episoder og kærlighedens labyrinter og blindgyder, med sange, der hver for sig fortæller en historie, man kender på sin egen krop, og som samlet udgør en logbog over et liv, der kun ved et tilfælde ikke blev mit.
Sådan en plade er Car Wheels On A Gravel Road med Lucinda Williams.
Det er kun femte album siden debuten i 1979 fra den 45-årige Louisiana-fødte sanger og guitarist, som skrev Grammy-vinderen "Passionate Kisses" til Mary Chapin Carpenter. Hun har længe haft anmelderne på sin side, men salgbarheden er blevet undermineret af, at selskaberne bag hende gik fallit. Også denne nye cd har været truet på livet. Sangene stammer fra 1995, men er genindspillet to-tre gange, og lå færdige i december 1996, hvorefter selskabet gik konkurs.
Nu har de sange fundet sig en udgiver. Og godt for det.
Lucinda Williams er åndelig nabo til blues-stamfaderen Robert Johnson, men der er intet musealt over de hjemmebrændte sange, som kan forkortes til countryrock med lige meget tryk på begge dele af ordet, men også låner af Dylans narrative nerve og Springsteens sans for storhed, ikke mindst understreget af Roy Bittan, eks-medlem af The E Street Band. Han sætter adskillige prikker over de musikalske i'er med Hammond og accordeon.
Selv om så forskellige påvirkninger som Joan Baez og Bonnie Raitt kan spores, er Lucinda Williams dog først og sidst sig selv. Med en smukt brugt sopran synger hun om sit eget liv, ikke skuffet eller desilliusioneret, men erfaren, kuldslået og såret, og lige så tit stolt og selvbevidst. Altid hjertebankende ægte.
Sydstatsstednavne er trædestene i de fleste af sangene - Macon, Jackson, fødebyen Lake Charles, Lafayette, Rosedale, Algiers, Opelousas, Baton Rouge, Nacogdoches, Slidell - næsten mytologiske stikord til hændelsesforløb.
Som albumtitlen antyder, køres der en del i denne musik, men sangeren er aldrig på vej væk, hun er på vej videre. Hun kan være rastløst søgende, grådkvalt skuffet og cool konstaterende, men aldrig et sekund ude af stand til at sidde bag rattet i sit eget liv.
Første nummer, "Right In Time," går rent ind i blodet:

Not a day goes by
I don't think about you
you left your mark on me
it's permanent a tattoo
pierce the skin
and the blood runs through
oh my baby

the way you move
it's right in time
it's right in time with me

Kærlighed og længsel som et sug, ikke bare i maven, men i bevidstheden. Beskrevet med en lapidarisk poesi, som også gør noget stort ud af småt på titelmelodien:

Sitting in the kitchen
a house in Macon
Loretta's singing
on the radio
smell of coffee, eggs
and bacon
car wheels
on a gravel road...

Man ser, hører og lugter det for sig. Musik som film, tilsat en em af stærke, men følelsessvage mænd, som aldrig tør binde sig helt. Selv om det gør ondt, passer det vist egentlig sangerinden godt. "I wanna know you're there, but I wanna be alone", sang hun i en sang på sit 1988-album.
Car Wheels On A Gravel Road er også en plade om venner og deres vanskæbne. Som på "Lake Charles" om ham, der hele tiden siger, han kommer fra Lake Charles, men i virkeligheden stammer fra Øst-Texas. Dét siger ham bare ikke så meget, og vi ved pludselig, hvad det vil sige ikke at høre helt til. Eller den rustikke blues "Concrete And Barbed Wire" om kæresten, der er i spjældet, men hjertet kan ikke indhegnes af mure og vagter. Og om ham, der bare kan skrubbe hjem til
Greenville, hvis han ikke kan behandle hende pænt.
Hovednumre på en musikalsk prunkløs, men præcis plade, der til overflod er uden overflødigt fyld, er dog "Metal Firecracker" og den afsluttende "Jackson". Den første er en rørende, men helt usentimental fortælling om en forelskelse, der så ud til at vare evigt. Det gjorde den selvfølgelig ikke, men i stedet for klynk og selvmedlidenhed beder hun bare eks-kæresten: "don't tell anybody the secrets, don't tell anybody the secrets I told you..." Og på "Jackson", en vidunderlig elegisk pastiche på "Amazing Grace" kører hun væk for at komme sig over ham i håbet om at have efterladt savnet langs vejen, når hun endelig når frem til nye muligheder: "Once I get to Vicksburg, I don't think I feel the urge..."
Med Car Wheels On A Gravel Road har Lucinda Williams ikke bare begået en plade med sange, der med kort inkubationstid sætter sig smittefarligt på hukommelsen, men med søvngængersikker balancering mellem traditionsbevidsthed og her-og-nu sitrende nærvær har hun også lavet en plade af den slags, der let kan gå hen og få ny-klassikerstatus.

*Lucinda Williams: "Car Wheels On A Gravel Road." Mercury/PolyGram. Udk. i dag

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her