Læsetid: 3 min.

Hr. Cogito og musikken

8. august 1998

KALENDER
PÅ EN almindelig ferierejse i udlandet har man sjældent lejlighed til at høre musik, med mindre man netop rejser efter den. Man kan jo støde ind i et hornorkester, der sidder på en tribune i byparken og babber i basunerne.
Man kan høre violintoner ud ad et vindue i en sidegade. Hotelværelsernes usle radioer parodierer kunsten med deres muzak. Fjernsynet da? Dér giver de bare Riget med Jens Okking, der taler glimrende fransk, og nede i restauranten ser de fodbold eller Tour de France, hvad der kommer ud på et, sådan som de skråler. Tyranniske lyde.
Men hvem er det, der har sat musik i forbindelse med tyranni?
Hr. Cogito - eller rettere den polske digter Zbigniew Herbert, der døde forleden, 73 år gammel.
Hr. Cogito var bogstavelig talt en tankefigur, en maske, et alter ego, som inkarnerede digterens forestillingsverden, gav den krop og stemme i et distanceret, ironisk leje.

Hr. Cogito
lader spørgsmålene om
musikkens væsen ubesvarede

alt hvad der bekymrer ham
er denne kunsts tyranniske magt
den styrke med hvilken den trænger
ind i vort indre

bedrøver uden grund
glæder uden årsag.

HANS DIGTE er i sig selv intellektuel musik, men han kender dens svigefulde charme. Hr. Cogito har hørt den gennem barndommen, han er vokset op ansporet af lyde, i akkorder, dissonanser og svimlende crescendi, men fik skrupler. En skamfølelse voksede, og han begyndte at samle argumenter mod musikken med tanke på, hvad den også kan misbruges til, den flirter med uendeligheden, lægger æteriske ornamenter over tidens afgrund. Etruskerne piskede deres slaver til akkompagnement af piber og fløjter.
Det dialektiske tankedigt, der samtidig fortæller en udviklingshistorie, handler jo om den store kunsts væsen. Dens ubekymrethed og frihed, som netop vækker uro. Den guddommelige Platon advarede mod musikken: "forandringer i musikkens stilarter fremkalder omvæltninger i samfundet, omstyrtning af love."
Måske er det denne viden om og mistro til poesien, der har kaldt hr. Cogito-skikkelsen frem og ladet ham afprøve verden gennem betragtning af mytologi, kunst, historie, politik, utopi i tilværelsens belejrede by. Det er titlen på en af Herberts digtsamlinger, oversat at Janina Katz og Uffe Harder, ligesom den polskfødte Janina Katz har præsenteret ham i to tidligere Cogito-samlinger på dansk foruden hans essays om de gamle hollandske malere, Stilleben med bidsel.

TITELDIGTET om den belejrede by er som angivet skrevet af den underordnede kronikør, der konkret gennemgår byens lidelser, begyndt i går eller for to hundrede år siden. En kronisk situation ansigt til ansigt med hungeren, ilden, med døden. Han tænker på forbundsfællerne bag havet og véd at de oprigtigt føler med dem, sender mel, sække med opmuntring, fedt og gode råd. De véd ikke engang, at vi er blevet forrådt af deres fædre! hedder det.
Herbert var i exil, men vendte tilbage til Warszawa i 1978, kompromisløs kritisk, i afsky for de utopier, der fremkalder lidelsen. Hr. Cogito behandler sin indre stemme godt, siger han: han lader som om de er ligemænd. Hans fantasi har et penduls bevægelse, den løber præcist fra lidelse til lidelse, der er ikke plads til poesiens fyrværkerier, "han vil forblive trofast mod den usikre klarhed."

HVAD HAR hr. Cogitos smerte, hvad har musikkens tyranni og poesiens forføreriske skønhed med ferierejsen at gøre? Dér rejser vi ubekymret frit rundt langs kysterne i et frit Frankrig, der kun trues af konkurrencesportens hysteri og umusikalske masseforførelse, mens lidelserne hober sig op i næsten-nabolandes gensidige belejringer af had og etnisk selvhævdelse.
Det, at enhver glæde har sin fylde af smerte, enhver skønhed sin gru, ethvert måltid et strejf af hunger. Det er ikke selvplageri og arvet syndsbevidsthed, men et påtrængende vilkår, som musikken både udtrykker og udsletter i ren fryd, og som den største poesi fastholder.
Zbigniew Herbert er med i det kor. I et brevdigt til kollegaen Krynicki siger han: "Der bliver ikke meget tilbage, virkelig ikke meget af dette vanvittige århundredes poesi, sikkert Rilke, Eliot og et par andre ærværdige shamaner, der kendte hemmeligheden ved at besværge ord.
Fra vores eget privilegerede landområde kunne jeg tilføje endnu et par stemmer, der kender musikkens flertydige storhed i sproget."

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her