Læsetid: 11 min.

Den indbyggede ladhed

15. august 1998

Ladhed lammer følelsen; opmærksomhed og nærvær forsvinder - både overfor andre og overfor én selv. Men den syvende dødssynd er også indbygget i det moderne samfund

Det sidste min mor gjorde, før vi gik i seng om aftenen, var at trække rullegardinerne op, så ingen nok så tidlig morgenvandrer skulle få det indtryk, at vi ikke var stået op endnu", fortæller en kvinde. Hun voksede op i provinsen i fyrrerne og halvtredserne, og "det skulle ikke hedde sig i byen, at Johansens lå og snuede til klokken syv".
I storbyen er den umiddelbare sociale kontrol mindre tæt, men også her kunne man for ikke så længe siden være sikker på, at håndværkere og andre med ærinder ved hanegal nok skulle finde en attitude frem, der antydede deres moralske overlegenhed, hvis man lukkede op med søvn i øjnene og strittende hår.
Endnu i dag er det næppe tilfældigt, når et afgørende led i enhver jobtræning af arbejdsløse stadig er kravet om, at de skal stå op om morgenen og møde frem - uanset nytten af øvelsen. For den er utvivlsomt blevet mindre i et samfund, hvor flekstid og computerarbejdspladser breder sig med lynets hast.
Men mistanken om at "syvsoversøvn" skyldes umoral, en slap karakter, efterladenhed, sjuskethed, upålidelighed og nyttesløshed - kort sagt en personlighed, der er uanvendelig for et ordentligt samfund, var i det mindste indtil for en generation siden lyslevende.

KISS-dogmet
Ladhed, acedia, den syvende dødssynd var tilsyneladende primært en dødssynd mod det praktiske, travlt beskæftigede fællesskab af nyttige individer.
I dag optræder ladheden paradoksalt nok mest iøjnefaldende der, hvor samfundet 'kræver' den af individet, i massekommunikationen og i masseforbruget.
Psykiateren Birgit Petersson mener således, at ladhed er snævert forbundet med, at der er kræfter, der ser deres interesse i at fastholde folk i den. Hun opfatter ladhed som en form for umodenhed, siger hun.
"Der har altid været kræfter, der ville holde folk i umodenhed, sådan som underholdningsindustri og reklame gør det i dag. Jeg tror, at ladhed for mange mennesker er en undskyldning, fordi man er angst for ikke at kunne. Mennesker trives ved at lave noget. Men i stedet for at sige, at uvidenhed er det vigtigste i verden, så siger man til folk, at de er dumme. Resultatet er, at de forstiller sig og lader som om, de ved, i stedet for at indrømme deres uvidenhed og derved lære noget".
Relamemanden Frederik Preisler er et stykke ad vejen enig med Birgit Petersson.
"Den traditionelle reklame kører efter KISS-dogmet: Keep It Simple, Stupid. Det er blandt andet dette, et blad som Ekstra Bladet sælges på: 'Vi kan ikke kapere mere, og de skal ikke komme og fortælle os noget'," siger han. Altså en art reaktion på at uvidenhed sættes lig med dumhed - som imidlertid ikke mindsker uvidenheden.
"Hvad der bliver købt af medieplads af reklame, der kun er med til at styrke ladheden, er ikke småting. Det er så umådelig meget sværere at kaste sig ud i intelligent reklame, og det meste reklame har hidtil ikke gidet andet end at vise sit produkt og slå på, at det enten er renere og billigere, eller at man bliver lykkeligere og smukkere."
Ifølge Frederik Preisler gør den intelligente reklame derimod op med ladheden og søger at komme i dialog med forbrugeren. Som eksempel nævner han en reklame for magasinet Economist, der blot består af en rød flade med ordene "I never read the Economist" og en vedføjet asterisk. Nede i hjørnet kan man så læse:
"*)Management trainee, age 42."
Her udleverer reklamen ladheden i stedet for at benytte sig af den.

Konsensus-samfund
Bengt Burg, populær studievært på TV 2's Lykkehjulet, breder sin kritik af ladheden ud til at omfatte det, han betegner som en samfundsmæssig konsensus.
"Jeg tror ikke, man bliver dummere af at se fjernsyn, end man er i forvejen, og man har som menneske behov for at grine og pjatte," siger han med adresse til sit eget program.
Lykkehjulet har imidlertid ti års jubilæum til oktober, det er så at sige blevet det gamle, klassiske underholdningsprogram. Og nu, ti år efter, er prime-time på alle kanaler fyldt med quiz, talk-shows og underholdningsprogrammer - når der ikke lige er nyheder eller sport.
Resultatet af, at der i dag er flere kanaler at vælge imellem, har blandt andet været en professionalisering af programmerne, der på den ene side forhindrer, at der bliver lavet "det rene lort", men som på den anden side også betyder en vis homogenisering, såvel i længde som i præsentationen af udsendelserne, siger medieforskeren Frands Mortensen.
"Konkurrencen tvinger den enkelte kanal til at tænke på seertal," forklarer han.
Dette har også betydet en voldsom centralisering af programplanlægningen, således at kun bestemte programtyper findes på bestemte tidspunkter. Eksempelvis vil TV 2 ikke have udenlandske programmer overhovedet mellem klokken 20 og 22, og spillefilm er også forvist, fordi de er for lange, når de ikke, sådan som dansk lovgivning er, må afbrydes af reklameblokke, fortæller han. Det gør det meget forudsigeligt, hvad der er på de enkelte kanaler, men det er også det, folk vil have, ifølge Mortensen.
"Tv har bevæget sig fra at være et 'program-medie' til at være et 'flow-medie'. Folk hopper ikke rundt fra den ene kanal til den anden, med mindre det, der sker på den, de har valgt, bliver for kedeligt," siger han. "Hovedvalget er, at man vælger én station som udgangspunkt for hele aftenen."
Mens Frands Mortensen godt kan se nogle muligheder i tvs udvikling, mener Bengt Burg, at "industrialiseringen ikke blot rammer underholdningen, men truer med at blive kvalitativ, så vi bevæger os i retning af det åndløse, konforme samfund."
"Så kan man falde over Lykkehjulet, fordi vi er underholdnings-ikonet, så at sige, og det åg må vi så bære, fordi vi udtrykker en bredere tidsånd. Men vi har en ren vare at sælge," siger han, "det er langt værre, at konsensus breder sig til faktaprogrammerne."
"Tidligere lå konsensus i underholdningsindustrien, men nu ligger den i nyheds- og faktaprogrammerne. Og dét er et problem. Hvis man ikke har en seriøs debat dér, men derimod konsensus, der dræber enhver kritisk stillingtagen, så er det dybtgående værre end underholdning. Dér er der ingen fare, der ved man, hvad man får."
"I øjeblikket er man ved at ophæve de sidste rester af lønarbejder- og arbejderkultur," fortsætter Bengt Burg.
"Og dermed også den kritiske dialog, fordi konsensus er, at hvad arbejdsgiverne og aktionærerne gør er rigtigt."
"Denne konsensus, hvor ingen argumenterer, er faktisk værre end ladhed, for ingen kan argumentere imod, fordi vi ikke opdrager børnene til at se alternativer. Havde Machiavelli levet i dag, havde han nok sagt, at det allerede er for sent. Han siger i Fyrsten, at den fyrste, der kan se konflikten før andre, han vinder. I moderne sprog kunne man sige, at den, der kan påvise alternativer til den nuværende udvikling, vil være den endelige vinder, den afgørende bevægelse. Men der er ikke andet end finanslovs-tidsbegrænsede argumenter i spil."

Indbygget ladhed
Massekonsumen har imidlertid også konsekvenser for, hvordan varerne skal produceres.
"Med den industrielle udvikling uddør det nærvær og den ansvarlighed, der knytter sig til håndværket mere og mere," siger en tømrer. "Alle de byggeskandaler vi oplever med flade tage, der ikke kan holde vandet ude ol. er et resultat af en slags ladhed. Håndværkerne er presset af entreprenører og tidsfrister, materialerne forhindrer ofte, at arbejdet kan gøres, så man selv er tilfreds, men de ved også godt, at det holder ikke. Det står der bare i tilstrækkelig mange år til, at de selv er væk. Det holder længe nok til, at de ikke skal stå til ansvar for, hvad de har lavet. De bliver lade, fordi de mister arbejdsglæden."
"Det er en ladhed, der er indbygget i systemet, og som man også finder for eksempel i fødevarebranchen," mener han. "Mange af dem, der er ansat der, kunne ikke drømme om at spise de produkter, de selv fremstiller. Men så er de nødt til at æde de andres."

Den lamme ånd
Fælles for alle de adspurgte er det, at de opfatter ladhed som noget i retning af at flyde med strømmen, undlade at tage selvstændig stilling, lade sig intimidere - snarere end som dovenskab, sådan som den blev opfattet for bare en generation siden.
Men oprindelig udspringer udnævnelsen af ladhed til en dødssynd af de miljøer, hvor lediggang var en dyd. Det er den kristne praksis med at trække sig tilbage fra den verdslige verden for helt at hengive sig til tilbedelsen af Gud, der oprindelig forsyner Kirken med erfaringerne om ladhedens farer. Det monotone kloster- eller eneboerliv uden praktiske forpligtelser eller stræben efter jordiske belønninger krævede for at være meningsfuldt et stadigt nærvær, en absolut tilstedeværelse i bønnen. Men lediggangen havde en tendens til at få de tilbedendes stræben til i det hele taget at lammes eller sløves, således at de både mistede forbindelsen med den Gud, de havde trukket sig tilbage for at søge, og med deres egen religiøse lidenskab.
De blev ofre for acedia.
Måske fordi ladhed var den synd, netop de fromme, der formulerede sig om dødssynderne, fik ind på livet og havde god tid til at studere, virker den religiøse litteraturs iagttagelser af ladheden mere psykologisk præcise og brugbare end ved de øvrige dødssynder.
Pave Gregor den Store, der gav dødssynderne deres endelige formulering, fastslog således, at ondskabsfuldhed, bitterhed, fejhed og fortvivlelse udspringer af ladhed. Og den store engelske 1300-tals-digter, Geoffroy Chaucer opregnede fortvivlelse, dvaskhed, dovenskab, sendrægtighed, træghed, ligegyldighed, magelighed og vrantenhed blandt ladhedens følgesvende.
"Følelsesmæssigt og erkendelsesmæssigt kommer ladhedens onder til udtryk i mangel på enhver følelse for verden, for menneskene i den eller for ens eget selv. Acedia antager form af en fremmedgørelse af det følsomme selv, først fra verden og derefter fra selvet selv," konkluderer den amerikanske sociologiprofessor Stanford M. Lyman i sin undersøgelse, Seven Deadly Sins. Society and Evil. (NY. 1978). Med adresse til såvel middelalderlig som moderne psykologi.

Fortvivlelse
På ét punkt især viser paven og Chaucer deres overlegne psykologiske indlevelse i forhold til nutidige sagsbehandlere og morgenduelige håndværkere, nemlig dér hvor de regner fortvivlelse med til ladhedens konsekvenser. Det er ikke mindst den, der tydeligt spores i den moderne ladheds psykologi.
Pave Gregor deler ladhed op i acedia, åndelig og kropslig dovenskab, og tristitia, melankoli, der langt henad vejen bliver ladhedens moderne psykologiske form. For Gregor den Store er melankoli stadig en sygelig tilstand, som den var både i Middelalderen og i Antikken, men dette ændrer sig på tærsklen til moderne tid, har kunsthistorikeren Jacob Wamberg påpeget. Han foreslår at opfatte den moderne tid som et 'produkt' af dødssynderne, forstået således, at de alle bliver overskredet på Middelalderens tærskel. Avaritia, griskhed, bliver således til noget positivt, hvis det drejer sig om at opbygge en kapital, påpeger han, og på samme måde transformeres melankoli til en produktiv følelse, som driver filosoffer og kunstnere til deres værker.
Det ændrer dog ikke ved, at melankolien bevarer sin evne til at lamme den melankolske, noget der eksempelvis er fremstillet i Albrecht Dürers kendte stik, Melancholia I : "Dürers stik omhandler netop tvetydigheden i ladheden," siger Wamberg. "På en vis måde er melankolien blevet kunstnerens muse, men inertien kan også blive for stærk. Så en tolkning er, at billedet handler om Melancholia I!, "Gå, melankoli". Det, man har troet var et romertal I, læses da i stedet som bydeform af det latinske verbum for gå, "I". Der er et stort produktivt potentiale i melankolien, men der er også en trang til at skille sig af med den tyngende melankoli i billedet."

Hamlet gange to
Melankolien som den følsomme sjæls følgesvend - og skæbne - kan forfølges i kunstneres skildringer og kunstneres egne skæbner fra Renæssancen til i dag.
Å, gid mit alt-alt-alt for faste kød/dog vilde smelte, tø, opløse sig i dugg,/eller at Evighedens Herre ikke/havde forbandet selvmord i den grad. Å Gud,/hvor led og tom og gold - foragtelig/er ikke denne verden? Føj for pokker,/smid den væk! En have, ingen luger,/som går i frø, mens grove, ramme vækster/får lov at brede sig, lader Shakespeare Hamlet sige (i Ole Sarvigs oversættelse fra 1965). Hamlets mor har giftet sig med Hamlets farbror, Claudius, kun to måneder efter Hamlets far død. På dette tidspunkt ved Hamlet endnu ikke, at Claudius også har myrdet hans far. Da han opdager det, bliver han optaget af hævnen, men resultatet er at han helt 'dropper ud', hans kreativitet bliver selvdestruktiv og destruktiv med død og ødelæggelse til følge.
Generation X-ikonet, Kurt Cobains skæbne kan virke som et moderne gensvar til Hamlet. Cobain, Seattle-bandet Nirvanas sanger guitarist, komponist og tekstforfatter, der begik selvmord i 1994, ændrede sig angiveligt fra et lykkeligt barn til en utilpasset outsider, da hans forældre blev skilt. I sin musik kunne han et stykke tid vende leden ved livet til noget kreativt, Cobains musik og tekster udtrykte håbet om, "at der var noget andet end kedsomhed, tilpasning, udvejsløshed og konsumorientering", som et tysk magasin skrev. Altså netop håbet om, at der fandtes noget andet end ladheden. Melankolien var produktiv. Men hans selvdestruktivitet, der kom til udtryk i depressioner og stofmisbrug, fik overtaget. Det var ladheden i skikkelse af den snigende fremmedgørelse fra verden og fra sig selv, der indhentede Cobain.
"Jeg har simpelthen ingen lidenskab længere," skrev han i sit afskedsbrev.
Hamlet tøver for længe med at opfylde løftet til faderens ånd om at dræbe Claudius. Resultatet er, at alle, inklusive Hamlet selv, kommer af dage, og Danmarks rige overtages af nordmændene.
Cobain skrev i sit afskedsbrev: "Den værste forbrydelse er at forstille sig," hvortil hans kone, Courtney Love, replicerede: "Nej, den værste forbrydelse er bare at stikke af fra det hele!" Begges ladhed er med andre ord en undladelsessynd. Undladelse af at tage ansvaret på sig. Cobains følelser i forbindelse med sine forældres skilsmisse har også mindelser om Hamlets overfor sin mor og stedfar. "I hate Mom, I hate Dad, Dad hates Mom, Mom hates Dad, it simply makes you want to be sad," skrev han.
Og fremmedfølelsen slår igennem hos dem begge. Der står således ikke "it simply makes you sad" hos Cobain. Der er et lag imellem følelsen og det, der udløser den, en manglende spontanitet. For dem begge har tilgangen til verden mistet sin umiddelbarhed og tillokkelse. Men de unge mennesker, der ødelægges af ladheden, rammes af den, fordi de bukker under for et samfund og nogle samfundsrepræsentanter, der selv glider med strømmen, er moralsk anløbne og accepterer det, de burde bekæmpe.
Som Hamlets mor, dronning Gertrud, der gifter sig med sin mands morder. Som et samfund som det, Nirvana opponerer imod med dets "kedsomhed, tilpasning, udvejsløshed og konsumorientering". Et "åndløst, konformt samfund."
Gider vi fortsætte sådan?

*Dette er den sidste artikel i serien om de syv dødssynder. De foregående artikler stod i Information den 27. juni, 4. juli, 11. juli, 17. juli, 25. juli samt den 1. og 8. august

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu